: Raumfeld Stereo M

Den måde, vi konsumerer musik på, er i evig forandring. Fra spolebåndene blev afløst af vinyl og derefter kassettebånd i 1960’erne og 70’erne, til den digitale revolution med cd’en i slutningen af 80’erne. Dette format var en vanvittig succeshistorie, men er nu er i høj grad erstattet af streaming og til dels downloadede musikfiler.

Dermed er vi også begyndt at bevæge os væk fra traditionelle stereoanlæg med to mere eller mindre store højttalere, en forstærker og en eller flere lydkilder. Vi vil ikke længere bare have lyd i ét rum, men i mange, og de såkaldte multirumssystemer er ved at tage over.

 

Praktisk med trådløst

Det er let at forstå hvorfor. Man behøver bare at se på Sonos og deres mange konkurrenter, og hvor fedt det er at kunne placere små trådløse højttalere rundt om i hjemmet, som kommunikerer indbyrdes via hjemmenetværket og afspiller den samme musik samtidig – eller forskellig musik på nogle af dem eller på dem alle.

De fleste af dem er ligeglade med, hvilken streaming-tjeneste du abonnerer på, eller om du vil afspille den musiksamling, du har gemt på telefonen.

 

Begge dele

Men hvad nu hvis man vil have alt dette uden at give afkald på det traditionelle hi-fi-lydbillede? Med et stort, troværdigt stereoperspektiv, god opløsning og en fyldig basgengivelse – kort sagt alt det, man får med et traditionelt stereoanlæg?

Det er her, toplinjen fra tyske Teufel Audios multirumsmærke Raumfeld kommer ind i billedet. De har taget funktionaliteten fra typiske trådløse højttalere og bygget den ind i mere traditionelle stereohøjttalere. Her tester vi de to største modeller, som begge er trevejshøjttalere, dvs. de gengiver diskant, mellemtone og bas fra separate højttaler-elementer.

Forskellen er, at Stereo M er kompakthøjttalere designet til at stå på en hylde eller på standere, mens Stereo L – der er testet i den nyeste udgave her – er en gulvstående model med mere fyldig basgengivelse til større rum.

Der er knapper og volumenkontrol nederst på den aktive højttaler på alle modeller. Dermed kan højttalerne også styres uden fjernbetjening.

 

Opbygning

Begge højttalermodeller sælges parvis, hvor al elektronik såsom netværkstilslutning, digital konvertering og forstærkning sidder i den ene højttaler, der så også skal sluttes til strømnettet, mens den anden højttaler er passiv og forsynes fra den første med et konventionelt højttalerkabel.

Når vi taler om trådløse højttalere, mener vi altså, at forbindelsen til lydkilden er trådløs, mens højttalerne selv er afhængige af ledninger af den ene eller den anden slags.

Du kan selv vælge, om den aktive højttaler skal være venstre eller højre kanal. Den største model, Stereo L, har mulighed for analog tilslutning på begge højttalere, hvis du f.eks. vil bruge dem sammen med en surround-receiver i et hjemmebio-setup.

For at få plads til tre højttaler-elementer i de mindre Stereo M er der lavet en koaksialløsning, hvor diskant-elementet sidder uden på mellemtonen, mens mellemtone-elementet så at sige spiller bagfra, gennem en spalte omkring diskanten.

Begge højttalere har fysiske knapper til tilslutning, kildevalg og volumenkontrol, men selv synes jeg, at det er bedre at styre det hele fra mobilen med den gratis app, som er enkel og overskuelig.

 

Brugervenlighed

Højttalerne kan kobles til netværket via kabel eller trådløst. For optimal trådløs stabilitet – især hvis du skal spille højopløste musikfiler – anbefales Raumfelds trådløse netværksforlænger Expand, som laver et dedikeret trådløst bånd til netværks-streaming.

Tilslutningen af begge højttalermodeller går glat, både til trådløst og kablet netværk. Med netværkskabel høres en svag elektrisk summen fra diskant-elementet, hvilket tyder på, at højttalerne ikke er helt formår at gøre det af med elektrisk støj fra vores Ethernet-switch. Det er ikke voldsomt tydeligt, men nok til, at jeg for en gangs skyld foretrækker trådløs tilslutning. Og med Expand-forlængeren placeret i nærheden oplevede jeg aldrig hakken i musikafspilningen.

Spotify-app’en kan bruges som normalt takket være Connect-funktion.

Begge højttalermodeller får hver sin zone, som man selv kan navngive. Sæt det ene par i stuen og det andet i soveværelset eller kontoret. Med app’en kan du vælge at sende den samme eller forskellig musik til begge par.

Spotify Connect er indbygget, så du kan bruge Spotify-app’en til at styre musikken med. Musiktjenesten Tidal findes i Raumfelds app, men du er prisgivet app’ens brugerflade. Det virker dog fint. Du kan også streame lokalt lagret musik i op til 24 bit/192 kHz opløsning.

 

Ikke helt i sync

Noget lidt mærkeligt er, at når man spiller den samme sang på begge anlæg, begynder de efterhånden at spille ude af sync. Hvis man hopper tilbage til begyndelsen af sangen eller til den næste sang, spiller de i sync igen. Men hver gang skrider det ud over tid, så hvis du afspiller en spilleliste fra start til slut, vil afvigelsen øges, efterhånden som du kommer igennem spillelisten.

Det sker, selv om musikken har samme sampling-frekvens, da det jo er nøjagtig samme lydfil, der afspilles. Havde det været den digitale clock i et af produkterne, der var unøjagtig, burde det have vist sig i form af en lille toneafvigelse (pitch). Men begge målte ens med frekvens-app’en Frequency Counter til iOS. Måske er det snarere små udfald undervejs, som jeg ikke har hørt, mens jeg har skiftet mellem zonerne?

Som det er nu, bør højttalerparrene i hvert fald stå i separate rum, da de ikke spiller musikken helt synkront.

 

 

Lydkvalitet

Når vi taler ren lydkvalitet, er det her i en ganske anden liga end multirumssystemerne fra Sonos, HEOS eller andre udfordrere som Samsung, LG og hvad de ellers hedder. Raumfeld Stereo M og Stereo L lyder meget større og bedre. Men de to modeller har hver sin klangkarakter.

 

Stereo M

De mindre Stereo M skal helst stå på standere med hver af dem vinklet ind mod lyttepositionen. Så opleves stereoperspektivet som helstøbt med stemmerne punktligt placeret i midten, mens det bliver mere diffust, når højttalerne spiller lige ud, eller når man bevæger sig væk fra deres “smørhul” (sweet spot). Koaksial-elementet virker her som et kompromis, da fasen forskydes lidt uden for smørhullet.

Raumfeld Stereo M anvender et særligt koaksial-element for at kunne klemme en trevejskonstruktion ind i det lille kabinet.

Bassen går dybere end på mange andre højttalere af samme størrelse, og især stemmegengivelsen er ganske troværdig med god resonans. Højttalerne lader til at rulle lidt tidligt af i overtoneområdet; de åbner sig ikke helt sammenlignet med f.eks. Dynaudio Xeo 4 – tilsvarende trådløse højttalere, som generelt lyder en tand skarpere.

Men brugervenligheden på Raumfeld Stereo M er mere gennemtænkt med sin app-styring. Xeo 4 har på den anden side optisk og koaksial digitalindgang til tilslutning af f.eks. cd-afspiller eller tv. Det mangler Raumfeld, som er rene streaming-højttalere.

 

Stereo L

De gulvstående Stereo L lyder helt anderledes. For det første har de en mere distinkt diskantgengivelse end Stereo M. Whiskers på et bækken på jazznummeret “Don’t Explain” med norske Siris Svale Band er sprødere og skinner mere. Højttalerne går også dybere, så kontrabassen fylder rummet bedre. Derimod er mellemtoneområdet mere tilbagetrukket, og Siris stemme kommer ikke lige så godt frem med Stereo L.

Desuden lyder anslagene på kontrabassen mindre kontrolleret, og den har ikke lige så god tonestruktur opad i basområdet. Den store model flyder mere ud, og stereoperspektivet er mindre distinkt. Lydbilledet breder sig ganske vist mere og fylder rummet bedre, men midten af lydbilledet er temmelig diffust.

Raumfeld Stereo L er det trådløse alternativ til dem, der vil have gulvhøjttalere af den seriøse slags.

 

Hver sin anvendelse

Hver højttalermodel har sine styrker og svagheder. Stereo M giver i mine ører mere for pengene, hvis målet er “hi-fi-korrekte” højttalere. De større Stereo L er bedre til popmusik på grund af det store lydbillede og den generøse bas. Men mellemtonen er lidt tynd, og stereoperspektivet kunne have været bedre.

Som trådløse højttalere er Raumfeld et spændende alternativ til de små monohøjttaler, der præger dette produktsegment. De er ikke beregnet til at blive gemt af vejen, men snarere til at sætte symmetrisk op i forhold til hinanden, som man er vant til fra traditionelle hi-fi-anlæg. Hvis du derimod ikke har brug for trådløs netværksafspilning eller multirumsfunktionalitet, så kan disse højttalere ikke noget, som du ikke kan få andre steder.

Du kan vælge at spille forskellig musik i de forskellige zoner.

Med moms koster Stereo M omtrent 8.700 kroner inklusive fragt, mens Stereo L ender på omkring 12.600 kroner. Hvis du i stedet bruger 4.000 kroner af disse penge på en forstærker, kan du f.eks. få et par Klipsch RP-160 eller Bowers & Wilkins 685 S2, der lydmæssigt spiller væsentlig bedre, på samme budget som Raumfeld Stereo M. Ligeledes får du næsten 9.000 kroner at spendere på et par gulvstående højttalere i stedet for Stereo L, f.eks. PSB Imagine X2T eller Bowers & Wilkins 684 S2, der begge spiller bukserne af den store Raumfeld-model.

Men pointen med Raumfeld er, at du ikke har brug for et ekstra element i form af en forstærker. Du slutter dem bare til en stikkontakt og kobler dem derefter på netværket, og så kan du sidde hvor som helst i huset og styre musikken direkte fra din laptop eller smartphone. Og med betydelig bedre lyd, end du får med trådløse anlæg fra Sonos, HEOS, Samsung, LG osv.

Lydniveauet kan let indstilles for hver zone eller samlet.

 

Konklusion

Raumfeld har nogle meget spændende multirumshøjttalere i de gulvstående Stereo L og de mere kompakte Stereo M. De spiller musik trådløst fra mobil eller computer, både lokalt lagrede filer og fra streaming-tjenester som Spotify og Tidal. Brugervenligheden er rigtig god, og det eneste, vi ikke kan lide, er at højttalerne ikke er i sync, når man spiller den samme musik samtidig i alle zoner.

Lydmæssigt er det tydeligt, at der ligger seriøsitet bag produkterne. Mest hi-fi-korrekte er nok de mindre Stereo M, der har bedre stereoperspektiv, bedre stemmegengivelse og god bas, som også går dybere end forventet. Stereo L har på den anden side en mere udstrakt bas, og hvor Stereo M ikke åbner sig helt i diskantområdet, gør Stereo L lige netop dét.

Svagheden ved Stereo L er en lidt tynd mellemtonegengivelse, og at stereoperspektivet er lidt for diffust. De er bedst egnet til pop, rock og elektronisk musik, hvor Stereo M egner sig bedre til jazz med små besætninger og anden musik, hvor tonestrukturen, især i mellemtonen, er vigtig.