: Sonus faber Olympica III

I Italien er design kunst, ikke bare form og funktion, som vi skandinaver er kendt for. Sådan har det øjensynligt været i tusindvis af år. Man behøver kun at se sig omkring, så forstår man, at der er et eller andet ved italiensk design. Uanset om det handler om Canali-jakkesæt, en buldrende Maserati eller renæssancearkitektur.

Bare tag et kig på Pantheon i Rom. En bygning, der har stået i 2000 år og er unik med sit selvbærende kuppeltag, sine konvekse gulve og sine høje søjler. Linjen fra Pantheon er lang og rig på historie.

I Vicenza står et noget yngre bygningsværk. Det er tegnet af renæssancearkitekten Andrea Palladio og var færdigopført i 1585. Teatro Olimpico, som det hedder, er et rigt dekoreret teater, der for længst er optaget på UNESCO verdensarvsliste og et af utallige eksempler på holdbart italiensk design.

Om Sonus faber havner på samme liste i fremtiden, er nok tvivlsomt, selv om de har opkaldt den nye serie efter Palladios mesterværk. Hvilket ville have været forfærdelig prætentiøs, hvis det ikke var, fordi Sonus faber selv har en designhistorie, man ikke skal kimse af.

De har i flere årtier lavet deres højttalere i ægte træ, betrukket dem med læder på omhyggeligt udvalgte steder og stræbt efter en letflydende, legato og næsten ubesværet naturlig musikgengivelse. Håndværket har været ubestrideligt, men klangen har ikke appelleret til alle.

Det kan ændre sig med Olympica-serien.

Bjergtaget
Kendere af Sonus faber behøver ikke nogen introduktion. De ved f.eks., at firmaet har fået nye ejere. At grundlæggeren Franco Serblin forlod firmaet og startede et nyt, der også laver high-end højttalere. At Serblin døde for nylig, men hans arv lever videre. De kender også mange af højttalerne. Mange har også ejet flere par.

Men de har noget tilfælles med dig og mig: De er nysgerrige efter, hvordan den nye Olympica-modeller lyder. I lighed med mange andre blev de tiltrukket af designet og bjergtaget af lyden. Måske tror de ikke, at nye Sonus faber kan lyde specielt anderledes, end de er vant til.

Men det gør de.

Et par Sonus Faber Amati, Cremona eller Stradivari har alle en klangkarakter, der er umiskendelig for den enkelte model. En slags signatur, som mange elsker. Det har de nye Olympica også, men den er anderledes. Friskere. Kontrastfuld. Dynamisk. Fokuseret. Men med en nydelig varm bundklang.

Valnøddetræ og læder
Paolo Tezzon og Livio Cocuzza hos Sonus faber startede med at viske tavlen ren, da de begyndte på Olympica-projektet. Højttalerserien skulle tage over efter Cremona-serien og videreføre det traditionelle håndværk, men modernisere lyden.

De valgte helt nye elementer, lavede delefilteret fra bunden og designede nye kabinetter. I valnøddetræ med ægte læder foran, bagpå og på toppen. Kraftige udriggere danner fundamentet for de to gulvstående modeller, mens reolmodellen har fået tilpassede stativer.

I den foreløbige topmodel – Olympica III – anvender de to 18 cm store bas-elementer, der arbejder under 250 Hz. Oven over dem sidder en 15 cm mellemtone og en ny 2,9 cm diskant, monteret på en separat frontplade. Og sænket ned i den læderklædte front. Diskant-elementet er et såkaldt Damped Apex Dome design, med en lille pig i midten, ikke ulig den, der sidder midt i mellemtone-elementet. Den dæmper diffraktioner fra membranoverfladen og skal give en mere ensartet spredning af høje frekvenser.

De håndlavede kabinetter i natur- eller grålakeret valnød er asymmetriske for at minimere intern resonans og stående bølger. Basrefleksen er en spalte på siden af bagpladen, hvor man også finder et sæt solide bi-wiring terminaler. For egne kabler til bas og mellemtone/diskant.

Sprudler af spilleglæde
For over 20 år siden købte jeg et par Sonus faber Electa Amator. Ganske store reolhøjttalere, der fik den utaknemmelige opgave at erstatte et par Quad ESL63. Som dengang var referencehøjttalerne blandt elektrostater. Og kendt for deres hudløst ærlig klang og totale gennemsigtighed. Ikke akkurat hvad jeg oplevede med Electa Amator.

De spillede ikke med samme autoritet, for at sige det forsigtigt, men leverede et pragtfuldt lydbillede. Stort og fyldigt med en nydelig klang på vokaler, og de gav mig gang på gang gåsehud med operaindspilninger.

Senere Sonus faber modeller er blevet mere spændstige, men ingen er så legesyge som disse.

Når man endelig er færdig med den omstændelige proces med at sætte dem op, bliver man slået af, hvor anderledes de spiller end tidligere generationer af Sonus Faber højttalere. Også Cremona M.

Olympica III er ikke særlig store med 111 cm i højden, men de kraftige pigge, der skal bruges – parketbeskyttere medfølger – betyder, at det tager tid at finde en god placering i rummet. I mit rum blev det en meter til bagvæggen og sidevæggene, og begge højttalere vinklet moderat ind mod lyttepositionen, der endte som den optimale placering.

De blev koblet sammen med en McIntosh MCD500 high-end SACD/CD-afspiller, en MC275 rørforstærker og en 300 watt kraftig MA8000 integreret forstærker, mens andre lydkilder var lp’er og WiMP HiFi.

Det tog ikke lang tid at fastslå, at det ville blive nogle festlige testuger.

Lydbilledet er meget mere frisk, end jeg har hørt fra nogen Sonus faber højttalere på denne side af Amati. De sprudler af spilleglæde. Forvent ikke Klipsch-killers – et par RF-7 II er stadig det bedste køb, hvis du skal have rimelige high-end højttalere, der kan blæse dig omkuld. Men Olympica-højttalerne er langt mere raffinerede, mere gennemsigtige, og detaljerigdommen er mange niveauer over.

Netop på dette område minder de lidt om Piegas topmodeller, men her er der mere gylden varme i klangfarverne. Uden at det bliver uldent.

Et eksempel er Murray Perahias indspilning af Mozarts klaverkoncert nr. 21, hvor klaveret får en klangdybde og rigdom, der er langt tættere på Quad ESL63, end Electa Amator nogensinde var. Rumfølelsen bliver skræmmende realistisk på endnu en Mozart-komposition: Operaen Cosi Fan Tutte, hvor sopraner og tenorer lyder som silkeblød honning i øregangene. Jeg har aldrig hørt Anne Sofie von Otter live, men nu ved jeg, hvordan det lyder.

Jeg kan faktisk høre hele orkesteret på denne indspilning med Sir Neville Marriner fra 1988. Akustikken er nemlig en fremtrædende del af oplevelsen, og her er den forbløffende ægte gengivet. Der er ingen toner, der stikker ud, bare ren og skær varme og klangfylde.

En anden live-optagelse, der er værd at nævne, er John McLaughlins Live in Paris. Her er bassen overraskende potent, uden at jeg dog føler, at den stikker vældig dybt. Men den fulde balance i lydbilledet og dynamikken er bedre, end jeg har hørt fra nogen Sonus faber på denne side af 200.000 kroner.

At sige, at højttalerne sprudler, er ingen overdrivelse. Åbningssporet på Donald Fagens “Sunken Condos” fra albummet Slinky Things minder om elektrostathøjttalere på speed – med subwoofer. Det rykker noget så eftertrykkeligt med de 300 watt fra McIntosh, men der er fuld kontrol, selv når jeg spiller højt. Det bliver aldrig ubehageligt, og endelig har vi fået nogle Sonus faber i denne klasse med luftig diskant. Noget, der også gavner oplevelsen af rum, dybde og ro i lydbilledet.

Noget særligt
De ser simpelthen fantastisk ud, uanset farvevalg, og når du stryger med hånden hen over træværk, samlinger og skruer, og mærker materialekvaliteten, så ved du, at det her er noget ganske særligt.

Det kan godt være, at en Mercedes er det rigtige valg for mange, men den mangler en Maseratis stil, særegenheder og følelsesmæssige appeal. Sådan er det også med Sonus faber Olympica III. Vælg gerne Burmester, MartinLogan eller Wilson højttalere i stedet. Det er kram. Men det er kun dig, der kan afgøre, om det er Olympica III, der bedst når ind til både intellekt og følelser.

Jeg ved, hvad jeg ville vælge.