: Sonus faber Lilium

Livio Cucuzza var hurtig til at trække et klæde over højttalerne, som endnu ikke var et færdigt produkt. Ingen skulle se dem, for deres eksistens var en hemmelighed. Chefdesigneren hos Sonus faber ville helst vente med debuten på sit største projekt hidtil: Store, gulvstående high-end højttalere.

Anledningen var lanceringen af de små Sonus faber Ex3ma, der skulle laves i 30 eksemplarer for at markere antallet af år, der er gået siden lanceringen af Extrema, deres måske mest opsigtsvækkende konstruktion hidtil.

Mens Livio talte i ét væk om Ex3ma, havde jeg mest af alt lyst til at rive stoffet af de gulvstående skønheder og i stedet stille spørgsmål om dem.

Genus lilium
Sonus faber har lavet større og dyrere højttalere før. De enorme Aida koster næsten en million og efterlader et varigt indtryk i sjælen, efter at man har hørt dem. Men de er ikke lige så smukke som de organisk formede Lilium. Opkaldt og formet efter blomsterne i liljefamilien (Genus lilium).

Cucuzzas design er usædvanligt for højttalere til omkring en halv million. Hvis man ser på TAD’s, JBL’s eller Wilson Audios højttalere i samme prisklasse, er det tydeligt, at Sonus faber Lilium ikke er typiske high-end højttalere. Med deres 160 cm troner de som velproportionerede skulpturer på parketgulvet, og de buede sider får dem til at se meget slanke ud.

De fås i valnød eller rødlakeret finish, men kan på bestilling leveres i næsten en hvilken som helst udførelse.

Prisen er selvfølgelig afskrækkende for de fleste, og der er ikke nogen tvivl om, at man kan få næsten lige så god lyd for færre penge andre steder. Men man får ikke det samme håndværk, den upåklagelige kvalitet ned til mindste detalje eller den sjældent smukke form med særlig mange andre højttalere.

Designet skal ikke kun gøre højttalerne smukke – som italienerne foretrækker det – det skal også være funktionelt. Derfor er grundformen udledt af chefkonstruktør Paolo Tezzons krav til, hvordan Lilium skal opføre sig.

Med dette potmeter kan du tilpasse basresponsen til rummet.

Egen subwoofer
Det grundlæggende princip er en 3,5-vejs konstruktion med indbygget subwoofer, som også driver en passiv membran. Subwooferen, som er et 26 cm element udviklet specielt til Lilium, sidder skråtstillet på toppen af højttaleren, mens den passive membran findes i bunden af kabinettet.

Bas-elementerne er monteret i et separat dæmpet kammer, og de fem elementer, der er vendt mod lytteren, sidder i deres eget dæmpede og akustisk separate kabinet.

Tezzon har valgt at bruge samme designprincip som i Aida-højttalerne, med et tilpasset 18 cm mellemtone-element hentet fra Aida og monteret på en egen, afkoblet frontplade. Med en nydesignet 28 mm diskant monteret ovenover. Diskanten – med klassisk kalotform i midten og en ringradiator yderst – drives af en kraftig neodymmagnet og er ligeledes monteret i et separat kabinet for at undgå kompression.

Mens mellemtonen har cellulosefibre, kapok, kenaf og naturlige fibre i membranen, benytter de tre 18 cm bas-elementer en sandwichmembran med en syntetisk skumkerne og to lag cellulosefibre.

Det komplekse delefilter, der er brug for i sådan en konstruktion, er ifølge Cucuzza optimeret til at bevare kontrollen over fasevinkler og impedans – især ved lave frekvenser – og består bl.a. af Mundorf Supreme-kondensatorer med en kombination af sølv, guld og olie. Delefrekvenserne er opgivet til 80, 250 og 2500 Hz.

Subwooferen spiller altså frekvenser under 80 Hz, og basniveauet kan tilpasses til rummet med et potmeter i aluminium på bagsiden af højttaleren.

En mere detaljeret teknisk beskrivelse findes på sonusfaber.com.

Guddommeligt
Jeg har haft flere lejligheder til at beundre den smukke form og den udsøgte kvalitet, som Sonus faber har bekostet på Lilium-højttalerne. Men det var ikke før jeg fik dem hjem, at jeg virkelig blev slået i gulvet.

Ikke kun fordi de spiller så vanvittig højt, som de gør på en kraftig forstærker, men fordi de skræller alt overflødigt væk og efterlader musikken nærmest hudløs, upåvirket af farvninger og begrænsninger i dynamik eller klangbund.

Man kan komme ret tæt på til den halve pris, men det sidste skridt ind gennem Perleporten har jeg meget sjældent fået af andre højttalere.

Med en MacBook Air med musik via USB-porten, en Rega RP8 pladespiller og en McIntosh MCD500 cd-afspiller som lydkilder havde jeg et godt udgangspunkt for at komme ind under huden på højttalerne. I stedet var dem, der krøb ind under huden på mig.

Smukt håndværk og pragtfuld kvalitet – som man forventer til denne pris.

Det meste af tiden brugte jeg McIntoshs alsidige MA8000-forstærker med DAC og Mark Levinsons nye integrerede No. 535, ligeledes med DAC.

Højttalerne er store og tunge, og krævende at håndtere. Tre mand er minimum for at få dem behørigt placeret. Efter nøjagtig opmåling og lidt vinkling af højttalerne, montering af fødder og tilslutning af forstærkere er vi klar til det store øjeblik …

Og vi træder ind i en ny verden og ved, at intet bagefter vil være det samme. For de spiller fantastisk. Mægtigt. Guddommeligt!

Den originale indspilning af “One for My Baby” fra 1943 med en ung Frank Sinatra lyder så frisk og moderne, at man skulle tro, den var indspillet i går. Ud over kompressionen i den gamle mikrofon lød den forbavsende klart og skræmmende livagtigt.

Beiruts “Payne’s Bay” satte højttalernes dynamik på prøve. Trommer og orgel i skøn forening tordnede ud i rummet med et tryk som en jumbojet, og jeg var nødt til at skrue ned, meget ned. Det er sjovt, som man tror, at man spiller lavt, men fordi det er så klokkeklart og uforvrænget, mærker man ikke, hvor høj lyden egentlig er.

Den dybe bas fra orglet var næsten lidt for meget, men heldigvis kan man dæmpe dybbassen en tand og få de dybeste toner under kontrol. Den dynamiske kontrast har jeg kun hørt lige så god fra Magicos og TAD’s store højttalere, men ingen af dem giver samme format til musikken.

Hør f.eks. Evgeny Kissins klaverfortolkninger af Chopin. Her fik jeg en ekstra oktav i bassen, som gjorde flyglet endnu større i rummet, og jeg har aldrig før hørt sådan en dybde i et klaverstykke. Nogensinde. Ikke kun på grund af den store skala, musikken får, men også fordi dybden i optagerummets akustik bliver så fremtrædende med Lilium-højttalerne.

Live-optagelsen med Keith Jarrett, Gary Peacock og Jack DeJohnette fra Montreux 2001 har jeg hørt utallige gange på mange forskellige højttalere. Men det er første gang, jeg har hørt et så enormt, tredimensionelt lydbillede med så meget luft og dynamik.

Klangnuancer og smådetaljer, som jeg ikke havde lagt mærke til før, kom krystalklart frem. Det komplekse nummer “Four” har nogle hurtige synkoperinger, der er svære at følge, men her flød de let ud i rummet. Helt uden anstrengelse.

Ligesom mange andre Sonus Faber-højttalere er de fremragende til at gengive vokaler. Store elektrostater er det eneste, jeg kan komme på, der er bare i nærheden af det her. For magen til ufarvet og gennemsigtig mellemtone har jeg ikke hørt fra en konventionel (!) membranstruktur.

Sælg din sjæl!
Man kan male et uendelig stort billede af Lilium-højttalernes fortræffelige evne til at gengive musik så nådesløst ærligt og neutralt, at man må knibe sig i armen. At de er noget af det bedste, vi har testet til dato, er hævet over enhver tvivl. Det er definitivt de mest attraktive high-end højttalere, vi har testet, og en sjældent vellykket kombination af kvalitet, design og ydelse.

Prisen er selvfølgelig helt vanvittig, men det er oplevelsen med disse højttalere også!