: Philips Fidelio SoundSphere PS1

Sjældent har jeg set noget så særegent og samtidig smukt. De fleste vil nok være enige med mig i, at Philips PS1 er højttalere, som man ikke kunne drømme om at gemme væk i hver sit mørke hjørne. Disse langstilkede kreationer skal vises frem i al deres pragt!

Både med hensyn til udseende og lydprincipper er de ret specielle. Hver højttaler har bas-elementet monteret i et buttet, cylinderformet kabinet, som skal stå plantet på gulvet. De runde former forhindrer diffraktioner og stående lydbølger. Herfra buer en metalbøjle sig opad, med ringradiator-diskanten placeret på toppen som et øje på en stilk.

Lydmæssigt er diskant-elementet nærmest helt frigjort fra kabinettet, hvilket i sig selv er spændende og kan resultere i renere overtoner.

Bas og mellemtone i gulvhøjde
Bas-element i bunden og diskant på toppen virker som konstruktionsmæssig logik – et princip, som næsten alle højttalere følger. Det, der adskiller PS1 fra hoben, er afstanden mellem de to.

Der er tale om tovejshøjttalere, hvilket vil sige, at mellemtoneområdet også gengives af bas-elementet. Andre tovejshøjttalere har bas-elementet placeret så tæt på diskant-elementet som muligt for at få den bedst mulige sammenhæng og undgå fasefejl i overgangen, der kan ødelægge stereoperspektivet. Nogle konstruktører går endda så vidt som at placere diskanten midt i bas/mellemtonen – et såkaldt koaksial-element – af samme grund.

Ikke alene har PS1 en enorm afstand mellem de to elementer, men mellemtoneområdet, der bærer det meste af energien i både stemmer og de fleste instrumenter, kommer også helt nede fra gulvet. Elementet er ganske vist vinklet opad for at tage højde for dette, men spørgsmålet er, om det er nok til at eliminere gabet mellem elementerne.

Indbygget forstærkning
Med Philips PS1 behøver du ingen separat forstærker, for der er klasse D forstærkning indbygget i højttalerne – eller rettere den ene højttaler. Den anden er passiv og kobles til den aktive med et medfølgende højttalerkabel.

Helaktive højttalere har den fordel, at man kan droppe det passive delefilter for at få bedre dynamik, da hvert højttaler-element har sin egen forstærker med aktivt delefilter.

Her har vi derimod med en semi-aktiv variant at gøre, uden aktivt delefilter, men det er stadig muligt at bruge en forstærker, som er optimeret til de højttaler-elementer, der er anvendt, for at få den bedst mulige kontrol og opløsning. Om Philips har benyttet sig af denne mulighed i valget af forstærker og elementer, står tilbage at høre.

Én aktiv, én passiv
Baseret på tidligere erfaringer har jeg en vis skepsis over for højttalere, hvor den ene er aktiv med et almindeligt højttalerkabel til den anden, som så er passiv slave. Ikke fordi det begrænser placeringsmulighederne for slavehøjttaleren – hvilket det også gør – men fordi sådanne konstruktioner ofte har problemer med stereoperspektivet på grund af en lille faseforskydning.

Det elektriske signal bruger knap fem nanosekunder på at løbe igennem en meter kabel, hvilket ikke er hørbart med almindelige kabellængder. Problemet er snarere, at alle kabler filtrerer lydsignalet lidt (pga. induktans og kapacitans), og enhver filtrering eller justering af et lydsignal giver en lille faseforskydning. Det kan der kompenseres for i delefilteret til den passive højttaler, men hvor mange der gør det, er jeg mindre sikker på.

Trådløs lydoverførsel
Højttalerne kan styres fra sofaen med den medfølgende fjernbetjening. Tilkobling sker selvfølgelig mod den højttaler, der indeholder forstærkerdelen.

Bluetooth er mest interessant. Hvad enten du vil spille musik fra din egen telefon, eller du får gæster, der har lyst til at præsentere noget musik, de netop er blevet hooked på, så er Bluetooth den nemmeste vej til trådløs lyd. Tryk på en knap for at koble højttalerne sammen med din smartphone, tablet eller computer, og afspil fra download, streaming-tjeneste eller netradio.

Modtageren understøtter aptX-formatet, der giver bedre lyd over Bluetooth fra aptX-kompatible afspillere, og den tager også lydformatet AAC, som gør det samme fra Apple-enheder med iOS 7 eller nyere operativsystem. Med andre ord er der forudsætninger for god trådløs lyd, hvis modtageren har en ordentlig støj- og jitter-reduktion.

Det er også muligt at koble med kabler. Der er både HDMI ind og ud til tv-krogen og analog lydindgang.

Brugervenlighed
Der er ikke noget at udsætte på brugervenligheden. Man vælger kilde med fjernbetjeningen, og så spiller det bare. Bluetooth fungerer også uden problemer.

Der er to forskellige toneindstillinger at vælge imellem – musik og film. Musik lyder en smule tørt og upåvirket, mens film gør lydbilledet lidt større. Desuden findes indstillingerne stereo og surround, hvor sidstnævnte forsøger at simulere surround-lyd fra de to højttalere.

Lydkvalitet
Det er ikke let at høre forskel på musik trådløst fra min iPhone 5 og fra vores reference Blu-ray-afspiller Electrocompaniet EMP 2 sluttet til HDMI-indgangen. Den AAC-understøttelse til Bluetooth, der kom med iOS 7, har hjulpet gevaldigt, og Philips-højttalerne håndterer det trådløse signal upåklageligt.

Der er dog et lidt højere “støjgulv” ved trådløs afspilning, hvis man pauser musikken og lægger øret ind til diskant-elementet. Så helt identisk er det ikke.

Luftig vokal
Jeg starter ofte en test med noget vokal for at placere højttalerne tonalt og for at se, om de har nogen uheldige resonanser. Philips PS1 får nuancerne fint frem i Alan Sparhawks og Mimi Parkers pragtfulde stemmer på nummeret “The Dream”, hvor de to sangere fra Low gæster Trentemøller på albummet Lost. Der er godt med luft og meget lidt farvning at høre i overtoneområdet.

Basregisteret er fyldigt og samtidig tilstrækkelig stramt. At kabinet er rundt i stedet for firkantet, giver mindre farvning fra selve kabinettet. Alligevel mangler bassen lidt opløsning og præcision, og bastonerne er undertiden ikke helt tydelige.

Jeg frygtede, at man kunne høre, at mellemtone-gengivelsen kommer fra gulvet, og at der ville være et hul mellem den og diskanten. Tendensen er der, men i mindre grad end forventet. Jeg troede, at sangstemmerne måske ville komme nedefra, med kun s-, f- og k-lydene hængende i luften. Men stemmegengivelsen er hævet nok til, at det fungerer.

Stereoperspektiv lider
Noget, der derimod ikke virker så godt, er kombinationen af aktiv og passiv højttaler. Jeg oplever, at lydbilledet hele tiden trækker lidt over mod den aktive højttaler. Hvis jeg sidder i midten med lige stor afstand til hver højttaler, trækkes hovedet lidt mod højre, hvor den aktive står (man kan vælge, om det skal være højre eller venstre højtaler). Det må skyldes, at kablet til den passive højttaler påvirker signalet så meget, at det går ud over stereoperspektivet.

Denne faseforskydning betyder også, at rytmisk musik ikke pumper helt så hårdt og taktfast, som man kunne ønske. Daft Punks sommerhit “Lucky” er et velproduceret popnummer med potentiale til at trykke den af. Der bliver bare ikke trykket så meget af her, det flyder snarer lidt ud i basregisteret. Det er ikke, fordi bas-elementerne er træge – problemet er snarere psyko-akustisk og skyldes den nævnte fasefejl.

Det kan afhjælpes ved at placere den passive højttalere lidt tættere på lyttepositionen end den aktive, men det lykkes mig aldrig at få det helt rigtigt.

Konklusion
Philips Fidelio SoundSphere PS1 er et par usædvanlig spændende højttalere, der ligner to rumvæsener med hver sit øje på en stilk. En designmæssig sjældenhed, som vi tror, mange vil falde for. De er bestemt ikke lavet til at blive gemt væk.

Med bas-elementet på gulvet og diskanten monteret øverst på en bøjle er elementerne befriet for mange resonanser, og det giver forudsætninger for en ren og luftig musikgengivelse. Problemet er bare, at designafdelingen vist har fået et større mandat end teknikafdelingen, for der er valgt nogle løsninger, som viser sig at have en underlig effekt på lyden.

For det første gengives mellemtoneområdet af bas-elementet, der er placeret nede ved gulvet. Det må nødvendigvis give et fasespring mellem bassen og diskanten, selv om sangstemmer egentlig ikke lyder, som om de kommer fra gulvet.

Men det værste er, at der også er en faseforskydning mellem højre og venstre højttaler. Det skyldes sandsynligvis højttalerkablet fra den aktive højtaler til den passive, som påvirker lyden nok til at give en hørbar faseforskel, og det gør, at stereoperspektivet aldrig sidder rigtigt.

Fra et indretningsperspektiv er det afgjort spændende højttalere – og et langt billigere alternativ end visse danske højttalerkonstruktioner, vi kan komme i tanke om. På den anden side er der truffet nogle lydmæssige valg, som er lidt uheldige.