TEST: PMC Twenty5 24i

Man kan ikke se det, men de slanke højttalere har en lille hemmelighed indeni, som er velegnet til at forbløffe nye lyttere.

Sand at sige bliver jeg selv lidt forbløffet, hver gang jeg hører en PMC-højttaler, selv om jeg har hørt mange af slagsen før. Der er noget særligt ved den måde, de spiller bas på, som man normalt ikke oplever med andre højttalere.

Selv de mindste reolmodeller har ekstra vægt i bassen, og som bekendt er det meget sjældent, at en lille højttaler kan sige noget som helst med substans under 50 Hz.

Men det gør PMC’s højttalere altså.

De er blandt ganske få producenter, der stadig bruger en såkaldt transmissionslinje. Det vil sige en indvendig kanal, der giver lavfrekvente toner en længere rejserute ud af højttalerne, end en basrefleksport gør. Når dette princip fungerer, kan højttaleren klare lavere frekvenser, end hvis den var udstyret med en almindelig basport.

PCM bruger transmissionslinje i alle deres højttalere, selv de mindste, men effekten er større på de større højttalere.

Som den forhåndenværende, Twenty5 24i, den mellemste af tre gulvstående modeller i den opgraderede Twenty5 i-serie. Hvor et nyt delefilter og en ny Sonomex diskant-enhed har givet højttaleren en løsning på vores ankepunkt ved den forrige serie: En lidt sindig og afslappet diskant, der slørede nogle af instrumenternes overtoner.

Det gør den nye diskant overhovedet ikke.

Den nye enhed er udviklet i samarbejde med SEAS i Norge og har en 19 mm vævet kalotformet membran monteret i en 34 mm ring, der i praksis opfører sig som en ekstra membran omkring diskanten og flytter mere luft for højere effektivitet.

Bas-enheden kender vi fra tidligere tests. Den er bygget op omkring en kompositmembran med bl.a. glasfiber, som kan tåle det tryk, der skabes i den indvendige transmissionslinje.

Transmissionslinje – ATL

PMC kalder det Advanced Transmission Line (se illustration), som er deres variant af den interne kanal, der kendetegner princippet transmissionslinje. Den indvendige kanal strækker sig næsten i hele kabinettets højde og munder ud i to porte foran med PMC’s Laminair-ventiler. Som slipper lave frekvenser ud af kabinettet med mindre turbulens og resonanser, end en almindelig åbning gør.

Resultatet er renere og bedre defineret bas, siger de, og det må man indrømme er en korrekt beskrivelse, selv om PMC selvfølgelig ikke er upartisk.

Denne måde at gøre det på giver lidt mere rækkevidde nedad i frekvens samt fyldigere basrespons, end man kan opnå med en simpel basport. For Twenty5 24i betyder det, at de er effektive til ned under 30 Hz – ganske uhørt for en tovejshøjttaler med en 17 cm stor bas-enhed.

En bonus ved ATL-princippet er, at bassen opleves som meget velafbalanceret og er tydeligt med i lydbilledet, også når man spiller lavt. Samtidig bliver den aldrig overdrevet, ulden eller dårligere defineret, når man skruer op for volumen.

Placering i rummet

Højttalerne leveres med et sæt store stålpigge (spikes), der skrues fast i de nye “støtteben” i stål, som er monteret på undersiden med dæmpning imellem.

Kabelterminalerne på bagsiden er monteret direkte på en bagplade af antimagnetisk stål, som huser delefilteret på indersiden. Her er delefrekvensen sænket til 1,7 kHz, og delefilteret har et kredskort i glasfiber med kobberbelagte baner og udvalgte delefilterkomponenter.

Højttalerne, der kan bestilles i forskellige træfinérvarianter såvel som sort eller hvid lak, leveres med fronter, der sidder fast på den skrå frontplade med skjulte magneter.

De er ikke særlig store, men det skrånende kabinet betyder, at de fylder en del i rummet. Hvis man vil, kan man placere dem ret tæt på bagvæggen, da bassen ventileres ud af kabinettet foran. Men ikke for tæt på. Det lønner sig også at vinkle dem lidt indad, men ikke for meget.

Den bedste balance fik jeg med en meters afstand til bagvæggen og højttalerne vinklet let indad, men ikke i direkte linje mod hovedet.

Spiller med autoritet og finesse

Da vi testede den lidt mindre Twenty5 23 for et par år siden, oplevede vi, at højttalerne havde en lidt for afslappet diskant, hvilket gav et mørkere lydbillede end nødvendigt. Resten var helt kanon med en bas, der var til at dø for, og som gav os subwoofer-associationer.

Det samme gør den større Twenty5 24i, som har løst vores indvendig med diskanten på forbilledlig vis. Med den nye diskant-enhed er højttaleren langt bedre fokuseret fra mellemtone til diskant. Den spiller med bedre fokus og hørbart større detaljerigdom, end 23-modellen formåede.

Det nye diskant-enhed er langt bedre afbalanceret i forhold til mellemtonen, og nu kan man til fulde høre overtonerne klinge frit fra Keith Jarretts klaver. Vokaler er tydeligere defineret, der er mere snert i bækkener, messingblæsere og lilletrommer, og bassen er gudskelov så massivt til stede, at trommer, kontrabasser og pibeorgler kan mærkes på kroppen.

Højttalernes basgengivelse har stålkontrol over de dybeste toner, og de går faktisk under 30 Hz i et almindeligt rum. Men det er lige så meget måden, de gør det på, der er forbløffende. Slag på tortromme eller en kontrabassolo kan både høres og mærkes – ikke på samme måde som med en 15 tommers bas, men mere så instrumentet pludselig står på et mere stabilt fundament i rummet.

Gary Peacocks bas på Keith Jarretts Standards Live eller Pick Withers’ trommer på Dire Straits’ Love Over Gold er usædvanlig godt defineret. Man kan høre huden på fingrene, der trækkes over strengene, og vibrationerne fra stortrommen på “Telegraph Road” kan mere end fornemmes. De kan mærkes.

Men det er ikke kun bassen, der er himmelsk god. Den nye diskant-enhed har givet Nancy Wilsons og Tony Bennets vokal mere substans, mere krop og sjæl. Triojazz eller orkesterindspilninger? Det spiller ingen rolle; stereoperspektivet fra PMC-højttalerne står klippefast i rummet, og selv om man spiller højt, er det behageligt at lytte til højttalerne.

Hvis jeg skal være pernitten, kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere energi i den øvre mellemtone. Mit indtryk er, at den kan være lidt tilbagetrukket, og det kan give et klavers øverste oktaver lidt mindre klangfylde.

Konkurrenter

Der er ingen andre højttalere i denne klasse, som kan levere dybbas med lige så meget autoritet som PMC-højttalerne.

KEF R11, som koster omtrent det samme, har ikke en chance, selv om de har mange andre kvaliteter, der gør dem interessante. De slanke Piega Premium 701 har en mere luftig diskant, men klart begrænset basfundament, og Sonus faber Sonetto V, som har endnu mere veludførte kabinetter, går heller ikke lige så dybt i frekvens.

Konklusion

PMC Twenty5 24i er en sjældent vellykket konstruktion, som gør ting, der ikke er naturlige for slanke tovejshøjttalere. Den kontante og ekstremt veldefinerede bas, den næsten sømløse balance i lyden og den mærkbart bedre opløste diskant har gjort det til en højttaler, som vi absolut vil anbefale nærkontakt med.

De kræver lidt plads i rummet, men er relativt lette at drive for en forstærker og meget lette at holde af for lytteren. Uanset musiksmag.

 

Dybbas fra små kabinetter

Der er flere måder at klemme ekstra bas ud af højttalere på. Transmissionslinje er ikke den mest almindelige, men den mest effektive. En transmissionslinje er ikke helt som en basrefleksport, der er den mest almindelige måde at kompensere for manglende bas på.

Basrefleks findes ikke kun i små højttalere. Princippet bruges også i store højttalere og fungerer på den måde, at en åben port foran eller bag på højttaleren lægger lidt ekstra dybde til i basområdet. Den tilføjer mere bas, hvor bas-enheden må give op.

Men hvor basrefleksen måske lægger en halv oktav til i bassen, kan transmissionslinjen lægge en hel oktav til. Ulempen ved dette princip er, at effekten af transmissionslinjen varierer med, hvor højt man spiller. Og at kabinettets volumen må øges, for at det har nogen effekt.

For at få dybere bas skal transmissionslinjen have en kvart bølgelængde, hvilket betyder, at den skal være 4,3 m lang for at få bassen ned til 20 Hz. Det er svært at gennemføre i en slank gulvstående højttaler.

PMC har arbejdet længe på at perfektionere transmissionslinjen. De har raffineret dæmpningen, tilpasset den til højttalerens volumen og arbejdet med at dæmpe turbulens. Det har gjort bassen endnu mere lineær, uafhængigt af hvor høj eller lavt man spiller.

PMC kalder det Advanced Transmission Line – ATL – og her er kabinettet dæmpet med et materiale, der absorberer alle frekvenser undtagen de dybeste. Dermed er det kun dybbassen, der ledes gennem kabinettet, og man opnår øget rækkevidde i bassen, reduceret forvrængning ved lave frekvenser og ikke mindst hørbar bas, selv når man spiller lavt. En ATL behøver heller ikke at være så lang som en traditionel transmissionslinje.

I Twenty5 24i har de taget det et skridt videre. Når så meget luft skal strømme ud gennem en port eller tragt, skabes der turbulens, som påvirker lydkvaliteten i bassen. Mange har i tidens løb forsøgt at løse dette problem med afrundede kanter, asymmetriske former og dæmpematerialer.

PMC kalder deres løsning Laminair, og den er hentet fra Formel 1-biler, hvor aerodynamik er ekstremt vigtigt. PMC mener, at Laminair eliminerer turbulensen og giver renere, strammere og bedre defineret dybbas end en almindelig port.