TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Onkyo TX-NR1010

Komplet nydelse

Nye finesser forbedrer brugervenligheden på denne Onkyo. Lydkvaliteten er også så absolut på plads i en receiver, som er noget nær komplet.

Af / 31/10/2012 - 00:00
Onkyo TX-NR1010

Lyd & Billede mener

  • Kraftig Finkornet lyd Spotify integreret
  • Mangler AirPlay

Onkyo har opgraderet efterfølgeren til den allerede veludstyrede TX-NR1009. Den nyankomne 1010 har faktisk fået to færre forstærkertrin, fra ni til syv. I stedet har hver forstærkerkanal lidt højere effekt, fra 180 til 200 watt (6 ohm). Den er også THX Ultra2-certificeret, som er specificeret for større rum, dvs. 30-40 kvadratmeter. Receiveren har to subwoofer-udgange med separat processering. Du kan altså sætte forskellig afstand, delefrekvens og niveau til begge subwooferne for bedst mulig tilpasning til rummet.

En sej funktion er, at receiveren har indbygget digitalt tovejs delefilter til højttalerne. Hvis du har højttalere uden indbygget delefilter, ordner receiveren det. Funktionen kan også bruges til højttalere tilpasset bi-wiring. Receiveren sætter da rigtig tidsforsinkelse til hvert element, for bedst mulig faserespons.

Onkyo har ikke AirPlay, men direkte Spotify-adgang er indbygget og let at styre med fjernbetjenings-app’en Onkyo Remote 2 til Apple og Android smartphones og tablets. Herudover kan den streame de fleste musikformater direkte fra en netværksopkoblet pc eller harddisk.

På billedsiden har receiveren understøttelse af 4K-opløsning og kan til og med skalere op til den nye HD-standard med Marvells Qdeo-chip.

Brugervenlighed
Første gang receiveren tændes, mødes man af en menu, som spørger, hvilket sprog man bruger. Derefter er det bare at køre auto-opsætningen, og du er i gang. Audyssey MultEQ XT32 er en 32 bit digital rumkorrektion, som korrigerer lyden fra højttalerne efter maksimalt otte målepunkter i rummet for at lære rummet bedst muligt at kende, før receiveren kompenserer.

Annonce

Noget, som bedrer brugervenligheden, er funktionen InstaPreview. Tryk på knappen på fjernbetjeningen, og et frimærkebillede af samtlige tilsluttede kilder popper op på skærmen. Gå så til den kilde, som du ønsker, uden at behøve at huske, at Blu-ray-afspilleren er koblet til HDMI 1, spilkonsollen til HDMI 2 osv.

Rumkorrektionen i praksis
Audyssey-korrektionen, som Onkyo bruger, er mindre aggressiv end Pioneers. Lydbilledet bliver varmere og fyldigere, mens jeg får følelsen af en bedre opløsning i overtonerne. Den er ikke lige så ekstrem i sit forsøg på at forbedre fasen fra højttalerne, hvilket faktisk kan være en fordel. Ændrer det for meget, kan fasereaktionen faktisk blive værre.

Når alt er kalibreret automatisk, er jeg mere enig med Onkyos korrektion end Pioneers. Det er vel at mærke i vores testrum; det behøver ikke at være sådan i alle rum. Men uanset hvad, så foretrækker jeg også her Pure-Direct modus til musik i stereo.

Film i surround
Med Procella P6 high-end THX-højttalere og P15 subwoofer blæser Onkyo-receiveren virkelig liv i hjemmebiografen. Lydsporet til den alt for ofte brugte, men utrolig vellydende Dark Knight på Blu-ray kommer virkelig til sin ret med Onkyo-receiveren. Dialogerne er tydeligere og har mere fylde end med Pioneer. Batmans stemme runger mere i bassen, uden at jeg får følelsen af, at det sker på bekostning af klarheden. Tværtimod lyder dialogerne meget åbne og klare. Bankrøveriscenen i begyndelsen, hvor der plaffes løs gennem glas med meget dialog samtidig, er krævende, eftersom receiveren må tackle ekstreme effekter, samtidig med den skal lyde finkornet. I denne disciplin indfrier Onkyo TX-NR1010 med glans. I den retssag, som Harvey Dent fører mod mafiachef Sal Maroni, evner receiveren at flytte klangen fra retslokalet ind i vores testrum. Detaljerne i lydsporet er subtilt, men tydeligt gengivet, og bagkanalerne er gnidningsløst integreret med, hvad der er foran, så lyden virkelig omringer os.

Actionsekvenser gengives kraftigere og mere uanstrengt end med Pioneer SC-LX76. Onkyo har endnu bedre kontrol, og hvor enkelte lydeffekter kan være lidt tynde – og dermed opfattes som noget pågående med Pioneer – er de en mere naturlig del af hele lydsporet med Onkyo. Subwooferen opleves også som endnu mere livlig, selv om den har sin helt egen forstærker. Hvorvidt dette skyldes den påståede forvrængningsfri konvertering af digitalsignalet, kan jeg kun gisne om, men det lader til, at processeringen fra Onkyo er endda et hak bedre end Pioneers.

Musik
Flerkanals klassisk musik som Trondheimsolistenes Souvenir på Blu-ray svæver luftigt rundt om os i rummet, med stor rumklang og en delikat håndtering af strygerne. Attacket er ikke helt det samme som med konkurrenten fra Pioneer, men til gengæld er der mere krop og fylde i instrumenterne. Celloerne lyder varmt og dejligt, og kontrabassen har mere krop. Violinerne opleves også som mere opløste og luftige i overtonerne. Det lyder kort og godt endda lidt bedre.

Med musik i stereo, bi-ampet til de glimrende Dali Epicon 6, lyder det mere opløst og raffineret i Pure Direct-modus. Men med mere simple typer musik er det smart at kunne benytte subwooferen også i stereo, hvilket er umuligt i Pure Direct. Lidt mindre opløsning til fordel for mere dybbas kan være en fordel nogle gange. Men stort set falder jeg tilbage til Pure Direct.

George Bensons ekstremt funky version af “The Ghetto” gengives med jernhård kontrol over dynamikken. Trommerne smælder godt, samtidig med at Georges stemme er stor og fyldig og med en glattere gengivelse af overtonerne end Pioneer. S’er kan f.eks. blive lidt kradse med Pioneer, mens Onkyo gengiver dem mere subtilt. Hvis musikproduktionen er flad og livløs – som meget af dagens dynamisk knuste popmusik – tilgiver Onkyo-receiveren det mere end Pioneer. Fordi den får fylden frem i nedre mellemtone på en anden måde, bliver man ikke helt så irriteret over dårlig indspilning. Ikke at receiveren farver, den gengiver bare detaljerne lidt mere subtilt end Pioneer.

Konklusion
Onkyo TX-NR1010 er en meget vellydende receiver. Den har glimrende kontrol over lydsporet, samtidig med at overtonerne kommer frem med luft og detaljer. Dialogerne på film er klare, luftige og med god fylde i brystklangen. Samtidig er der fin kontrol over lydeffekterne. Har du ikke råd til topmodellen, er det her et rigtig godt kompromis. Nej, kompromis er ikke det rigtige ord. For 15.000 kroner skal man ikke føle, at man har købet noget knap så godt. Og det har du heller ikke, for det her er virkelig “the real thing” inden for flerkanals hi-fi og hjemmebiograf.

At receiveren desuden er brugervenlig, er et stort plus. Så må vi bare tilgive Onkyo, at de endnu ikke har fået AirPlay i deres receivere.

Onkyo TX NR1010sølv front
Onkyos receivere fås også i sølvfinish.

Onkyo TX NR1010bak
Onkyo TX-NR1010 har syv forstærkere, men kan processere for yderligere to kanaler, sammen med en ekstra stereo-effektforstærker eller aktive baghøjttalere.

Også i denne test:

Pioneer SC-LX76

D for dynamik

Med Klasse D-forstærkning satser Pioneer på høj effektivitet og lav varmeudvikling. Her er rigeligt med tilslutningsmuligheder plus kraftig og god lyd.

Hurtig og dynamisk AirPlay
Opleves lidt tynd i klangen
Læs hele testen
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Tre premium soundbars der forbedrer din filmoplevelse

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!