Sony er måske ikke det første mærke, du tænker på, når det gælder tung hi-fi, langt mindre hjemmebiograf i high-end-klassen. De fleste forbinder nok mest Sony med PlayStation, tv’er og projektorer snarere end lydprodukter for de kræsne.
I 2006 bestemte nogle japanske herrer, at det var på tide at sætte Sony tilbage på hi-fi-kortet. Deres bedste ingeniører fik til opgave at udvikle et “banebrydende lydprodukt”.
Fem år senere var referencehøjttaleren SS-AR1 en realitet. En højttaler, der var opsigtvækkende på flere måder. I stedet for eksotiske materialer som karbonfiber og beryllium havde Sony-ingeniørerne lagt ressourcerne i et helt specielt kabinet, som var lavet af finsk birk og japansk ahorntræ for at få den rette lydkarakter.
SS-AR1 er endnu ikke nået skandinaviske farvande, og det er endnu uklart, om disse højttalere til 250.000 (!) kroner nogensinde kommer til Norden. Derimod har et sæt lidt billigere højttalere med gener fra referencen meldt deres ankomst …
SS-NA2ES
Hvilket bringer os til de højttalere, vi taler om her, SS-NA2ES og kompagni! Den seneste tid har vi boltret os med et fuldt 5.1 sæt af Sonys ferske højttalerserie til den nette sum af 116.000 kroner.
De nye Sony-højttalere har arvet meget af teknologien fra SS-AR1 og forhåbentlig noget af magien også: I lighed med referencemodellen er kabinettet lavet af birketræsfiner, som Sony hævder har overlegne akustiske egenskaber i forhold til traditionelle MDF-spånplader. Birketræsfiner er dyrere i indkøb og vanskeligere at arbejde med, og bliver derfor sjældent brugt inden for masseproducerede højttalere. Det medfører også tre måneders bestillingstid fra Japan.
Hvorfor er kabinettet så vigtigt? Well, lyden fra en højttaler kommer ikke bare fra højttaler-elementerne, men fra summen af resonanser fra hele konstruktionen. Akkurat som på et klaver eller en guitar er det ikke bare strengene, der laver lyden. Kabinettet vibrerer og sætter sin egen farve på den lyd, du hører. Og i modsætning til almindelige musikinstrumenter er egenlyd ikke noget, vi ønsker fra en højttaler. Derfor er forskellen på en god og en dårlig højttaler ofte, hvor stor en indsats der er lagt i netop kabinettet.
I high-end verdenen ser vi ofte, at højttalerproducenterne tager ekstreme skridt for at gøre kabinettet så dødt som muligt, gerne ved hjælp af materialer som karbonfiber og aluminium. Men uanset hvor stift man klarer at lave kabinettet, vil det næsten altid have nogen resonans og forvrængning. Sonys konstruktører har derfor valgt at kontrollere de resonanser, der er, og sørge for, at de harmonerer bedst muligt med resten af lyden. Det er her, birketræsfiner skal have fordele frem for andre materialer.
Speciel diskantløsning
Fælles for alle højttalerne i ES-serien er den diskantløsning, som Sony kalder I-array. Den består af tre individuelle diskant-domes, hvor en 25 mm dome får assistance af to 19 mm domes over og under. En lidt usædvanlig løsning, hvor hensigten har været at give diskantgengivelsen større rækkevidde og dynamik, samtidig med at den bevarer god spredning.
Bas-elementerne kan til forveksling se ud som almindelig polypropylen, men er i realiteten af aluminium og anodiseret, så det får en sort finish. Aluminium bruges også i mellemtonen på bag- og centerhøjttaleren, mens gulvhøjttaleren SS-NA2ES bruger en papirmembran. Gulvhøjttaleren er bygget op som en tovejs monitor med ekstra bashøjttalere. Diskant og mellemtone sidder i en separat aflukket del af kabinettet med egen basrefleksport.
Musik i stereo
Hensigten med den nye ES-serie har, ifølge Sony, været at genskabe følelsen af at sidde i koncertsalen snarere end foran mixerpulten. Altså ikke som 100 procent neutrale monitorer, men højttalere, som er krydret lidt på de rette steder for at give en bedre helhedsoplevelse. Mindre fornuft, mere følelse. Og som vi fandt ud af efterhånden, er Sony-ensemblet i stand til at fremkalde en solid dosis følelser.
Jeg begyndte med at lytte til de gulvstående SS-NA2ES alene, og det blev åbenbart, at de langtfra er dusinvare: Sony-højttaleren kan spille meget højt og rent og har den opløsning, dynamik og klarhed, man forventer af en højttaler til 44.000 kroner.
Man hører umiddelbart det specielle kabinets indvirkning, eller snarere mangel på indvirkning: Lyden er hurtig og stram med en påfaldende “stilhed” mellem tonerne – den stilhed, som man kun oplever på high-end højttalere. De sidste højttalere, som gav mig denne følelse, var Dali Epicon 6 , og SS-NA2ES har tilfælles med disse, at de giver musikken et mørkt, stille bagtæppe, som lader dig høre massevis af detaljer og klangfarver. Styrken ligger tydeligt i mellemtonen, som er meget ufarvet, naturlig og ren.
Bassen er usædvanlig godt afstemt. Højttalerne går ikke kælderdybt, men omkring 30-40 Hz duer i de fleste tilfælde, og den skiller desuden mellem tonerne. Der findes højttalere derude med federe imponatorbas, men til varieret musikbrug må Sony-højttalerne siges at ramme plet. Trommer gengives med overvisende slagkraft og snert, uden efterslæb. Basguitaren lyder distinkt og fyldigt, og selv krævende kontrabas gengives med overbevisende legesyge og uden grums i form af resonanser fra kabinettet.
Sony har også sørget for rigeligt med energi i toppen, og den tredobbelte diskantløsning kan først virke lidt i den friske ende, hvis man er vant til mere forsigtige sager. Højttalerne er vældig dynamiske og holder ikke noget tilbage; de øser bare på. Men der er ikke tale om en hård eller skarp lyd, bare masser af energi. Således lyder de barskere end meget andet derude, men på udadvendt rock med mange metal-riffs kan det blive lidt for meget, specielt hvis du har et livligt lytterum med meget nøgne vægflader. På den anden side: Hvis optagelsen er god, og du har akustikken under kontrol, kan du få drømmelyd med en god wow-faktor.
Film i surround
Med en prisseddel på knap 120.000 kroner i alt har man lov til at forvente heftige filmoplevelser, og Sony-opsætningen leverer fuldt ud. Her er det centerhøjttaleren, der styrer showet, med en imponerende åben og fyldig stemmegengivelse. Optimus Primes dybe røst fra Transformers: Dark of the Moon rammer os midt i brystkassen med betydelig autoritet. Det, der adskiller Sony-sættet fra en række andre højttalerpakker, er den gode opløsning i toppen, som gør det muligt at tåle en helaftensfilm uden at blive træt i ørerne.
Vi skifter til Super 8 og den hæsblæsende togkatastrofe-scene i begyndelsen af filmen. En scene, som tager os fra ren dialog til et flammesprøjtende inferno i løbet af nogle sekunder. Selv om vi har set scenen mange gange, bliver vi imponeret over, hvordan Sony-sættet klarer at gengive dialogen mellem teenagerne klokkeklart for i næste øjeblik at skabe en eksplosion, som man både hører og føler.
Som kombineret musik- og filmpakke er Sony-højttalerne utvivlsomt noget af det bedste, vi har hørt i prislejet omkring 100.000-150.000 kroner, men som ren hjemmebiografpakke når de ikke helt op på siden af de mere dedikerede systemer. Sony kan f.eks. ikke matche den sprudlende dynamik fra vores forrygende THX-referencesystem, Procella P6/P15 (ca. 120.000 kroner), som bruger mere effektive samt kraftigere subwoofere med dobbelte 15-tommere.
Musik i surround
Surround kan være meget mere end skarpe dialoger og hæsblæsende actionscener. Der findes efterhånden også mange interessante musikudgivelser, som udnytter mulighederne fra Blu-ray-mediet – det være sig koncertvideoer eller rene lydoptagelser – med væsentlig højere lydkvalitet end almindelig cd. Og selv om Sony-sættet ikke siger nej tak til en actionfilm eller to, er det tydeligt rettet mod dem af os, der også vil drage nytte af de musikalske egenskaber.
Med Patricia Barbers Modern Cool i Blu-ray-afspilleren viser Sony-højttalerne, at de har et utrolig godt klangligt match mellem sig. Musikken er der sikkert delte meninger om, men produktionen falder i min smag, fordi den er mixet omtrent som en stereoudgivelse, bare i “extra large”-format. Patricias stemme er enormt stor og tydelig i frontkanalerne, det smælder i trommerne, og subwooferen gengiver kontrabassen med stoisk kontrol. Ingen af højttalerne stikker ud med anderledes klang – selv subwooferen smelter perfekt ind i lydbilledet. Det her er absolut af høj klasse.
Centerkanalen
Centerkanalen er den vigtigste højttaler i biografsammenhæng, og kvaliteten her spiller en afgørende rolle for det samlede lydindtryk. Sony har ikke sparet på krudtet, men sørget for, at der er taget godt hånd om dialogen, med en kraftig og dynamisk centerhøjttaler. Men selv om den er godt bestykket med elementer, er den ikke afskrækkende stor og bør kunne glide på plads i de fleste racks eller hyldeløsninger.
Subwooferen
Subwooferen i Sony-systemet er mere end bare en efternøler. Faktisk er det en imponerende musikalsk subwoofer, Sony har konstrueret. To 10 tommers basser sidder på hver side af kabinettet, og fordi de spiller i modsat retning af hinanden, udlignes meget af vibrationerne fra kabinettet.
Sub’en har i lighed med de andre højttalere en usædvanlig hurtig og distinkt lydkarakter og følger basgangene til punkt og prikke. Den kommer med to lydindstillinger: Ved at dreje på en kontakt gøres det ene bas-element passivt, hvilket ændrer Q-værdien og giver en dybere, mere knejsende bas, som egner sig godt til hjemmebiograf-effekter. Når du vil lytte til musik, drejer du kontakten tilbage for at stramme bassen op igen.
Forstærker/matching/opsætning
Det blev klart i løbet af testperioden, at det her er højttalere, som belønner arbejdet med placering og ikke mindst god elektronik. Her holder det ikke bare at smide højttalerne på plads og trykke på startknappen til receiverens rumkorrektion. Sony-højttalerne belønner nøje placering ved hjælp af øret, før du går i gang med måling og korrektion. Med højttalerne stillet op med god afstand mellem hinanden og med ca. 1 meters afstand til bag- og sidevægge samt vinklet svagt indad fik jeg et enormt stort og alligevel præcist lydbillede.
Jeg startede med at tilslutte en Pioneer SC-LX76 surround-receiver, som viste sig at være et godt klangligt match og et godt udgangspunkt for en musikalsk hjemmebiograf – det lød slet ikke dårligt. Sony-højttalerne fortjener imidlertid langt tungere skyts. Ikke for lydtrykkets skyld, da der er rigeligt med effekt, men fordi de giver så meget mere med en potent lydkilde og forstærker.
For at have det lidt sjovt på arbejdet samlede jeg det sammen, jeg kunne finde af forstærkere. En Hegel H20 til frontkanalerne, en H300 til centerkanalen og en Electrocompaniet ECI-6 til bagkanalerne (via HT bypass-indgangen) – bare for at se, hvad der boede i Sonys højttalere. Og de gjorde absolut ikke 1000 watt og næsten 100.000 kroner i forstærkere til skamme: Lydbilledet voksede i alle retninger og fik en utrolig dynamik, uden at det afslørede nogen yderligere svagheder i højttalerne. Det er usædvanligt.
Sony SS-NA2ES er med deres 90 dB ikke specielt tunge at drive rent effektmæssigt, men den afslørende lydkarakter gør, at man lettere kan høre begrænsningerne ved billigere elektronik. Fordelen er, at du klart kan høre forskel, når du skifter til en bedre forstærker, og du skal højt op på kvalitetsskalaen, før Sony-højttalerne bliver det svageste led i systemet.
Electrocompaniets ECI-6 viste sig at være et godt match og gav Sony-højttalerne præcis den rette glød i mellemtonen og fylde i bassen, samtidig med at den tæmmede overtonerne lidt. Vi fik desuden gode resultater med Hegels P20/H20 forstærkersæt, mens en god stereoforstærker til omkring 10.000-15.000 eller en receiver til 15.000-20.000 kroner nok minimum er det, vi vil anbefale.
Konklusion
Det her er ikke bare “endnu et nyt højttalersystem”. Sony-højttalerne giver et tæt, varmt og direkte lydbillede – omtrent som at sidde på orkesterpladsen. Der er ikke noget svagt eller tilført ved lyden. Den rige og nuancerede klang kan sikkert i høj grad tilskrives de specielle kabinetter af birketræsfiner.
Sony-sættet er ikke for dig, som kun er ude efter massiv jordskælvsbas og øredøvende lydtryk – det findes der billigere sager derude, som klarer mindst lige så godt. Hvis du derimod er mere optaget af kvalitet end kvantitet, og værdsætter musik i to eller flere kanaler lige så meget som os, er denne Sony-pakke noget af det bedste, vi har hørt til under 150.000 kroner. Sony kan, hvis de vil!
