: Scansonic MB-6

Hvis du tror, at Scansonic bare er et ordinært lavprismærke uden de nødvendige kundskaber til at sætte sig op imod de store, skal du vide, at der bag navnet står de samme konstruktører som bag high-end mærket Raidho Acoustics. Som er alt andet end billigt, og hvor de mindste og mest overkommelige gulvhøjttalere, X-2, koster små 100.000 kroner, mens du må hoste op med halvanden million (!) for et par af de største, D-5.1.

Alt ved Raidho er eksklusivt, og når sådanne kvaliteter skal ind i Scansonic-højttalere, koster det selvfølgelig penge. Lidt ligesom Audi, der nyder godt af teknologien fra Lamborghini.

Små 70.000 kroner er, hvad man må slippe for Scansonics flagskib, MB-6. I det leje findes hårde konkurrenter som Piega Classic 60.2, Vienna Liszt og Sonus faber Olympica III, for nu at nævne et par stykker. At se Scansonic i denne sammenhæng er mildt sagt usædvanligt.

 

DNA fra Raidho

Scansonics MB-serie har tydeligvis arvet genetisk materiale fra Raidho. Det bed vi mærke i, da vi testede kompakthøjttalerne MB-1 sidste år. Kabinetterne har mange lighedstegn med X-seriens, men med simplere matsort finish. Fødderne af aluminium, der sidder på elegante skinner, som fæstnes på undersiden, er også beslægtede.

Den karakteristiske bånddiskant er på plads (også den i en enklere udgave), og for at minimere induktans i højttaler-enhederne – som bremser accelerationen – er der gjort ekstra stor plads til spolen i mellemrummet mellem polstykket og den kraftig magnet. Ligesom på Raidho; Scansonics spole er bare af aluminium, hvor den i Raidhos højttalere er af titanium for endnu lavere induktans.

 

Konstruktion

Størrelsesmæssigt placerer MB-6 sig mellem Raidho X-3 (180.000 kroner) og C-4.1 (875.000 kroner), så det er ikke så mærkeligt, at de koster lidt. De rager hele 141 cm op fra gulvet for at give plads til intet mindre end seks 4 tommers højttaler-enheder med karbonmembran – plus bånddiskanten i midten.

Scansonic har monteret enhederne i symmetriske par, hvor hvert par dækker forskellige frekvensområder. Det inderste par er rene mellemtone-enheder. Det næste dækker hele mellemtoneregisteret samt bas ned til 150 Hz, hvilket er lidt dybere end en trompets grundtone. De yderste enheder – altså den øverste og den nederste – strækker sig helt ned til fundamentet ved 30 Hz. Lige præcis nok til at gengive den dybeste tone på et flygel.

Lars Kristensen fra Scansonic kaldte princippet en 2,55-vejs konstruktion, da jeg besøgte fabrikken i Pandrup i foråret. Fordelen er, at de små enheder tilsammen har større samlet membranoverflade end en 12 tommers bas-enhed, mens mellemtoneområdet samtidig slipper for den forvrængning og snævre spredningskarakteristik, som store enheder har i de højere frekvenser.

Samtidig er delefiltrene langt mindre komplekse end i trevejshøjttalere, hvilket igen skal give renere lyd og øget dynamik.

En anden fordel ved denne konstruktion er, at timing og fase vil sidde godt næsten uanset afstand til højttalerne. Jo tættere på du sidder, jo mindre vil du høre fra den øverste højttaler-enhed, som ellers ville have haft en anden akse end den nedenunder og dermed ødelagt fase, timing og stereoperspektiv. Trækker du dig længere væk, er alle enhederne lige hørbare, men så er vinklen og dermed aksen også mere lige for alle enheder. Så timingen sidder uanset hvad.

Sådan en konstruktion kaldes line source og er især kendt fra PA-branchen, hvor højttalere skal give lyd til et stort publikum, uden at det går ud over lydkvaliteten på de forreste rækker.

 

Udpakning og placering

Trods størrelsen er MB-6 ikke tungere, end at det fint går at pakke dem ud og sætte dem op alene. Sæt dem forsigtigt på hovedet, før den beskyttende filt tages af, så skinnerne med fødder let kan skrues på uden at lave mærker i toppladen. Derefter er det bare at vende dem og placere dem, hvor du vil.

Eller rettere: Der, hvor du gerne vil have højttalerne til at stå, er måske ikke der, hvor de bør stå for at give bedst mulig lyd. Her er det nemlig vigtigt med meget plads omkring hver højttaler.

For det første kan du glemme alt om at placere MB-6 tæt op ad bagvæggen; giv dem godt halvanden meter. Ind mod væggen er bassen alt for bombastisk og udefineret, og konstruktørerne siger selv, at højttalerne ikke er beregnet til det.

For det andet skal du sørge for, at der ikke er nogen forhindringer imellem dem. De skal med andre ord ikke stå på hver side af tv-møblet, men trækkes godt ud på gulvet. Højttalernes brede spredningskarakteristik giver nemlig klart det bedste stereoperspektiv, hvis lydbølgerne kan vandre uhindret frem til lyttepositionen.

Det er højttalere, der klart foretrækker et symmetrisk rum med samme afstand til sidevæggen for begge højttalere. Det er også en fordel at stille højttalerne så langt fra hinanden som muligt. Ikke klos op ad sidevæggene, selvfølgelig, men 30 cm fra er okay. Vend derefter højttalerne helt ind mod lyttepositionen. Det giver det bedste stereoperspektiv og desuden det mest definerede centrum i lydbilledet.

 

Lydkvalitet

Kun hvis man kan opfylde disse kriterier – især det med afstand til bagvæggen – ville jeg overveje MB-6, som ellers kan blive for meget af det gode i basområdet.

Men med god plads omkring sig, som de skal have, og med en ordentlig forstærker kommer der til gengæld fart på. Seriøs fart! For magen til snert og rytme i musikken er der længe imellem, at jeg hører!

Tag f.eks. PJ Harveys “Chain of Keys” fra hendes seneste album, The Hope Six Demolition Project. Marchtrommerne og saxofonerne står ud i rummet, så man skulle tro, det var PA-højttalere, man lyttede til.

Okay, jeg spiller også på et velvoksent forstærkersæt, nemlig en Hegel P30 forforstærker og to H30 effektforstærkere koblet i mono med balancerede kabler. 200.000 kroner for to gange 1100 watt er måske i overkanten, men højttalerne kan også fint drives med den mindre H20 med 2 x 200 watt (jeg har prøvet).

I testperioden har vi også været forbi Rotel RA-1592 samt diverse surround-receivere af den mere overkommelige slags. Selv om sidstnævnte aldrig skabte magi med RB-6, er det tydeligt, at de er en overkommelig forstærkerlast, men også at de vokser meget med opgaven, når de får ordentlig elektronik. Lydbilledet løftes en hel del både i størrelse og tyngde med Hegel H30.

Lydkilden er i øvrigt den nye cd-afspiller fra Hegel, The Mohican (test på vej).

Men lad os fortsætte, hvor vi slap, med mere musik. David Bowies gravskrift Blackstar er et fantastisk album, med “Lazarus” som en klar favorit for mit vedkommende. De tørre, kontante trommer, den saftige, varme elbas og den flot klingende saxofon. Og ikke mindst Bowie selv, tæt på døden, der ser frem til endelig at få fred.

Scansonic-højttalerne gengiver dette nummer fantastisk taktfuldt og med et stort og majestætisk lydbillede, især i bredden. Det er en massiv mur af lyd, højttalerne slår op. Bassen er meget hurtig, vokalen kommer godt frem i sit lave register, og den sprøde saxofon har et nærvær, som man bare skal op i denne prisklasse for at få.

 

Overtoner

Vi skal også tale om overtoneområdet. Fra højttalere med bånddiskant er vi vant til en meget distinkt diskantgengivelse med ekstra energi i det øverste diskantområde (over 8 kHz). En ekstra sprødhed, især fra bækkener og lyse vokaler, er gerne kendetegnende.

Men MB-6 er anderledes. Her opleves diskantområde nemlig som mere tilbageholdende. Til sammenligning har f.eks. Audiovector SR 3 Avantgarde Arreté (60.000 kroner) en mere skinnende og tydelig diskantgengivelse. Prøv bare at høre bækkenerne. Men efterhånden som man lytter mere og mere, står det klart, at overtonerne også er der hos Scansonic.

Nogle vil hævde, at der er mindre luft hos Scansonic. Andre vil mene, at det er fordi der er mindre forvrængning, at det lyder, som om de er mindre detaljerede, hvor de i virkeligheden er mere.

Selv synes jeg, at der er lidt mindre energi på Scansonic, hvilket er en ulempe, hvis rummet er for dæmpet. Vores testrum er lige lovlig dæmpet, men i en almindelig stue, hvor lyden er mere levende og reflekteres mere fra vægge, gulv og loft, vil den blødere diskant kunne være en fordel. Så begejstrede er folkene bag Scansonic heller ikke for dæmpede rum.

For at parafrasere Lars Kristensen fra dengang, jeg besøgte fabrikken: “For fanden da, rummet skal ikke sluge musikken! Du skal aldrig dæmpe rummet for meget. Vores højttalere er lavet til at fungere i en almindelig stue, ikke et lydtæt rum.”

Hvilket kan forklare, hvorfor diskanten opleves som noget tilbageholdende i forhold til Audiovector, der er mere energiske.

 

Scansonic vs. Sonus faber

I testperioden har jeg også fået lov til at låne chefredaktørens Sonus faber Olympica III. De koster omkring 80.000 kroner og lyder lige så smukt, som de ser ud. Desuden har de en mere fyldig basgengivelse end Scansonic MB-6 og også en generelt varmere lyd.

På Steven Wilsons “Perfect Life” fra progrock-albummet Hand. Cannot. Erase. er der en længselsfuld kvindestemme, som fortæller en nostalgisk historie. Denne stemme er lidt svær at gengive i sit nederste register, da den støder sammen med instrumenterne og derfor kan lyde lidt mumlende.

Scansonic rydder faktisk bedre op her end Sonus faber, fordi de er endnu strammere nedadtil. Audiovector-højttalerne gengiver imidlertid hendes tale tydeligst, fordi de skruer op for konsonanterne. Et vanskeligt miks, som ikke har noget facit.

Som rock-højttalere er Scansonic nok en lille tand skarpere end Sonus faber, fordi de har den live-lyd, som jeg sidst husker at have hørt fra McIntosh XR200 til 200.000 kroner. Sidstnævnte har dog endnu mere overskud og punch end Scansonic, der flader lidt ud i bassen, når det bliver for højt.

 

Konklusion

Hvis du kan lide at gå til koncerter, vil du elske lyden af Scansonic MB-6! Højttalere med mange små enheder, som tilsammen har et større overfladeareal end en 12-tommer til at gengive bas dybt og slagkraftigt, samtidig med at de er hurtigere end store enheder.

Resultatet er højttalere, der gengiver lyden – det være sig trommeslag, guitaranslag eller knipselyde – så kontant og hurtigt, som vi sjældent har hørt det. Dynamikken er rigtig god, og klangen af instrumenterne synger stort og flot ud i rummet.

Overtonerne er også luftige, selv om vi havde forventet endnu mere energi fra en bånddiskant. Men det er et bevidst valg, for at højttalerne skal fungere bedre i en stue med levende klangforhold frem for et dæmpet rum.

Bassen er stram og tung, og lige indtil man skruer for meget op, slår den som bare pokker. Spil for højt, og det bliver fladere i bassen, men så højt spiller man kun for at blære sig – ikke for at høre musik.