: PSB Imagine T3 Tower

“Hvad har Barton mon nu fundet på?” tænkte jeg, da PSB for nylig lancerede Imagine T3, deres første reelle flagskibshøjttalere i mange år. En ny topmodel i den populære Imagine-serie var ventet, men at de skulle koste 60.000 kroner, havde de færreste vel regnet med! Lillebror i serien, Imagine T2, koster til sammenligning kun en tredjedel.

PSB er ikke kendt for at have specielt grådige kalkuler på deres produkter, så det her måtte være noget ganske særligt: I stedet for at supplere serien med en udmærket gulvmodel har PSB valgt at gå hele vejen med højttalere, der skal konkurrere med Dali Epicon, Dynaudios Focus-serie, Sonus faber, Vienna, PMC og en række andre førsteklasses højttalere. Så er det ikke nok at spille godt til prisen – vi vil have absolut lydmæssig tilfredshed fra top til bund!

 

PSB Imagine T3

Imagine T3 har – med rette – fået tilnavnet Tower. De rager 120 cm i vejret og har fem kraftfulde højttaler-elementer, tredobbelt basport og tre højttalerterminaler. Ifølge grundlæggeren Paul Barton har PSB ønsket at forbedre både effektivitet, dynamisk rækkevidde og lydtryk i forhold til den udgående topmodel Synchrony One, og det kræver højttalere af en vis størrelse!

PSB kalder T3 femvejs højttalere: Mens alle tre basser spiller dybbas (ned til 24 Hz ifølge specifikationerne), ruller de af én efter én ved henholdsvis 100, 250 og 500 Hertz. Det er for at opnå den jævnest mulige basgengivelse, hvor alle elementer deles om de mest krævende frekvenser, men aftager op mod den kritiske mellembas.

De sørger også for solid slagskraft: PSB hævder, at de tre 7-tommere svarer til slagvolumen fra en 15-tommer (!), fordi de mere effektivt går i forbindelse med den omgivende luft end et enkelt, større element. Hvilket måske er lidt overdrevet, men en ordentlig 10-tommer skulle de nok kunne matche. (Sådan en brugte PSB i øvrigt i deres første egentlige referencehøjttalere, Stratus Gold – der findes altså noget, der bliver tyndere med årene!).

Der er flere grunde til at foretrække flere små bashøjttalere frem for én stor. Den individuelle fordeling skal give en mere jævn frekvensgang, hvor højttalerne har mindre tendens til at interagere med stående bølger i rummet. Alle lytterum – store som små – forstærker forskellige basfrekvenser fra længde, bredde og højde, og det er særlig udbredt med en “pukkel” omkring 70 Hz på grund af loftshøjden.

Lige over bastrekløveret finder vi PSB’s velkendte titanium dome-diskant. Barton har håndplukket en ekstra effektiv driver med neodymium-magnet og væskekøling til denne udgave for at få en ren og distinkt gengivelse under alle forhold. Sidst, men ikke mindst er der mellemtonen på toppen med sit eget dedikerede kammer internt i kabinettet.

T3-højttalernes lange, slanke kabinet er solidt og består banketesten med glans. Glans er der også i den lækre High Gloss Rosewood-finish, som højttalerne blev leveret med.

Selve kabinettet er inddelt i separate kamre med en port til hvert bas-element. Disse porte kan proppes til efter behov for at reducere basniveauet i hvert frekvensområde og dermed tilpasse lyden til akustikken i rummet. Man kan endda gå så vidt som at frakoble det nederste bas-element, hvis bassen bliver for kraftig. Men hvem vil det?

Højttalerne står stabilt på metalsokler, der sikrer et lavt tyngdepunkt, med fire spikes, der let kan justeres i vater med hjul på toppen. Det er utvivlsomt flotte højttalere, og det eneste, der skurrer lidt, er stoffronternes billige plastpropper. Skjulte magneter er et must på ellers så flot kabinetter. Det er noget, vi har givet Dynaudio på puklen for, så det må PSB også finde sig i!

 

Lyttevenlige

Vi stillede højttalerne op i testrummet ved siden af betydelig dyrere modeller fra schweiziske Piega og danske Dynaudio (test på vej!). PSB plejer normalt at dyste mod mere overkommelige højttalere fra Dali, Klipsch og Bowers & Wilkins, men denne gang må de altså finde sig i at blive sammenlignet med væsentlig mere eksotiske konstruktioner. Og nysgerrigheden var stor: Kunne Imagine T3 mon følge med de store?

T3 viste hurtigt, at de har mange af de kvaliteter, der er typiske for Imagine-serien. Først og fremmest har de en meget neutral klangkarakter, hvor alle instrumenter og toneområder får lige stor plads i lydbilledet. Det står også hurtigt klart, at højttalerne har ekstremt lav farvning og egenkarakter.

Det vil sige … Én ting skiller sig ud. Mellemtonen er meget fyldig og klar, og giver en god varm og kropslig karakter til sangstemmer. Simple vokaloptagelser med lyse kvindestemmer, f.eks. Robyn, Lucy Swann eller Bat for Lashes, lyder dejlig tætte og nærværende med en holografi, der minder om de bedste mini-monitors.

Det, der adskiller T3 fra sidstnævnte, er at højttalerne bevarer kontrollen, også når der kommer flere instrumenter på scenen. Der er plads til imponerende meget information i lyden, uden at de mister fokus. Noget, vi helt sikkert kan takke den lave forvrængning og den jævne frekvensgang for.

Visse tidligere højttalere fra PSB er blevet beskyldt for at lyde lidt hårdt og klinisk i toppen. Paul Barton har kastet sin kærlighed på titanium-domes, som undertiden kan lyde lidt skarpt og, ja, lidt metallisk. Men ingen af disse negative karakteristika kan hæftes på den nye PSB-dome. Diskanten har et fornemt fokus uden at blive for ivrig eller tiltrække sig for meget opmærksomhed.

I vores veldæmpede lytterum kunne vi indimellem savne lidt mere spræl i overtonerne, men i en almindelig stue med mange nøgne vægflader tror vi, at T3’s lidt beherskede karakter vil passe fremragende. De er meget lyttevenlige og behagelige, selv over længere tid.

 

Baskontrol

Bassen går dybt, uden at nogen frekvenser tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Selv med højttalerne en halv meter fra væggen er der næsten ingen boom eller pukkeltendenser i bassen.

Vores testrums sædvanlige problemfrekvenser kommer ikke rigtig til udtryk her. Det er næsten, så man først savner lidt af det vante punch i mellembassen, men meget af det viser sig altså at være fravær af farvning og rumresonanser. Højttalerne virker meget placeringsvenlige og kan fint sættes meget tæt på væggen, uden at det lyder ubalanceret i bassen.

PSB går ikke af vejen for at slå hårdt, når optagelserne dikterer det, men der er ikke meget blærerøvseffekt over bassen: I stedet for at drøne overdrevet er den diskret, indtil det virkelig gælder. Mange popindspilninger kan derfor lyde lidt tyndt til at begynde med, men når der så kommer en optagelse med ægte dybbas, bliver vi nærmest væltet over ende!

Fraværet af boom og ujævnheder i bassen viser sig at give hørbare fordele opover i mellemtonen – man slipper for den svampeeffekt, der ellers kan maskere stemmer og instrumenter, og tilføre dem unaturlig fylde. Denne mangel på farvning gør PSB T3 i stand til at skelne rigtig godt mellem de optagelser, vi udfordrer dem med.

Er der noget, vi savner? Tjah, mange af højttalerne i denne klasse har en eller anden wow-faktor til at imponere vennerne med. Det kan være tonstung bas, rå dynamik eller vægtløse overtoner, der skiller sig ud.

T3 har ikke meget af disse indlysende “se hvad jeg kan”-egenskaber (det skulle i så fald være den flotte, varme mellemtone), men til gengæld er de meget balancerede og utrolig spillevillige uanset musikstil. Chancen for, at man bliver siddende og lytter gennem hele albummet eller spillelisten, er derfor stor, i stedet for at man hopper fra sang til sang.

 

Canada møder Schweiz

Vi sammenlignede dem med Piega Classic 60.2 (72.000 kroner), som vi også har inde til test. De schweiziske højttalere har den fjerlette, dejlig udstrakte diskant, som båndelementer kan give, og præsenterer et lydbillede med endnu mere storhed og schwung over sig selv. Der er mere tyngde og pondus i bassen, på godt og ondt. Piega har mange af de egenskaber, som lydentusiaster efterspørger, men er de egentlig “bedre”?

Vi skifter tilbage til PSB, og lydbilledet bliver lidt mindre i omfang, ikke lige så bredt og dybt. Men med lidt skarpere fokus og mere fremadlænet lyd plus lidt større kropslighed i mellemtonen. Bassen er måske den største forskel – den gør ikke lige så meget væsen af sig i volumen, men går subjektivt lige så dybt og skiller tonerne mindst lige så godt ad.

Piega har endnu mere “high-end” karakter med mere luft, mere stilhed mellem tonerne og endnu mere fylde og varme, men kan også opleves som lidt tungere og trægere i bassen. PSB har også en meget speciel karakter i mellemtonen med fyldigere lyd på alle slags stemmer, mens Piega er lidt mere spage i mælet. Forvrængningen er meget lav på begge højttalere.

Jo mere jeg lytter og skifter frem og tilbage, jo mere begynder jeg at tro, at PSB har fundet en rigtig god balance mellem forskellige egenskaber, der utvivlsomt tåler sammenligning med meget dyrere højttalere.

 

Hvilken forstærker?

Den temmelig neutrale lydkarakter betyder, at PSB T3 fint kan matches med et bredt udvalg af forstærkere. God følsomhed betyder også, at den heller ikke behøver at være på flere hundrede watt. Marantz PM11S3 er en gammel favorit, der kan passe godt. I forbindelse med testen prøvede vi også Parasound HINT og den nye Hegel 360 med gode resultater.

Forstærkeren bør selvfølgelig være af en vis kaliber for at yde højttalerne retfærdighed, da de går ned til 4 ohm impedans. Én ting skal canadierne også have: De kan spille meget højt – og rent! Selv med volumenknappen på klokken 12 gav de ikke tegn på at køre træt, og de kan sluge en masse effekt.

Hvis du vælger at bruge en surround-receiver med nok forstærkerkanaler, anbefaler vi at benytte højttalernes bi- eller tri-amping muligheder for at få det bedste resultat.

 

Konklusion

PSB og Paul Barton viser endnu en gang, at de kan lave højttalere med stort H, velfunderet og gennemført til fingerspidserne. Denne gang i en prisklasse, som vi ikke normalt forbinder med den canadiske producent. PSB er loyale over for deres principper, og T3 ligner deres mindre søskende i Imagine-serien meget, bare med en solid portion ekstra autoritet, opløsning, realisme og nærvær – kort sagt mere af det hele!

T3 er ikke nødvendigvis af den type, der imponerer ved første lytning, men vokser snarere mere og mere på dig, efterhånden som yndlingsnumrene flyder forbi, og man værdsætter den forvrængningsfri lydkarakter. Vi tror, at mange lydentusiaster vil opleve at komme i mål med disse højttalere, og anbefaler en prøvelytning på det varmeste!