Test: Piega Premium 701

Første gang jeg hørte et par højttalere fra schweiziske Piega, var det som pludselig at få en brise lige i ansigtet. Det lød så frisk, frit og åbent, at jeg bare måtte nærmere for at se, hvad det var for noget.

Øverst på den stålgrå front – som jeg senere fandt ud af var aluminium – havde schweizerne skruet en pandekageflad bånddiskant ind. Sådan en, der går op til mange gange højere frekvens, end nogen af os kan høre, og koster meget mere end almindelige diskanter. Og fordi de er schweizere, havde de lavet enheden selv. Ikke noget med import her.

Det, der måske forbløffede mig mest, var hvor behagelig lyden var. På den tid var bånddiskanter temmelig eksotiske og havde ofte lidt for spidse s-lyde. Noget, der kunne gøre det til en lidelse at spille højt.

Men schweizerne var altså lykkedes med det. Det samme kan man altid anføre om Oscar Heils Air Motion Transformer, som ESS brugte i deres højttalere i 70’erne. Men han var jo tysk, og så gælds det ikke, som man sagde, da jeg var barn.

Heils bånd-enhed bruges stadig den dag i dag og er langt bedre nu end dengang. Det samme gælder Piegas bånddiskant.

Navnet kommer faktisk af det italienske ord for at folde – piegare – præcis som Oscar Heil gjorde for at få større membranoverflade og bedre effektivitet.

Schweizerne folder ikke deres membraner på samme måde, men de laves alle sammen i hånden i Horgen i Schweiz.

Placeringsvenlige

Den allernyeste udgave af Piegas bånddiskant findes i de højttalere, vi tester her. Premium 701 er en slank, gulvstående og meget lækkert udseende højttaler i selvsamme aluminium, som normalt kendetegner Piegas højttalere.

Med en anorektisk bredde på 18 cm er de 106 cm høje schweizere perfekt til rum, hvor møbleringen (eller civilstanden) ikke tillader for store højttalere. De kan fint stå op ad en væg, hvis de skal, men allerhelst 10-20 cm ude for at få bedre balance i bassen. Men de dominerer ikke stuen.

Færre resonanser, mere musik

Opskriften er velkendt. To bas-enheder i et basreflekskabinet og en diskant er alt, hvad der skal til. Men siden Piega anvender aluminium, kan kabinetvæggene gøres tyndere. På den måde kan man bevare et stort internt volumen, men gøre højttalerne lidt mindre, end hvis de havde de samme ydermål med et trækabinet.

Indvendig er de afstivet og dæmpet, og med de buede ydervægge og en bedre integreret frontplade er højttalerne 30 procent stivere end forgængeren i Premium-serien.

Det betyder bl.a., at de to 14 cm bas-enheder ikke efterlader sig noget negativt fodaftryk i form af hørbare kabinetresonanser. Det giver også kontrol over stående bølger indvendig og hjælper på præcisionen, dynamikken og kontrollen i bassen.

Den flade bånddiskant er ny i 701 og giver en mere lineær respons med større effektivitet over et bredere frekvensområde. Den florlette folie i LDR 3056-enheden har fået et nyt mønster, der giver en mere ensartet spredning over et større frekvensområde, så man ikke får den karakteristiske smalle spredning, som flade enheder ofte har.

Stramt og åbent lydbillede

Som altid, når det gælder Piega, er udførelsen førsteklasses. Børstet aluminium og matte og polerede detaljer minder om finishen på schweiziske armbåndsure. Den aftagelige metalfront er perfekt integreret og holdes på plads af små magneter, der er indfældet i den tykke aluminiumfront.

Soklen monteres nemt på undersiden, og solide spikes (pigge) holder højttalerne sikkert på plads på gulvet.

Med en opgivet følsomhed på 91 dB behøver de ikke så meget forstærkereffekt. En 60 watt kraftig Hegel-forstærker klarede sig glimrende med Piega-højttalerne, men der kom selvfølgelig mere gang i gaden med to 600 watt McIntosh MC611 spændt foran højttalerne.

De lyder langt bedre end de første Piega-højttalere, jeg hørte. Bassen er mærkbart bedre integreret med bånddiskanten, og lydbilledet er mere homogent. Her er diskanten – og dermed også mellemtonen – også lidt mere luftig og åben end på Piegas Premium 1.2. Som jeg tilfældigvis har stående.

Der er også en langt bedre basgengivelse, end man forventer fra så slanke højttalere.

Trykket fra orkesteret kan mærkes i mellemgulvet på den over 40 år gamle Decca-indspilning med Luciano Pavarotti og Mirella Freni i La Boheme, dirigeret af Herbert von Karajan.

De dyrere Sonus faber Olympica III har lidt mere vægt i bassen end 701, og det samme gælder Burmester B18. Men Piega’erne er et meget spændende alternativ til f.eks. System Audio SA Pandion 20 eller Bowers & Wilkins 702 S2 for dem, der vil have high-end-lyd i et pænt kabinet, men ikke store, dominerende højttalere.

Men Piega-højttalerne er afgjort mere åbne og bedre detaljeret i den øverste del af diskanten. Stemmer, f.eks. på den nævnte Decca-indspilning, bliver aldrig hårde, spidse eller trættende. De gengives med krystalklart fokus, og det samme gælder strygere.

Både Leon Bridges’ album Good Thing og Rhyes album Blood har masser af fed bas. Her mærker man, at højttalerne måske ikke går helt så dybt i et almindeligt rum, som Piega hævder, men bassen er næsten perfekt kontrolleret. Selv når jeg spiller højt, er den stramt kontrolleret (nogle vil sige for stramt) og klokkeklart gengivet.

Det betyder ikke, at de lyder tyndt. Lydbilledet er snarere varmt end koldt, og det er en forbløffende mængde detaljer, der kommer ud af de smalle højttalere. Dybden i lydbilledet er ikke så stor som på et par Olympica III, og du vil få mere kraft i bassen på et par Bowers & Wilkins 702 S2, men næppe lige så præcis og fokuseret mellemtone og diskant som her.

Konklusion

Piega Premium 701 er et glimrende valg for musikelskere med begrænset plads. De lyder fænomenalt fængende, fordi de er så åbne og fokuserede, og hælder mere mod korrekt lydgengivelse end mod et blomstrende og svulmende lydbillede. Med lidt ekstra bas for sjovs skyld.

Det passer selvfølgelig ikke til alles smag, men Piega Premium 701 er en gulvhøjttaler, der er værd at lytte til for dem, der foretrækker, at musikken ikke farves for meget af kabinetresonanser, og som ikke har brug for seriøs dybbas for at have det sjovt.