: Piega Premium 5.2

Billederne yder ikke højttalerne retfærdighed. Slet ikke. Da jeg pakkede dem ud, slog det mig, at få kan få aluminium til at se så gennemført flot ud. Men i modsætning til andre højttalere, der ser ud, som om de er designet af de fremmeste industrielle designere i verden, er de slanke Piega-højttalere også fantastiske musikformidlere. Jeg tror ikke, jeg har hørt bedre designhøjttalere.

Højttalerne, som leveres i aluminiumsfarve eller mat sort, med grå eller sort metalfront, er ikke bredere end 19 cm. Med en meter fra gulvet til toppen af det afrundede kabinet rager de ikke op, som high-end højttalere ellers gerne gør, men det er kun, til man får sat det første nummer på. En sømløs velbalanceret klang med opsigtsvækkende dynamisk kontrast og i en skala, som langt overgår højttalerens beskedne størrelse.

Vasket og strøget
Jeg forstår ikke, hvordan Kurt Scheuch og hans team i Horgen i Schweiz har gjort det. For jeg har også hørt forgængeren. Den har et slankere lydbillede, kan ikke spille vældig højt og går ikke særlig dybt i bassen. Den nye udgave, nu kaldet Premium 5.2, er tilsyneladende magen til. Kabinettet er ændret noget, men mest indvendig, hvor dæmpningen er meget bedre. Højttaler-elementerne er nye, og det samme er delefilteret, som deler på 3250 Hz mellem de to 13 cm basser og det nye bånddiskant-element.

Piega laver et af de fineste bånd-elementer, jeg kender. I 5.2 sidder en ny udgave af deres Linear Drive Ribbon – LDR 2642 MKII. Hvor kraftigere neodym-magneter og forbedrede (flade) spoler er ætset ind i den 26 x 42 mm store aluminiummembran, som vejer fjerlette 7 milligram og bare er 20 mikrometer tyk. Så lav masse kontrolleret af kraftige magneter betyder hurtig respons og præcision.

Udfordringen er at få de meget tungere bas-elementer til at følge med. Elementerne har store spoler placeret i et kraftigt magnetfelt, og bassen er udvidet med en basrefleksport, så dens rækkevidde øges. Med en god forstærker skal det være let at tage kontrol over højttalerne, selv når man spiller så højt, at ørevoksen løber.

Du tror ikke dine egne ører
Den 70 watt kraftige integrerede H70 fra Hegel klarede det med glans. Den lille forstærker passer godt til højttalerens snorlige frekvensrespons og havde god kontrol over Piega’erne, undtagen når jeg en sjælden gang imellem spillede rigtig højt. Da mistede forstærkeren grebet om bassen, som ikke længere havde den klippefaste definition.

Efter et par uger med Hegel og Piega skifter jeg rum og forstærker. I lytterummet koblede jeg den til den 250 watt kraftige McIntosh Ma7000, og så kom der gang i sagerne!

Højttalerne blev sat 90 cm fra bagvæggen og vinklet indad – en klassisk opsætning, som viste sig at fungere udmærket med de slanke højttalere. De bør ikke stå for langt fra bagvæggen, for så mister de lidt fylde i bassen, men de kan fint stå ind til bagvæggen. Så tæt som 10-15 cm faktisk, uden at der bliver for meget basforstærkning fra bagvæggen.

De to uger med Hegel-forstærkerne havde gjort mig nysgerrig med hensyn til, hvor meget der virkelig boede i de små højttalere. Ville de gå i knæ, når jeg fodrede dem med en langt mere potent forstærker, og hvordan ville de små bas-elementer klare sig, hvis jeg fik lyst til at spille på koncertvolumen? Svaret var overvældende: Piega-højttalerne gav et usædvanlig stort lydbillede, hvor bassen ikke bare var hørbar, den var i højeste grad også mærkbar.

Live-optagelserne med Alison Krauss og Union Station – afspillet fra en MacBook via DAC – fik en fantastisk tredimensionel præsentation, og det er ikke ofte, jeg hører Dobro-guitarer så levende gengivet. Højttalerne gav mig hele scenedybden fra koncerten, men lydbilledet blev straks mere fladt, da jeg skiftede til Donald Fagens album Sunken Condos.

Her var den dynamiske kontrast derimod fænomenal, og de små bas-elementer fik rørt sig, men jeg følte, at de kunne tåle mere. Derfor skiftede jeg til Morphines “Come Along” og skruede op for volumen. Decibelmåleren ramte 100 dB, men højttalerne lod sig ikke afskrække. Bassen var så stramt kontrolleret og samtidig så kraftfuld, at jeg måtte knibe mig i armen. Det burde ikke være muligt. Fysikkens love kan ikke brydes, men her var jeg vidne til, at de i det mindste blev strakt kraftigt.

Strygerklangen på Viktoria Mullovas Mendelssohn-fortolkning har jeg kun hørt bedre på elektrostat-højttalere som MartinLogan Montis, Summit X og QUAD ESL-2905. Fuldstændig ufarvet og silkeblødt strømmer klangfarverne fra Mullovas 1700-tals violin ud i rummet. Vokaler gengives med samme vægtløshed, men Emmylou Harris’ og Alison Krauss’ stemmer lyder en anelse tyndere her end med Montis. Johnny Cashs vokal derimod, eller Bob Dylans for den sags skyld, får al den kropslighed, der kræves for at skabe en troværdig gengivelse.

Her er det ikke bare gennemsigtighed og dynamik, der er i højsædet. Detaljegengivelsen har jeg ikke hørt bedre højttaler i denne klasse. Særligt i mellemtonen og den yderst luftige diskant. Som et frisk pust gennem et åbent vindue på en varm sommerdag dukker detaljer og små nuancer frem i lydbilledet. Fokus er perfekt, og efter en tid er højttalerne fuldstændig glemt; tilbage er kun musikken.

Bedst i klassen
De fysiske begrænsninger for så relativt kompakte gulvhøjttalere forhindrer dem i at frembringe ægte dybbas. Der er også grænser for, hvor højt de kan spille, men det virker ikke, som om de har hæmninger, når det gælder ydelse. Bedre højttalere end disse – som kombinerer tiltalende design med høj konstruktionskvalitet – skal man lede længe efter.

Piega-højttalerne får andre designhøjttalere, f.eks. Bowers & Wilkins’ XT-serie, til at lyde, som om de var pakket ind i vat. Parret med en god forstærker bliver det ikke meget mere frisk end dette. At de heller ikke er en plage at se på, er en ren bonus – og måske den løftestang, der skal til for at overtale ens bedre halvdel til at tage skridtet ind i high-end sfæren.