Hvis man er mere end almindeligt interesseret, kan man bestille et byggesæt og sammensætte sine egne højttalere. Det fungerer helt fint – jeg har gjort det selv, og det var såre simpelt. Man har ikke brug for særlig meget værktøj eller viden for at sætte to højttalere sammen, men det er absolut nødvendigt, hvis resultatet skal blive godt.
Bare spørg en rigtig højttalerkonstruktør. Du ved, sådan en, der går rundt i laboratorier og testrum i en hvid kittel. Som måler og lytter sig frem til, at alt er inden for de accepterede værdier, og smækker et stempel med ordet “GODKENDT” på et skema, når højttalerne er klar til dig. Altså kunden, der stikker forbi den lokale elektronikbutik på udkig efter nye højttalere.
Det med den hvide kittel er nok ikke helt rigtigt, men mange af de højttalere, der forlader laboratorierne, burde snarere have et stempel, der sagde “GODT NOK”. For det er som regel, hvad man får, når man køber højttalere. Godt nok. Ikke fabelagtigt eller strålende, men godt nok.
Sådan er der heldigvis nogle konstruktører, der ikke tænker. Såsom Francesco Rubenni. En velklædt italienske gentleman, der snarere er musikelsker end højttalerkonstruktør. Men som på kort tid har fået sig et navn som manden bag Rosso Fiorentino. En florentinsk højttalerproducent, hvis produkter ikke har været tilgængelige i Skandinavien. Før nu.
Klassisk design
For Francesco Rubenni er der ikke noget, der hedder godt nok. Ikke når morgen-espressoen sprutter som en lille lydkulisse til solopgangen i Firenze, eller når nye højttalere skal måles, lyttes til og tweakes. Så skal alle led være perfekte. Hver en sten skal vendes i jagten på lidt bedre lyd. Det skal være så godt som overhovedet muligt med de midler, der er til rådighed.
Alt handler om at få molto bene til at blive til bravissimo – og på de allerdyreste højttalere: Perfetto!
Det har givet Rosso Fiorentino – som er opkaldt efter en renæssancemaler fra Firenze – et navn, audiofile kan nikke anerkendende til, og derfor er det egentlig underligt, at de ikke har været at finde i de skandinaviske butikker.
Rosso Fiorentino laver kun ti højttalermodeller, hvoraf de store 164 kg tunge Florentia er topmodellen. En slags drømmehøjttalere fra Francesco Rubenni, der har brugt to 30 cm basser med en 25 cm mellembas, to 165 mm mellemtoner, en 25 mm diskant og en bånddiskant i den komplekse konstruktion. Som kombinerer en åben baffel med lukkede baskabinetter.
Så kompliceret er den meget mindre og billigere Elba-model – som er opkaldt efter den italienske ø, hvor Napoleon sad i eksil, efter at han blev afsat som kejser i 1814 – langtfra. Højttalerne er de største i Classic-serien, men er relativt letplacerede gulvstående 2½-vejs konstruktioner med to 165 mm basser med glasfiber i en kompositmembran. Let og stift på samme tid, kombineret med en 25 mm diskant med tekstilmembran.
Meget mere er der nærmest ikke at sige. Den slags højttalerkonstruktioner tester vi hele tiden. Men kun få af dem ser så godt ud som Elba. De fås i sort eller hvid finish med front, sider og bagplade betrukket med kunstlæder og monteret på en sokkel i bunden. Udførelse og kvalitetsindtryk retfærdiggør bestemt prisen.
Luftig og organisk lyd
De matcher afgjort byggekvaliteten på et par Bowers & Wilkins CM9 S2 eller Dynaudio Excite X38, og virker bedre konstrueret end selv Sonus faber Venere 2.5 i sort eller hvid.
Det bedste af det hele er, at de rent faktisk spiller rigtig godt. De lyder hurtigere end B&W’s CM-serie og er lidt mere åbne end Venere 2.5, men har ikke helt samme dynamiske kontrast som et par store Dynaudio Excite. Det sidste skyldes, at de er relativt små og har mindre membranoverflade til at flytte luft, men i betragtning af deres størrelse leverer de et forbløffende stort lydbillede.
Stereoperspektivet og den indsigt, som en holografisk 3D-gengivelse kan give, er gennemført til perfektion. Man sidder både og svinger hovedet frem og tilbage som til en tenniskamp og læner sig frem for at komme dybere ind i lydbilledet. For Elba-højttalerne er fremragende til at skabe rum i alle dimensioner.
Såvel klassisk musik som kammerjazz kommer til sin ret her, for i kombination med en strålende åbenhed og fremragende detaljerigdom er Elba besnærende formidlere af musik med komplekse nuancer.
Åbningsnummeret “Slinky Thing” fra Donald Fagens album Sunken Condos lyder ikke så mørkt og indelukket i mellemtonen som på mange andre højttalere. Her kan man bedre høre små detaljer, og vokalen er mere defineret. Slagtøj både her og i klassisk musik lyder stramt og dynamisk snarere end fedt og sejt.
Det er ikke højttalere, man spiller black metal som Satyricon på med 110 decibel, men de er bestemt ikke kun egnet til klassisk og jazz for små besætninger.
Omend det er fristende at sætte mere opera og vokaljazz på end elektronisk pop. Fordi vokalgengivelsen er så dejligt glat og klar. Uanset om det er mande- eller kvindestemmer. Opera er en sand nydelse på Elba-højttalerne, og især duetter og kor kan være en stor oplevelse, fordi mellemtonen ikke er farvet i nogen bestemt retning.
Men anden musik duer også. Træk lidt fra for, at dybbassen ruller af lidt tidligt, og for begrænsninger på, hvor højt de relativt beskedne højttalere kan spille, og vi står tilbage med smukt polerede højttalerjuveler med nogle klare kvaliteter: Rumfølelse og perspektiv. Åbenhed og detaljerigdom. Klar og ufarvet mellemtone. Lynhurtige transienter og knivskarpt fokus.
De lyder aldrig spidst, uldent eller ubehageligt. Snarere har vi med en godt tilpasset højttalerkonstruktion at gøre. De fik lov til at tumle med 300 watt effekt fra McIntosh MA7000, 400 watt effekt fra Devialet D400 og 75 watt effekt fra McIntoshs noget mindre rørforstærker MC275 uden at kny en eneste gang.
Konklusion
Rosso Fiorentinos små Elba-højttalere er så gennemført godt lavet, at de kan spille bukserne af mange andre højttalere til samme pris. De spiller ikke højest eller sejest, men de spiller med mere indlevelse og flere følelser, hvis man kan sige det om højttalere.
Hvis man holder mere af musik end af hi-fi og ikke har brug for at spille hamrende højt, er det her højttalere, der kan få hjertet til at slå lidt hurtigere.
Glem “godt nok” – Elba er ren musikmagi!
