TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Revival Audio Atalante 3

Elegance og neutralitet

Revival Audio er et nyt fransk mærke, men folkene bag er erfarne og med rødder i kendte mærker. Det kan man godt høre!

Af / 02/03/2023 - 12:00
Revival Audio Atalante 3

Lyd & Billede mener

  • Usædvanlig lækkert håndværk. Enhederne er i høj kvalitet. Og det kan høres: Lyden er meget detaljeret og ufarvet til prisen.
  • Nogle kan finde lyden mindre underholdende.

Revival Audio er et helt nyt højttalermærke. Ikke bare på danske butikshylder, men i det hele taget. Firmaet er stiftet i udgangen af 2021, og de første produkter er netop blevet klar.

Vi har fået den mindste af firmaets to modeller til test, en mellemstor kompakthøjttaler med navnet Atalante 3.

Revival Audio har som mål at bygge på den lydmæssige arv – og skabe sin egen. Og Atalante 3 ligner med sit rødbrune valnøddekabinet noget, der kunne være skabt i en mere civiliseret tidsalder.

Atalante 3 Close Shot 1
(Foto: Revival Audio)

Franske delikatesser

Bag mærket står Daniel Emonts, der er tidligere chefakustiker hos Dynaudio og Focal, og Jacky Lee, som har været kommerciel direktør hos Dynaudio. Begge har lang erfaring i branchen, og Revival Audio siger selv, at de er nye – men med næsten fire årtiers erfaring i bagagen. Alle produkterne er designet og bygget i Alsace i Frankrig, og højttalerenhederne er egenudviklede fra bunden.

Og det er virkelig lækre enheder, Daniel Emonts og kompagni har udviklet. Diskantenheden i Atalante 3 er en 28 mm tekstildome. Og skulle den fremkalde minder om Dynaudio, er det ikke mærkeligt, eftersom chefdesigneren i sin tid stod bag Dynaudio Esotar-diskanten.

Annonce

Bas/mellemtoneenheden er på syv tommer og fremstillet i et sortbrunt, vævet fibermateriale, der viser sig at være fremstillet af vulkansk basalt, der er smeltet og spundet. Membranen er en sandwichkonstruktion med filt på bagsiden. Enheden er også udstyret med en af de største og mest potent udseende magneter, jeg har mødt på en syvtommers.

Delefilteret er et absolut nydeligt 12 dB/oktav filter med præcis så mange komponenter, som der er brug for, men ikke flere. Og delene er i god kvalitet. Kablingen er Van Den Hul Skyline Hybrid. Det er med andre ord et par højttalere, der tåler at blive kigget efter i sømmene.

Atalante 3 bas 3 Atalante 3 bas 1 Atalante 3 bas 2 Atalante 3 Crossover_1 Atalante 3 diskant 1 Atalante 3 diskant 2
<
>
Diskantenheden er en 28 mm tekstildome. Hvis den ligner noget fra Dynaudio, kan det skyldes, at chefudvikleren har en fortid der. (Foto: Revival audio)

Det ydre er mindst lige så lækkert som det indre. Kabinettet er fineret med valnød, hvilket i sig selv er en fornøjelse at se på. Men en indlagt vandret stribe og logo i en anden træsort gør indtrykket ekstra raffineret. Har man ikke lyst til at se på de pæne højttalerenheder, kan man skjule dem bag frontstoffet, der er delt i to og fæstnes magnetisk.

Placering

Med en højde på 39 cm og 24 cm i bredden befinder Atalante 3 sig bedst på en stander. Og ikke på – eller Gud forbyde det i – en reol.

I den udmærkede manual anbefaler Revival Audio, at højttalerne anbringes mindst en halv meter fra bagvæg og hjørner, og at de vinkles ind mod lyttepladsen. Men at der i øvrigt ikke er nogen faste regler, og at man bør prøve sig frem.

Hvis bassen bliver for kraftig på grund af placeringen, kan man tæmme den ved at proppe de medfølgende skumpropper i basrefleksporten på bagsiden.

I mit tilfælde gav en placering en halv meter fra bagvæggen og lidt over en meter fra hjørnerne en god balance. Højttalerne blev vinklet indad uden at pege helt direkte ind mod lyttepladsen.

Atalante 3 Product Shot-4 Atalante 3 Product Shot-3 Atalante 3 Product Shot-5 Atalante 3 Product Shot-2
<
>
Den håndværksmæssige udførelse er i top! Kabinettet er fineret med rødbrunt valnøddetræ, og en indlagt stribe løfter det visuelle præg. Frontrammen er todelt og magnetisk hæftet. (Foto: Revival audio)

Lydkvaliteten

Byggekvaliteten og designet er så gennemført, at kun tvangshvidskuerede simple living-fanatikere kan undgå at blive forelskede i Revival Audio Atalante 3. Lydmæssigt tager det lidt længere tid at opnå det samme forelskelse.

Højttalerne har umiddelbart et velformet, men også lidt slankt lydbillede. Bassen går dybt nok, men er man blevet vænnet til aktive højttalere med en populær voicing med en varm og fyldig bund, skal man lige indstille ørerne på, at her kommer der noget ganske andet.

Atalante 3 lifestyle 1
(Foto: Revival Audio)

Længere tids lytning afslører, at vi har at gøre med et par meget neutrale og lineære højttalere. De har ikke typisk monitorlyd, der fremhæver detaljer og unoder. Men det hele er med. Og hvad der virkede som en lidt kønsløs gengivelse viser sig at være et for prisklassen forbløffende fravær af egenlyd. Om det skyldes de særdeles veldæmpede kabinetter, den ekstreme magnetdæmpning eller membranmaterialet i flettet lavasten, vides ikke. Men det samlede resultat er magisk.

Eksemplarisk ren lyd

Diskanten er fin, og den klarer detaljer på bækkener og highhat med glans. Men den virkelige stjerne er bas/mellemtoneenheden, der har en frihed for forvrængning, jeg ikke har hørt længe. Faktisk har jeg ikke siden Q Acoustics Concept 500 oplevet en højttaler, hvor ‘støjgulvet’ af egenlyd og ditto resonanser i mellemtoneområdet i samme grad er barberet væk.

Jeg har testet masser af højttalere i de mellemliggende snart seks år. Mange af dem betydelig dyrere end Revival Audio Atalante 3 (og for den sags skyld også dyrere end Concept 500). Nogle af dem roste jeg til skyerne – og jeg vil påstå, at de fortjente det. For de var på mange andre områder bedre. Nogle var mere charmerende i lyden og fik musikken til at funkle, mens andre var lettere at leve med.

Revival Audio Atalante 3 kræver ikke opmærksomhed om sig selv, men er tilfredse med at formidle, hvad der er på optagelsen. Og det kan være både fascinerende og foruroligende. En god optagelse lyder nemlig himmelsk, mens en kedelig optagelse lyder lige så flad og uinteressant, som den er. Og netop evnen til at demonstrere forskellen mellem optagelser er et mål for kvalitet – i hvert fald hvis man hylder princippet comparison by contrast, som for eksempel Audio Note-ejer Peter Qvortrup er fortaler for.

Højt til loftet

Hvis der er højt til loftet og langt til væggene på optagelsen, bliver lydbilledet stort, højt og bredt. Et sjovt og smukt nummer som Hans Hansen og Zhao Congs Moon Light on Spring River fremstår som det miks af højkvalitets studie- og liveoptagelser, det er. Og er man sådan anlagt, kan man nørde med at udpege delene. For det er let at lytte igennem.

Skjälvtin fra det multinordiske band Afenginn i samarbejde med Teitur og Danish String Quartet, er et nummer, jeg ofte vender tilbage til, da optagelsen er virkelig transparent og smukt produceret. Sådan et nummer er en fornøjelse at lytte til på Atalante 3.

Atalante 3 lifestyle 2
(Foto: Revival Audio)

Men der er også albums, som man bagefter ønsker, at man ikke havde spillet. I begejstringen over at høre nye detaljer fortsatte lytningen længere end planlagt. Og jeg skulle da lige høre liveoptagelsen fra Genesis’ koncert i Herning 14. maj 2007. Jeg var selv til stede ved koncerten, og det var en smuk og mindeværdig aften. Men jeg må konstatere, at optagelsen fra mikserpulten den dag aldrig nogensinde burde have været udgivet på CD!

Konkurrenter

Kompakthøjttalere i netop samme prisklasse som Atalante 3 er der masser af. Den dynamiske Dynaudio Evoke og den smukke Sonus faber Sonetto II for at nævne nogle af de mest vellykkede. Om den forholdsvis diskrete spillestil på Atalante 3 falder i smag, er et temperamentsspørgsmål. Men deres evne til at servere optagelsernes egen lyd skal man normalt betale meget mere for.

Konklusion

Revival Audio Atalante 3 er en debutmodel fra en lille fransk producent. Men sikke en debut! Selv om der ikke er nogen som helst mangel på udvalg i klassen af mellemdyre passive kompakthøjttalere, fortjener de at blive taget seriøst med i overvejelserne. Den virkelig gennemførte finish er en fryd for øjet. Men den store styrke er lyden. Højttalerne charmerer ikke ved første ørekast, men giv dem lidt tid, og de belønner med en renhed og ufarvethed, der ikke er hverdagskost i prisklassen. Gengivelsen kan dog godt blive lidt fersk i al sin nøgenhed, så lad være med at kombinere dem med den allermest kølige klasse D-forstærker.

Atalante 3 stand 3
(Foto: Revival Audio)
Karakter
Revival Audio Atalante 3
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?