Jeg må erkende, at mine kundskaber om Q Acoustics var yderst mangelfulde, da jeg fik dem at høre på HiFi & Surround-udstillingen i København her i efteråret. Dog fik jeg et meget positivt indtryk af dem, da de spillede – det lød ganske enkelt særdeles interessant med tanke på, hvad der stod på prissedlen.
Da jeg nogle måneder senere blev tilbudt at teste dem, var min nysgerrighed vakt, så det var bare at slå til med det samme. Selvfølgelig er det sjovt med en masse svinedyr high-end udrustning, men der handler det jo om, at det sandelig også skal præstere ordentligt, når det giver sig ud for at være virkelig topklasse. Det er mindst lige så sjovt at finde sager, som man kan betale, og som præsterer bedre, end man har ret til at kræve til prisen. Her var en højttaler, som så ud til at falde i sidstnævnte kategori.
Q?
Q Acoustics blev grundlagt i 2006, og firmanavnet hører hjemme under Armour Group, der også har mærker som Myryad, QED, Alphason, Goldring m.fl. Man har en målsætning, som hedder: “Vi vil ganske enkelt designe og bygge de bedste økonomisk overkommelige højttalere i verden.”
Altså ikke de bedste højttalere i absolutte termer, men “bedst til pengene”. Vi har hørt mange sådanne overoptimistiske målsætninger før, så har Q Acoustics noget at have deres postulat i?
I Storbritannien har Q Acoustics fået uforskammet god kritik i aviserne, men vi ved jo også, at britiske apparater altid får en ekstra stjerne i britiske tests, bare fordi de er britiske. Ja, konstruktionen er måske britisk, men vi ved alle, hvor de skal laves for at få priserne ned.
Med tanke på, hvem Q er i 007-verdenen, så leder både navn og højttalernes præstationer tankerne hen på meget kreativ udnyttelse af ressourcerne. Og lydmæssigt viser postulatet sig at holde rigtig langt.
d’Appolito-type
Det har været en højst interessant fornøjelse at have Q Acoustics 2050i, firmaets største og dyreste model, på besøg. Den meterhøje, udseendemæssigt lækre højttaler vejer hele 21 kilo. En del af tyngden ligger i den massive metalfod (med gummifødder), som også skjuler bi-wiring højttalertilslutninger.
Kabinettet giver, med sine smukt afrundede hjørner, et højst gedigent indtryk, og udførelsen er eksemplarisk. Testeksemplaret var i højglans hvid lak. Basporten sidder placeret næsten midt på bagsiden.
Indfældet i fronten finder vi den bjælke, hvor elementet sidder skjult monteret; ingen synlige skruer altså. Det er to 165 mm bas/mellemregister-elementer, som sidder i en type d’Appolito-konfiguration omkring den oliekølede 25 mm diskant-dome. Ser man nærmere efter, kan man imidlertid se, at diskanten sidder en smule højere end centreret midt mellem basserne. Det tyder på, at det er en placering, som man er kommet frem til gennem lytning. D’Appolito-inspireret konfiguration skal vi måske hellere kalde det, når hele ideen med originalen bygger på netop symmetri. Stoframmerne i plast behøver ikke nødvendigvis at sidde på, når man spiller.
Moderat er bedst
Og så kommer vi til, hvordan den lyder. Hvad kan man egentlig kræve af en gulvhøjttaler til trods alt relativt få penge? Tjah, hvad man end med rimelighed kan forvente, så bliver det faktisk overgået af 2050i. Det høres med det samme, at det er en rigtig kompetent højttaler. Her findes for prisklassen usædvanlig meget rum parret med pondus og noget, man oplever som et kraftoverskud.
Som sædvanlig, når jeg synes om en højttaler, er det helheden, der tiltaler. Det er en på alle planer “moderat” højttaler, let at drive med forskellige forstærkere, ikke for meget eller for lidt af noget, men den spiller med en selvfølgelighed og et drive, som gør det sjovt at lytte.
Man kan indvende, at den samtidig med prædikatet “moderat” også indimellem har en tendens til ikke at have så hurtig en spillestil og ikke rigtig hvæsser kløerne på musik, som netop kræver det. Men det er sådan noget, man sædvanligvis betaler meget ekstra for – hvis det skal gøres ordentligt, skal vi (mindst) en klasse op. Det virker, som om man har taget nogle meget fornuftige valg for at skabe en allround-spiller. Voicingen gør frem for alt, at man får en rigtig god soundstage, med musikerne korrekt placeret i højde og dybde, og tilstrækkeligt med opløsning til at få en fin fornemmelse af “kød og blod” frem.
En anmelderkollega, som kom på besøg, blev direkte imponeret af 2050i, og da specielt af, at den både bød på fin dynamik og en selvfølgelighed i spillestilen, som positivt adskiller den fra metervare-gulvhøjttalere i prisklassen.
Imponerende er også bredden i, hvad den klarer. Ikke så sjældent i denne og lavere prisklasser handler det om enten-eller, eller hvilke genrer den kan klare. 2050i kan spille rock og electronica såvel som strygerkvartetter og opera med godt resultat. En højttaler for de musikalsk altædende, med andre ord.
Stærk udfordrer
Q Acoustics 2050i er en yderst anbefalelsesværdig højttaler, en virkelig stærk udfordrer i sin prisklasse. For en overkommelig sum får man en pæn og velbygget højttaler med en for prisklassen højst kompetent gengivelse – på alle planer. Du får ganske enkelt meget musik for pengene.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer