Test: Sonus faber Electa Amator III

Måske var det den varme klang fra klaveret eller den sprælske dynamik fra guitaren. Jeg er ikke sikker. Men det tog ikke lang tid, før jeg var sat 30 år tilbage i tiden.

Det smukke træværk i brun silkemat valnød gav mig nostalgiske vibes, og det samme gjorde lyden fra den læderklædte frontplade. Fortiden var tilbage i ny dragt, men alligevel letgenkendelig.

I hvert fald for mig. For næsten 30 år siden betød flytte- og pladsudfordringer, at mine elskede Quad-elektrostater måtte vige pladsen for et par mindre og mere fikse højttalere. Valget faldt på et par små italienske højttalere, der kort tid forinden var blevet tilgængelige for bredere eksport. De passede perfekt ind og blev leveret med højdejustérbare standere – og de lød aldeles vidunderligt.

Den store, varme lyd og den fornemme mellemtoneklang har jeg aldrig glemt, og siden er det hændt, at jeg har tænkt, at det kunne være sjovt at høre dem igen. 30 år senere.

Historisk arv

35 år efter den første Electa Amator-højttaler fra italienske Sonus faber er tredje udgave nu på vej. Jeg siger tredje, fordi der fandtes en Electa Amator II, som blev lanceret i 1997, ti år efter originalen, men den manglede noget af magien fra den første udgave. Den bagudvendte bas i det lille kabinet gav højttalerne en helt anden karakter. Det var ikke en Electa Amator længere, efter manges mening.

I den tredje udgave har Sonus faber været mere tro mod originalen. Højttalerne, der markerer 35 år siden starten for producenten, er ikke en jubilæumsmodel i begrænset oplag. Som Ex3ma var for fem år siden. Men en ny model, der prismæssigt lægger sig midt mellem Olympica I og Guarneri Tradition.

Det interessante er, at selv om man kan genkende noget af lyden fra de klassiske Electa Amator, er denne udgave en massiv forbedring på alle måder. Højttaler-enhederne er bedre, det samme er delefilteret, kabinetkvaliteten og udførelsen generelt – og ikke mindst de medfølgende standere.

De løfter højttalerne 72 cm op fra gulvet, piggene ikke inkluderet, og har en base i nydelig marmor fra Carrara med indlagte messingdetaljer og to sortlakerede aluminiumsøjler med indvendig dæmpning. To skruer følger med til at fastgøre højttalerne til toppladen på de 9,5 kg tunge, men slanke standere.

Håndlavet

Byggekvaliteten er enestående. Det er sjældent, man ser så gennemførte detaljer danne en så perfekt helhed i en højttaler. Selv bagsiden, for ikke at tale om undersiden, er upåklagelig smukt udført.

Højttaleren har en bundplade i Carrara-marmor, mens resten af kabinettet er sat sammen af heltræstykker i ægte valnød. En messingliste er kilet ind mellem marmoren og træet, og hæver kvalitetsindtrykket flere trin. Foran og bagpå er højttalerne betrukket med sort læder, og alle enhederne er sænket, så de flugter med det sorte skind.

Diskant-enheden er på 28 mm med en ring rundt om kalotten, så den nærmest opfører sig som en ringradiator. Det er samme type diskant, som Sonus Faber bl.a. bruger på deres flagskibe Aida og Reference. Bagsiden af enheden er dækket af et lukket kammer i træ, som skal dæmpe resonanser, og kabinettet har en basrefleksport bag diskanten.

Den 18 cm store bas-enhed har en let membran i cellulose med tynde bomuldsfibre fra kapoktræet, også kaldet silkebomuld, samt fibre fra en hibiscus-art ved navn kenaf. En bambuslignende vækst, der findes i rigelige mængder i det sydlige Asien.

Delefilteret deler ved 2500 Hz, og følsomheden er moderate 88 decibel, mens systemimpedansen er 4 ohm. Det betyder, at højttalerne er relativt letdrevne, og at en 30 watt rørforstærker holder rigeligt.

Konkurrenter

Vi har ikke testet mange kompakthøjttalere i denne prisklasse, simpelthen fordi der er meget få af dem. I denne klasse er det normalt gulvstående talere, det handler om. Sonus faber Guarneri Evolution er næsten 50 procent dyrere, og KEF Reference 1 er meget billigere.

Silkebløde nuancer

Så Electa Amator III stiller nærmest op i en klasse for sig. Det gør den på flere måder, og den spiller, som den ser ud. Smukt, med en tiltalende karakter og en varm, silkeblød klang fuld af sublimt gengivne nuancer. Klangkarakteren er definitivt varm, men ikke indelukket eller maskeret.

Klaverklangen er et godt eksempel. På vores trofaste 60 watt Hegel-forstærker lyder højttalerne større, end de ser ud, og lyden af Kölneroperaens beskedne reserveflygel en kold januaraften i 1974 kommer tættere på, end jeg er vant til.

Jeg tog mig i at tænke på, hvordan det 290 cm store Bösendorfer-flygel, som Keith Jarrett egentlig skulle have spillet på den aften i Köln, ville lyde gennem Sonus faber-højttalerne. For de har en sjælden evne til at åbne rummet på optagelserne op og få nuancer frem, som ellers ville drukne. Eller knap kunne høres.

I et andet rum, med en 450 watt McIntosh-forstærker, kom nuancerne endnu bedre frem. Her var det muligt at høre publikums latter i begyndelsen af optagelsen, ligesom mere af pedalarbejdet og det lille Bösendorfer-flygels mekaniske lyde kom endnu bedre frem i det store, varme lydbillede.

Som er så fuld af klange og fylde, at jeg ikke rigtig savnede de større – og dobbelt så dyre – Sonus faber Serafino Tradition.

Den silkebløde mellemtone er som skabt til vokaler, og både Radka Toneffs Fairytales og Puccinis La Boheme med Luciano Pavarotti og Mirella Freni (Decca) lyder fyldigere og har mere nærvær end f.eks. med Dynaudio Contour 20 – dog til den halve pris.

De går også dybere i bassen, end man skulle tro. Det store operaorkester, som Herbert von Karajan dirigerer på La Boheme, lyder mægtigt gennem de små højttalere. Herbie Hancocks Dis Is da Drum fra 1994 og ikke mindst Carla Bleys The Big Band (1991) mangler intet i bassen. I mit rum går højttalerne let ned til 30 Hz, og dynamikken er næsten kun begrænset af, hvor højt man kan tåle at spille.

Konklusion

Dynamikken sprudler mere på et par Sonus faber Serafino eller Burmester B18, som selvfølgelig også går dybere og kan spille højere. Men de langt mere placeringsvenlige Electa Amator III har nogle charmerende kvaliteter, der sammen med et mægtig klangrigt og fyldigt lydbillede kan fylde både rummet og sjælen med sublime silkebløde toner. Fra hvad det skal være af musik.