: Piega Classic 80.2

Når musikken skal gengives med maksimal troværdighed, fin opløsning og knivskarpt fokus, kan det hurtigt blive dyrt. Og hvis du ovenikøbet kræver, at højttalerne skal gribe den store forhammer, tage basregisteret og hamre det ind i brystet på dig, kræver det ikke kun penge, men også gulvplads. For så skal de nemlig være rigtig store.

Piega Classic 80.2 er sådan et par højttalere – lavet til både at brillere og terrorisere på én gang.

 

Koaksial med bånd

Det er min påstand, at musik i højere grad handler om timing end om frekvens. Hvis tonerne ikke sidder, når de skal, ødelægger det hele lydbilledet. Derfor har Piegas dyre højttalere koaksial-elementer, hvor diskanten sidder midt i mellemtone-elementet.

Det giver den mest fasekorrekte og sømløse overgang mellem de to, samtidig med at de spiller på samme akse i alle retninger. Med det resultat, at stereoperspektivet bliver så godt som muligt, selv når man ikke sidder midt mellem højttalerne, når man lytter. Og hvor andre producenter bruger domes og konkave membraner til deres koaksial-elementer, bruger Piega bånd til begge dele. Kraftige neodymmagneter benyttes til at sætte en 20 mikrometer tynd aluminiumfolie i svingninger.

Fordelene ved båndmembraner er, at de reagerer hurtigere end domes og traditionelle membraner, og desuden har bredere spredning. Og hvor man kan risikere en ujævn faseovergang mellem en traditionel mellemtonemembran og en bånddiskant, har man løst det ved at bruge bånd til begge dele.

 

Trækabinetter

Mens Piega er bedst kendt for deres dyre højttalere i aluminium, er Classic-serien med trækabinetter. Det er for at gøre ægte high-end lyd tilgængelig til en lidt mere fornuftig pris.

Hvis 80.2 skulle have haft samme type aluminiumkabinetter som den dyrere Coax-serie, ville prisen sandsynligvis være blevet fordoblet. F.eks. har MasterONE i flagskibsserien nøjagtig samme koaksial-element til mellemtone og diskant, og trods en mindre membranoverflade på bas-elementerne (2 x 22 cm) er prisen på MasterONE over 250.000 kroner! Pludselig virker små 100.000 ikke så galt endda.

 

Den store Bukke Bruse

I Lyd & Billede #10 2015 testede jeg den noget mindre model Classic 60.2. Med en heftig tordnende bas kombineret med en præcision i tonerne, som kun schweizerne kan præstere, var de det sejeste, jeg havde hørt til under 100.000 kroner. Jeg gik endda så langt som til at påstå, at de på enkelte områder er bedre end andre højttalere til den dobbelte pris. Så man kan måske forstå, at jeg var spændt på, hvad storebror kan!

Med 10 cm mere i højden og 20 kg mere på vægtskålen end deres mindre søskende – der bestemt ikke er små! – er 80.2 virkelig nogle monstrøse højttalere. De har to 26 cm bas-elementer, hvor 60.2 måtte nøjes med 22 cm. For at opnå en jævn overgang mellem bas og mellemtone er båndmembranen på mellemtone-elementet også større.

80.2 går på papiret 2 Hz dybere i basregisteret end 60.2, men vigtigere er det, at de har mere energi og flytter mere luft i hele basområdet. Det gør dem velegnede til større rum end deres mindre søskende.

 

Kabinettet

For at det gigantiske kabinet skal resonere og farve lyden mindst muligt, har det buede sider, og toppladen skråner stejlt opad. Det er for at forhindre parallelle overflader inde i kabinettet, som kan ødelægge dynamikken og oplevelsen af hurtighed.

Det er ikke overdæmpet på nogen måde; banker man med knoerne på siden, kan man mærke, at det giver efter og afgiver en lidt dump lyd. Det betyder ikke nødvendigvis noget for lydkvaliteten, men trækker ned på indtrykket af byggekvalitet. Til sammenligning har f.eks. Bowers & Wilkins 803 D3, som vi testede i Lyd & Billede #1 2016, et meget stivere kabinet, som det gør ondt i knoerne at banke på.

Vores testrum på redaktionen er på ca. 35 kvadratmeter. Jeg spurgte importøren, om det kunne blive et problem for de store højttalere, men blev forsikret om, at det ville gå fint. Så var det bare at få dem ind og placere dem dér, hvor lillebror 60.2 lød bedst. Som for en ordens skyld er omkring 110 cm fra hver sidevæg målt fra midten af diskant-elementet og med frontpladen ca. 170 cm fra bagvæggen.

Dette varierer selvfølgelig fra rum til rum, men vær opmærksom på, at disse højttalere har brug for plads. Og de giver det bedste stereoperspektiv vinklet direkte ind mod lyttepositionen.

 

Enorm lyd

Højttalerne sluttes til vores trofaste high-end forstærkersæt bestående af en Hegel P30 forforstærker og to H30 effektforstærkere, hver på 1.100 kraftige watt i 8 ohm og endnu mere i 4 ohm. I front står netværksafspilleren Auralic Aries Mini koblet til digitalkonverteren Hegel HD25. Altså for flere hundrede tusind kroner elektronik.

Først lidt himmelske toner, nemlig præludiet til Johann Sebastian Bachs cellosuite nr. 1 i G-dur, fortolket af Von Rosenthal de la Vegaz. Celloen fremstår med meget stor krop, og her er rigeligt med undertoner fra resonanskassen. Samtidig skinner højttalerne på samme måde som deres små brødre ved at servere overtonerne på strålende og superluftig vis. Lydbilledet er meget distinkt i toppen, hvor man kan høre buen gnide lækkert mod strengene.

Men jeg spekulerer lidt på, om ikke celloen er lige lovlig rå. Det minder lidt om, da jeg hørte den finske metal-strygekvartet Apocalyptica på Roskilde i 2001, hvor celloerne stod ud af PA-anlægget, så bukserne rystede. Supersejt, men er det helt troværdigt?

Vi fortsætter med nyindspilningen af Joni Mitchells “Both Sides Now” fra år 2000. Det store strygeorkester breder sig i rummet, og Mitchell står midt i det hele og stråler med al sin stemmepragt. Hendes vokal er blevet mørkere og har fået flere årringe siden originalversionen fra 1967, og alle sår på sjælen blotlægges af folk-veteranen, der her giver os en storslået jazzversion – rørende smukt og melankolsk.

 

Holografi

I det øverste register får Piega-højttalerne det hele frem, luftigt og uden forvrængning. Og med en evne til at fylde rummet med lyd uden at anstrenge sig. Når det gælder om at placere de enkelte instrumenter i et tredimensionelt rum, synes jeg alligevel, at lillebror 60.2 gør det bedre, formentlig fordi frontpladen har en mindre flade til at skabe diffraktioner, når de høje frekvenser bevæger sig hen over pladen.

Tager man de nævnte Bowers & Wilkins 803 D3, så har de en markant bedre holografi, som gør, at instrumenterne hænger bedre i luften.

Der er også noget i basregisteret, der ikke er så luftigt, som jeg gerne ville have det. Hvor jeg foretrak den underholdende basgengivelse fra 60.2 frem for den lige lovlig sterile fra Bowers & Wilkins 803 D3, synes jeg, at det bliver lidt for meget af det gode på 80.2. Monstrøse bas-instrumenter, der ikke blander sig helt godt med resten.

 

Placering og spikes

Det leder mig til en af indvendingerne mod Piega-højttalerne, nemlig manglen på spikes. I stedet sidder der skiver af aluminium i bunden, som ikke fungerer godt med vores væg-til-væg tæppe. Her har man brug for spikes, der går igennem tæppet og får kontakt med betonen nedenunder.

Derefter finder jeg det nødvendigt at flytte sofaen lidt frem fra, hvor den plejer at stå. Man kommer måske lige lovlig tæt på højttalerne, men ved at komme længere væk fra væggen bagved bliver bassen både strammere og mere luftig.

 

Elektroniske rytmer

Med bassen strammet op er det på tide at slippe udyret løs. Matomas remix af Astrid S’ “2AM” er virkelig heftigt, og med Piega-højttalerne slår det hårdt i brystet, når Hegel-forstærkeren står på “klokken elleve” og pumper løs. Jeg har sjældent haft det så sjovt med af high-end højttalere! Næsten som festhøjttalere med englevinger. Det bliver aldrig hårdt og forvrænget, og Astrids stemme er luftig og opløst, mens musikken dunker løs.

 

Høj opløsning

Alligevel er bassen lidt for drøj. Tag f.eks. Jan Gunnar Hoffs fortolkning af “Stille stille kommer vi” fra den norske julekalender Jul i Blåfjell, hvor Unni Wilhelmsens stemme stråler ud fra jazz-ensemblet i et meget finmasket lydbillede. Unnis vokal er der ikke noget at indvende imod, for den skinner virkelig. Heller ikke bækkener, klaver eller trompet. Men stortrommen og kontrabassen lyder lige lovlig saftige. Det gør, at lydbilledet ikke opleves så homogent som på mere pinligt nøjagtige sager, f.eks. B&W 803 D3 og Focal Sopra Nº2.

Eller hør den fantastiske “Done Wrong” med Ani DiFranco, hvor det rasler lækkert fra slideguitaren, mens Anis skrøbelige stemme lyder, som om hun står i rummet og blotter sin sjæl for os. Igen er bassen lidt bøs, og det bliver lidt for meget til min smag. Hvor 60.2 balancerer på en knivsæg, så bassen lige præcis er behersket nok til ikke være i overkanten, så træder den største model over stregen. Hvis man har et større rum, 40 kvadratmeter eller mere, vil det nok fungere bedre.

 

Konklusion

De gigantiske Piega Classic 80.2 er et frisk pust i high-end junglen. Med to store bas-elementer i hver højttaler dundrer de løs, som var de rene festhøjttalere, men åbner samtidig lydbilledet op og afslører instrumenterne med alle detaljer intakt, som kun ægte high-end formidlere kan.

Højttalerne kan virkelig tåle at blive udnyttet, og man har lyst til at spille højt næsten hele tiden. De er letdrevne, men maksimal kontrol får du kun med en kraftig forstærker.

Der er dog et par ankepunkter. For det første er bassen noget overdrevet; den har behov for et stort rum og kræver, at man arbejder med placeringen for at sidde rigtigt, og selv da kan den tage lidt for meget fokus. Og for det andet giver den store frontplade diffraktioner, så lydbilledet ikke bliver helt så holografisk, som vi kunne tænke os. I vores testrum fungerer de mindre Classic 60.2 derfor bedre.