Philips er kendt for deres farvestrålende OLED-skærme med Ambilight, men det er et stykke tid siden, vi har hørt nogen ordentlige soundbars fra den kant. Nu har de udviklet en ny serie soundbars under Fidelio-navnet, som forhåbentlig giver en lyd, der matcher den spændstige billedkvalitet!
Topmodellen Fidelio B97 er spækket med hele 16 højttalerenheder, gode tilslutningsmuligheder og bred understøttelse af forskellige lydformater. Med sig har den også en trådløs aktiv 8 tommers subwoofer. Og ikke mindst et ekstra party-trick …
Aftagelige surround-højttalere – “Surround on Demand”
Philips’ soundbar er kendetegnet ved en særegen finesse: På hver side sidder der aftagelige surround-højttalere, som man kan sætte ud i rummet, når man vil se film med fuld surround-effekt!
Når højttalerne er fæstnet til soundbaren, er de kun delvis aktive og bidrager med diskantlyd til venstre og højre stereokanal. Når de tages af, aktiveres en ekstra fuldtoneenhed for at gengive surround-lyden.
De to surround-højttalere er batteridrevne og lades op, når de er plugget i soundbaren. Batterilevetiden er opgivet til ti timer, hvilket burde være nok til en seriøs filmaften med familien. Eller måske en benhård gaming-session?
Design
Ideen med aftagelige, trådløse baghøjttalere er på mange måder et snedigt koncept, da sådan nogle ofte kan virke visuelt skæmmende i en almindelig stue. Man bør dog bemærke, at de ekstra baghøjttalere er med til at gøre Philips-soundbaren relativt pladskrævende.
Med baghøjttalerne plugget i bliver den hele 1,3 meter bred, omtrent lige så bred som et 65 tommers TV. Uden højttalerne på siden skrumper bredden til 1 meter.
Dermed er Fidelio B97 helt klart bedst egnet til større TV-skærme og brede TV-møbler. Til gengæld er soundbaren kun knap 6 cm høj og vil næppe skygge for TV’et, hvis den placeres foran skærmen.
Fidelio B97 er udstyret med indbyggede højdekanaler til Dolby Atmos. Mere specifikt sidder der to højttalere oven på soundbaren, som reflekterer lyd via loftet for at give højdeperspektiv til film, der understøtter Dolby-formatet.
Når soundbaren placeres, skal man derfor sørge for, at den er tilstrækkelig langt ude fra TV og andre forhindringer. Alternativt kan den hænges på væggen. Derimod er det ikke nogen god idé at sætte soundbaren på en hylde, da det kan blokere for højdekanalerne.
Brugervenlighed og funktioner
Philips Fidelio B97 har et stort display gemt bag gitteret, som giver grundlæggende information om volumen, indgange, hvilket lydformat der afspilles, og lignende, i samspil med fjernbetjeningen.
Fjernbetjeningen har på sin side relativt få direkte knapper til indstillinger. Man må derfor ofte navigere gennem forskellige menuvalg på displayet. Brugerfladen virker ikke særlig intuitiv, og vi syntes indimellem, at displayet var lidt svært at læse gennem gitteret.
Heldigvis tilbyder Philips også en app – faktisk flere af slagsen – til at styre de vigtigste funktioner. Deriblandt Philips Sound til kildevalg, DTS Play-Fi, der giver multirumsfunktionalitet, og PS Fine Tune, som giver adgang til parametrisk EQ og kanaljustering. Det ville have været mere overskueligt med en konkret betjenings-app, synes vi.
Til gengæld er tilslutningsmulighederne gode: Fidelio B97 har to HDMI-indgange, som kan bruges til at koble en Blu-ray-afspiller, en Apple TV osv. til og sende billedsignalerne videre til TV’et. Den kan også modtage lydsignaler direkte fra fjernsynet via en tredje HDMI-indgang/udgang med eARC (lydreturkanal). Musikafspilning kan ske direkte via Bluetooth eller Spotify Connect.
Formatunderstøttelsen er også glimrende: Dolby Atmos-dekodning og DTS:X samt det mindre udbredte IMAX Enhanced-format.
Lydkvalitet
Så langt, så godt, og forventningerne er derfor høje, når Philips skal gengive filmlyden i vores biografrum. Vi har stadig den seneste gruppetest af soundbars i frisk erindring, hvor prisen lå på omkring 2.500-5.000 kroner. Her taler vi om en soundbar til ca. det dobbelte, og så bør lydbilledet sidde som støbt!
Vi starter med testfilmen The Irishman og dialogudvekslingen mellem mafiakumpanerne Joe Pesci og Robert De Niro i deres stambar. Og vi er ikke videre imponeret over det, vi hører. De aldrende herrer lyder tydeligt nok, men har en væsentlig tyndere klang, end vi er vant til. Hvad blev der af de dybe, bryske gangsterstemmer?
Stemmegengivelsen fra Philips virker en anelse lys og spinkel med skarpe sibilanter (s- og sj-lyde). Musikken i baggrunden kommer heller ikke så godt frem: Lydbilledet virker trangere og mindre luftigt, end vi er vant til i denne klasse. Og det på trods af de indbyggede Atmos-højdekanaler.
Selv om vi prøver os frem med forskellige EQ- og lydindstillinger (Movie virker generelt bedst), lykkes det os ikke helt at nå gåsehudsniveauet.
De medfølgende baghøjttalere gør heller ikke meget væsen af sig. De bidrager med lidt ekstra rumfølelse, men formår ikke at omgive os med den forventede lydboble.
Når tingene lyder mere tamt end forventet, kan det være fristende at skrue op og sætte et lydspor med mere action på! Desværre lyder Fidelio B97 heller ikke særlig inspirerende på høj volumen. Tværtimod virker lyden ret anstrengende, når vi lader geværskuddene drøne løs i Netflix-serien Snabba Cash (S1E5). Vi savner den friske, dynamiske og spændstige lyd fra de bedste i klassen.
Den medfølgende subwoofer serverer masser af bas og giver godt med tryk, når eksplosionerne fylder TV-skærmen. Men det er ikke den mest præcise, vi har hørt, og basanslagene hænger ikke specielt godt sammen med lyden fra soundbaren. Det resulterer i en lidt ujævn klangbalance, hvor bassen lever sit eget liv ved siden af soundbaren, i stedet for at der er en homogen overgang.
Den lidt ujævne klangbalance kommer også til udtryk, når vi hører musik. Dua Lipas “Lost in Your Light” lyder tyndt og ikke særlig nærværende. Guitaren lyder også tyndere og mindre rytmisk præcis, end vi er vant til.
Vi testede også med hiphop og RnB fra Drake og The Weeknd, og her kommer subwooferen mere til sin ret: På sit bedste får den en virkelig groovy og medrivende dybbas. Men også her virker det, som om samspillet mellem top og bund kunne have været bedre synkroniseret. Philips-soundbaren har et stykke vej igen, før den kan sammenlignes med et ordentligt stereoanlæg.
Konkurrenter og konklusion
Med en vejledende pris på 9.990 kroner befinder Fidelio B97 sig i et benhårdt felt af potente soundbars. Men desværre: Trods smart design og gode tilslutningsmuligheder lever den ikke helt op til forventningerne, når det gælder lyd. Hverken centerkanalens stemmegengivelse, Atmos-lyden eller surround-effekterne lyder specielt overbevisende i vores ører.
Philips’ soundbar må derfor se sig slået af populære konkurrenter som Samsung HW-Q950T og Sonos Arc. Begge kan prale af et større, mere præcist og overbevisende surround-lydbillede, ud over en mere jævn klangbalance på både film og musik.
Vi skal heller ikke glemme testvinderen Klipsch Cinema 600, der trods manglende Atmos-understøttelse faktisk klarer sig væsentlig bedre på flere områder – og det til en markant lavere pris.
Resultatet er lidt overraskende, da Philips har et velfungerende lydsamarbejde med Bowers & Wilkins på nogle af deres bedste TV-modeller, deriblandt OLED935, som lyder aldeles glimrende. Måske kunne de hente noget inspiration herfra til deres soundbars?
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer