TEST: Sonos Arc

Når Sonos kommer med en erstatning for de aldrende soundbars Playbar og Playbase, er det ikke småtterier, de putter under panseret.

Sonos Arc er stor – hele 114 cm bred, hvilket svarer til bredden på et 50 tommers TV. Den fås i både sort og hvid, hvor vores testeksemplar var hvidt. Den ville have stået bedre til TV’et, hvis den var sort, men det er altid rart at have valget.

Indeni gemmer der sig hele 11 forstærkerkanaler, fordelt på lige så mange højttaler-enheder. Det er både for at kunne simulere surround-sound og ivaretage dynamikken og renheden i lydbilledet på bedst mulig vis.

I alt syv lydkanaler giver simuleret surround-lyd – inklusive to opadvendte højttalere, der skal give “lyd fra himlen”. I dette tilfælde drejer det sig om Dolby Atmos, det mest udbredte af disse lydformater. Arc er Sonos’ første Atmos-soundbar.

Vær dog opmærksom på, at det at skyde lyden op i loftet, hvorfra den så reflekteres tilbage til lytteren, aldrig vil kunne give samme effekt som rent faktisk at montere højttalere i loftet. Effekten vil også variere, afhængigt af om man har et fladt eller skråt loft og et lavt eller et højt. Det bedste er et almindeligt fladt loft, ca. 2,5 meter fra gulvet.

Lyd fra himlen

Når den er bedst, lyder Dolby Atmos fantastisk. Den ekstra dimension, man får i højden, tilføjer en ekstra grad af realisme, hvor man trækkes ind i filmen.

Dolby Atmos er såkaldt objektbaseret lyd, hvor lydene placeres i et tredimensionelt rum i stedet for at være henvist til en bestemt kanal. På denne måde vil en helikopter, der svæver fra venstre mod højre over hovedet på lytteren, være mere nøjagtigt og troværdigt placeret i lydbilledet. Det samme med regndråber ovenfra, der falder omkring én.

Forbedret lydretur

De gamle Playbar og Playbase bliver nu sendt på pension – ikke fordi de ikke stadig lyder godt, men fordi de ikke har HDMI og dermed mangler mange muligheder, som man får med nyere TV’er.

Sonos Arc har HDMI i form af et enkelt stik, som både sender og modtager signaler fra samme HDMI-kabel via lydreturkanalen – også kendt som Audio Return Channel, eller ARC. Det har næppe noget med navnet på soundbaren at gøre, da Arc sandsynligvis har fået sit navn fra den geometriske bueform, den projicerer lyden i.

Alle lyd- og billedkilder kobles direkte til TV’et, som forbindes til Sonos Arc via HDMI-indgangen mærket ARC på bagsiden. Soundbaren tager så over som højttaler for TV’et, og volumen kan styres med TV’ets fjernbetjening.

Sonos Arc har lydretur af typen eARC, hvor e’et står for enhanced. Det understøtter lyd af højere kvalitet, i dette tilfælde Dolby TrueHD. Men kun hvis TV’et også har eARC, ellers bliver det Dolby Digital+, som komprimerer og reducerer lydkvaliteten.

Der er stadig ingen video-streaming-tjenester, der tilbyder højopløst lyd, så hvis man vil have det fulde udbytte af eARC, er det Blu-ray, der gælder. Så får man Dolby Atmos i TrueHD-format gennem Sonos Arcs lydretur. Og forhåbentlig bedre lyd med otte gange højere datastrøm end Dolby Digital+ på Netflix, som har den højeste lydkvalitet blandt streaming-tjenesterne.

Ingen DTS eller MQA

DTS’ konkurrerende lydformat til Atmos – DTS:X – understøttes ikke af Sonos. Cullen Harwood, der er regional markedschef hos Sonos, forklarede hvorfor under en videokonference forud for den officielle annoncering af soundbaren. Og grunden er simpelthen, at ingen streaming-tjenester bruger DTS. Hvis det ændrer sig, vil man kunne opdatere softwaren senere til at understøtte det.

Ved lanceringen understøttes højopløste lydformater som f.eks. MQA heller ikke. Svaret fra Harwood var endnu en gang, at hvis behovet opstår i fremtiden, er det let at opdatere soundbaren til at understøtte det. Indmaden til det er på plads.

Rumkorrektion

Sonos har deres egen lydkalibrering kaldet Trueplay, som korrigerer for akustiske skævheder i rummet. Når Trueplay er kalibreret, har man samtidig aktiveret avanceret digitalprocessering for at give en oplevelse af ægte surround-sound. Uden Trueplay vil man ikke få den samme surround-oplevelse.

Det skyldes, at Trueplay-kalibreringen giver systemet vigtig information om, hvordan hver højttaler-enhed lyder. Og når en lyd kommer fra venstre kanal, så nøjes Sonos Arc ikke med at gengive den fra venstre højttaler. Den sender også et tidsforskudt, omhyggeligt kalkuleret modfasesignal ud fra højre højttaler.

Så vil lyden fra den venstre højttaler næsten kun opfanges af det venstre øre og omvendt. Ved at kanalerne adskilles på denne måde – ikke kun i soundbaren, men også i rummet – vil man opleve et større rum med bedre defineret placering af elementerne i lydbilledet.

Der er dog et temmelig stort aber dabei ved Trueplay: Det fungerer kun med Apple iOS-produkter, ikke med Android. Det skyldes, at Sonos skal kende mikrofonen i telefonen, hvilket er svært i Android-verdenen, fordi der er så mange forskellige.

Hvis du er Android-bruger, så sørg for at låne en iPhone til at lave Trueplay-justeringerne. Det er virkelig det værd og skal kun gøres én gang.

Meget brugervenlig opsætning

Selve opsætningen af Arc gik meget nemt. Eller rettere: Fordi produktet ikke var officielt tilgængeligt endnu i testperioden, var jeg nødt til at klare lidt af et forhindringsløb for at sætte en betaversion af app’en op på min iPhone. Men derefter gik det meget nemt.

Beta-app’en er relevant at nævne, for Sonos frarådede kraftigt at sætte eksisterende produkter op i system med Arc, da disse produkter så også ville sættes op i beta-mode. Med andre ord kunne jeg ikke prøve Arc med en eksisterende Sonos Sub på dette tidspunkt og heller ikke tjekke et par Sonos One som baghøjttalere.

Jeg har derfor i denne omgang testet soundbaren alene, og så må vi på et senere tidspunkt vende tilbage med en test af Sonos Arc sammen med subwoofer og baghøjttalere. For hvor jeg tror, at den mindre og billigere Beam i højere grad vil blive købt til at bruges alene, tror jeg også, at mange Arc-kunder gerne vil parre den med subwooferen. Og måske også med baghøjttalere.

Imponerende surround-sound

Når alt er sat op, inklusive Trueplay, er det bare at starte filmen på dit TV. Eller høre musik på en af de mange streaming-tjenester, der understøttes direkte i app’en.

Med Netflix-app’en på Samsung-TV’et QE65Q90R var jeg især imponeret over én ting: Surround-lyden. I nogle af bilscenerne i dokumentaren Formula 1: Drive to Survive lyder det virkelig, som om bilerne kommer bagfra og kører rundt om mig. I et stort lydbillede, hvor højttalerne faktisk er forsvundet. Indimellem er det nærmest svært at forstå, at der ikke er baghøjttalere tilsluttet. Eller højttalere i loftet – for Atmos-effekten er afgjort imponerende.

DSP’en gør et fornemt stykke arbejde, for hvor de fleste soundbars formår at strække lydbilledet i størrelse, så sker det som regel på bekostning af lydkvalitet, dynamik og generel troværdighed. Ofte lyder det skarpt og metallisk, og det uden at surround-effekten er særlig imponerende.

Klokkeklare dialoger

Det er aldrig noget problem at høre, hvad der bliver sagt; dialogerne er ikke uldne, men sprøde og åbne. Eller rettere: Med Trueplay slået fra lyder det temmelig trist og uldent, især med soundbaren placeret på et TV-møbel, der resonerer meget. Hvilket vil sige de fleste TV-møbler. Men med Trueplay forsvinder puklen i det øvre basområde, og stemmer kommer klokkeklart frem.

Højopløst lyd med Blu-ray

Ud over forskelligt Netflix-indhold måtte jeg selvfølgelig også tjekke Blu-ray med højopløst Atmos-lyd ud. Og med Gemini Man i Blu-ray-skuffen følte jeg, at lydbilledet åndede mere. Der var mere luft, et større og mere gennemsigtigt rum – som om en tåge, som jeg ikke vidste var der, pludselig havde lagt sig.

Dialogerne er imponerende klare, og jeg har en mistanke om, at den meget omsluttende surround-lyd kun overgås af den over tre gange så dyre Sennheiser Ambeo. Hvis man ikke tæller soundbars med separate baghøjttalere med.

Bassen er også mere fyldig end forventet. Selvfølgelig vil det give ekstra tryk på med en ekstern subwoofer, men jeg sidder egentlig ikke og savner bas. Lyden hænger meget fint sammen.

Desværre har jeg ikke kunnet tjekke det samme indhold på Netflix og Blu-ray, for ingen af de fysiske titler, vi har stående, findes på Netflix med Atmos. Men selv om bevisføringen dermed bliver noget overfladisk, er der ingen tvivl om, at højopløst Atmos kan noget særligt. Og at en soundbar som Sonos Arc formår at få det frem.

Begrænset dynamik

Men hvor god lyden så end er, lægger jeg efterhånden mærke til, at Arc hverken har uudtømmelige mængder af kraft eller uendelig dynamik. Faktisk er dynamikken det, der imponerer mindst.

Det lyder lidt … tør jeg sige det? … tamt. For det første er man nødt til at skrue næsten helt op, hvis man vil have noget, der nærmer sig en rigtig biografaften, hjemme i stuen. Men selv da mangler der lidt snert. Det lyder rent og pænt, og imponerende stort, men det er altså ikke her, der er fest.

Det gælder også musik, så er det sagt. Jeg har lyttet til både elektronisk og akustisk pop samt klassisk musik, og igen bliver det lidt blodfattigt.

Mere tam end Samsung

Sonos’ ærkerival må være Samsungs topmodel. For tiden hedder den HW-Q96R og inkluderer trådløse baghøjttalere, og hvis man ikke har brug for dem, kan man få samme lyd fra HW-Q86R. Som kan fås til omtrent samme pris som Sonos Arc, og så får man også en trådløs subwoofer med i prisen.

De nævnte Samsung-soundbars har meget mere slagkraft end Sonos Arc. Man får mere tordnende hjemmebio-oplevelser. Subwooferen har selvfølgelig en del af æren for dette, men Samsungs soundbars har også højere gain, altså de har mulighed for at spille højere – især på indspilninger med lavt gennemsnitligt lydniveau. Med klassisk musik vil man f.eks. hurtigt have Sonos Arc på maksimal lydstyrke, hvor man stadig har masser at trække på med Samsungs soundbars.

Men de to soundbars fra Samsung skal snart skiftes ud i sortimentet, og så er det måske mere reelt at tale om HW-Q800T. Vi har ikke fået den i en helt færdig version, så lyden kan være ændret, når den kommer i butikkerne. Men også den havde mere fart og tempo end Arc.

Arc lyder på sin side renere, meget større og bredere, og giver en bedre surround-illusion. Og hvis man tilføjer en subwoofer, får man en samlet set bedre (og meget dyrere) løsning. Men selv om man så får meget mere kraft i bassen, vil en subwoofer næppe fikse tamheden fra mellemtonen og opad. Vi får se.

Hvorfor ikke justérbar Trueplay?

Selv om Trueplay-funktionen rydder op, fjerner pukler og giver renere lyd, så fjerner den også noget fylde, især i dialoger. Stemmers resonans bliver mindre, og filmmusik lyder tyndere. Der er overraskende godt med punch nedad i bassen, men længere oppe i basregisteret er det temmelig tamt. Jeg fik bedre resultat på arbejdet end hjemme i stuen, men også dér manglede der lidt fylde og tryk i den nedre mellemtone.

Der er også lige lovlig meget energi i diskantområdet. Det kan justeres i toneindstillingerne, og det hjælper at skrue diskanten lidt ned. Men der er intet, man kan gøre for at få pondus tilbage i dybe mandestemmer.

En løsning kunne være trinløs justering af Trueplay. Altså at man kunne vælge, hvor meget Trueplay-aktivering man vil have. Blande korrigeret med ukorrigeret lyd. Det har Devialet gjort med succes med SAM-korrektionsfilteret i deres forstærkere. Det er ikke altid, man vil have alle funktioner på maks.

HDMI-problemer (men ikke på grund af Sonos)

Til sidst en lille bemærkning om HDMI, som kan være en kilde til hovedbrud.

Jeg sad på kontoret og testede med min kollega Audun (ja, vi overholdt afstandsreglerne), og det gik smertefrit med Netflix på et Samsung-TV (Q80T). Men da vi tilsluttede 4K Blu-ray-afspilleren Panasonic DMP-UB900 for at teste højopløst lyd, fik vi problemer med lip-sync, hvor lyden var lidt bagefter billedet. Og da man ikke kan justere lyden fremad i tid – kun bagud – kunne vi ikke fikse det.

Det er ikke meget, men nok til, at det ikke passer til læbebevægelserne. Man bliver trukket ud af illusionen og mindet om, at filmen kun er en indspilning, og at stemmerne er lagt på i studiet efter optagelsen. Timing er vigtigt!

Da vi skiftede til et Panasonic OLED-TV (HZ1000), forsvandt lip-sync-problemet pludselig. Her sad det som støbt!

Det er ikke Sonos Arc, der er problemet her. Og det er heller ikke afspilleren, da den fungerede med Panasonic-TV’et (og normalt ikke har dette problem). Men det er heller ikke sikkert, at det er Samsung-TV’ets skyld. HDMI er nemlig noget juks, der kan give problemer. To produkter kan matche dårligt, selv om de på papiret understøtter de samme protokoller og kopibeskyttelser.

For at være nogenlunde sikker på, at alt kører glat, skal alle produkter have opdateret software, og man skal bruge et “high speed” HDMI-kabel mellem TV og Blu-ray-afspiller.

Konklusion

Sonos Arc er en stor soundbar med rigtig god brugervenlighed. Fordi det var en betaversion, har vi ikke kunnet testet den sammen med andre Sonos-produkter og dermed heller ikke de nye funktioner i S2-appen, men det glæder vi os til.

Lydmæssigt imponerer Arc med en flot illusion af surround-sound, der minder om den oplevelse, vi fik med den over tre gange så dyre Sennheiser Ambeo. Arc er virkelig en killer her og har strengt taget ikke brug for baghøjttalere. Men man kan tilføje dem, hvis man vil.

Lyden er klar og åben, dialoger lyder klokkeklart, og alt er fryd og gammen med både film og musik. For det meste. Der mangler lidt dynamik, og vi oplever indimellem lyden som lidt tam. Man kan hæve lydniveauet, men der er ikke helt så meget fart og tempo som med visse andre soundbars.

Vi kunne også godt tænke os, at man kunne vælge graden af Trueplay-kalibrering, da den kan fjerne lidt for meget fylde i mellemtonen.

Alt i alt er Sonos Arc dog en meget vellydende soundbar, som vi tror, mange vil blive meget tilfredse med. Den koster også mindre, end den kunne have gjort. Hvis du har Sonos i forvejen, er Arc en velkommen tilføjelse til familien. Men hvis du ikke har Sonos, er det nok ikke sikkert, at det er den her, du starter med.