TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Sony HT-A7000

Glimrende Atmos-lyd

Sonys nye soundbar-flagskib HT-A7000 er spækket med funktioner, der skal give fuldkommen surround-lyd. Men den koster!

Af / 15/10/2021 - 17:44
Sony HT-A7000

Lyd & Billede mener

  • Sony HT-A7000 tegner et stort, klart og tydeligt lydbillede op med overbevisende surround-effekt. Plus for brugervenlig skærmmenu!
  • Subwoofer er ekstraudstyr, hvilket trækker prisen op.

Sony har været lidt fraværende på soundbar-fronten på det seneste, især når det gælder de dyrere varianter. Den japanske producent tager sig gerne god tid med udviklingen af nye produkter, og vi har måttet vente længe på en efterfølger til topmodellen HT-ST5000 fra 2017.

Men nu sker der endelig noget! HT-A7000 er Sonys nye flagskibsmodel blandt soundbars, og det er ikke småtterier, de disker op med.

HT A7000 4 scaled

Sony HT-A7000

Med sine 130 cm i bredden er Sony-soundbaren en af de større soundbars, man kan lægge under TV’et, og med en pris på 11.000 kroner er den også en af de dyreste. HT-A7000 er proppet med højttalerenheder, der spreder lyden fremad, opad og til siden, og den understøtter 3D-lydformaterne Dolby Atmos og DTS:X.

HT A7000 31 scaled
(Grafik: Sony)

Sony har også udstyret soundbaren med integrerede bashøjttalere og hævder derfor, at den fint kan klare sig uden subwoofer. Sådan en kan dog stadig købes separat, ud over trådløse baghøjttalere, hvis man vil. Vi har testet både med og uden!

Annonce
HT-A7000 (22) HT-A7000 (24) HT-A7000 (26)
<
>
HT-A7000 er som udgangspunkt en fritstående soundbar, men Sony tilbyder også en række udvidelsesmuligheder. Hvis man vil have ekstra bas, kan man vælge imellem de trådløse subwoofere SA-SW3 og SA-SW5. Og for ekstra surround-effekt kan man tilføje de trådløse baghøjttalere SA-3RS. (Foto: Sony)

 

Design

Af en soundbar i high-end-klassen at være har HT-A7000 et relativt nedtonet og diskret udseende. Fronten er præget af en perforeret metalrist, mens toppen er beklædt med sort højttalerstof med en sort, spejlblank og “glossy” stribe i midten. Netop det sidste kunne de godt have sparet sig, da den er ret følsom over for fingeraftryk!

Soundbaren er tydeligvis lavet til at matche Sonys egne TV’er, og vi fandt ud af, at den passer godt til Bravia-modeller som A80J, X95J og Z9J. Som alle har fødder, der kan hæve skærmen, så den er fri af soundbaren.

Sony HT-A7000 er udstyret med indbyggede højdekanaler til Dolby Atmos og DTS:X. Der sidder to højttalere oven på soundbaren, som har brug for “frit udsyn” for at kunne reflektere lyd via loftet. Det skal der tages hensyn til ved placering af soundbaren, så højttalerne ikke dækkes til. Eller som man siger på finsk: Ei saa peittää!

HT A7000 10 scaled 1
Sony HT-A7000 har et relativt enkelt og diskret udseende, men med sine 130 cm er den svær at overse. (Foto: Sony)

Brugervenlighed og funktioner

Skjult bag gitteret sidder et praktisk display, der fortæller om volumen, kildevalg, lydformat og lignende. Det kan heldigvis dæmpes helt eller delvist, når man skal se film i “biografmørke”.

En anden ting, vi sætter pris på, er den grafiske brugerflade. Når vi kobler soundbaren til TV’et (via HDMI eARC-indgangen), får vi en separat opsætningsmenu på skærmen, som guider os igennem indstillingerne. Her kan vi også gå ind og lave avancerede justeringer uden at skulle downloade nogen app.

Når man sætter Sony-soundbaren op første gang, vil den lave nogle målinger for at optimere lyden til det rum, den står i. Soundbaren sender så nogle testsignaler ud og opfanger efterklangen via indbyggede mikrofoner. Her er det altså ikke nødvendigt at vifte med telefonen, som Sonos f.eks. kræver med deres Trueplay-korrektion. Opsætningen er overstået på få minutter.

Sony har derimod ikke spenderet en bagbelyst fjernbetjening, kun en simpel, billig variant med de vigtigste funktioner. Det er sådan set okay, da man til daglig kan nøjes med at bruge TV-remoten.

Sony HT-A7000 display Sony HT-A7000 OSD
<
>
Sony har været så elskværdige at inkludere en separat skærmmenu til HT-A7000, som er tilgængelig på TV-skærmen. (Foto: Audun Hage)

Masser af tilslutningsmuligheder

HT-A7000 byder også på rigtig gode tilslutningsmuligheder: Soundbaren er udstyret med to HDMI-indgange, der begge understøtter 2.1-standarden med “passthrough” til højopløste videosignaler (4K 120 fps og 8K 60 fps). De kan fungere som en forlængelse af TV’ets egne tilslutninger, hvis man skulle løbe tør for stik. Her er det f.eks. let at tilslutte en spilkonsol eller Blu-ray-afspiller.

HT-A7000 mangler foreløbig understøttelse af gaming-funktionen VRR (Variable Refresh Rate), men den forventes med en opdatering engang i fremtiden.

Soundbaren har selvfølgelig også en HDMI-udgang, der kobles til TV’ets lydreturkanal (HDMI eARC). Dermed er det let at hente Atmos-lyd ud fra indbyggede apps som Netflix og Apple TV+. Hvis man slutter soundbaren til et Sony-TV af nyere dato, vil man også opleve, at de to “taler sammen” og synkroniserer lydindstillingerne imellem sig.

HT-A7000 har Bluetooth for direkte tilslutning til mobilen. Med indbygget Wi-Fi kommer også adgang til Spotify Connect, Apple AirPlay 2 og Google Chromecast. Med andre ord er der rigelig adgang til lydkilder.

Sony HT A7000 connections scaled
(Foto: Audun Hage)

Lydkvalitet

The proof is in the pudding, som man siger, og det er trods alt på lydsiden, Sony har mest at bevise, hvis de skal måle sig med hårde konkurrenter som Sonos og Samsung. Der går dog ikke lang tid, før vi nikker anerkendende til lydgengivelsen fra HT-A7000.

Vi startede med testfilmen Ready Player One (4K Blu-ray med Dolby Atmos) og det hæsblæsende bilræs i begyndelsen af filmen. Denne scene byder på masser af larm, men Sony-soundbaren har god kontrol over det hele og formår at fylde vores lytterum med et stort, præcist og tydeligt lydbillede.

Dynamikken er glimrende: Når bilerne brager sammen med T-Rex, King Kong og andre forhindringer, får vi en realistisk følelse af glas, der knuses, og biler, der hviner forbi os.

Vi springer videre til Formel 1-dokumentarserien Drive to Survive fra Netflix, og Sony viser også her, at den kan fylde vores testrum med troværdig, tredimensionel Atmos-lyd. Her kommer den fysiske bredde til sin ret: Vi kan høre, hvordan lydbilledet antager en størrelse, der passer godt til handlingen på skærmen, med god adskillelse mellem venstre, højre og centerkanal.

Sony HT-A7000 giver også en god oplevelse af højdeeffekter fra Atmos-lydsporet. Der var faktisk flere gange, hvor vi lige måtte kigge os over skulderen! Soundbaren formår at skabe en illusion af objekter, der bevæger sig hen imod, over og forbi os, og surround-lyden er fuldt på højde med Sonos og Samsung.

Når det er sagt, så er der et par ting, vi savner. Selv om basgengivelsen fra soundbaren er fin nok, er det ikke sådan, at Sony har formået at ophæve fysikkens love. Motorstøj og eksplosioner mangler det punch, som kun en ordentlig subwoofer kan give.

Læs også Samsungs bedste soundbar er blevet endnu bedre Samsung HW-Q960A imponerer med en hårdtslående og helomsluttende surround-lyd, der lyder sejere end det meste, vi har hørt i prisklassen. Et rigtig godt køb!

Stemmegengivelsen kunne også have været tydeligere. De mange dialogsekvenser i Drive 2 Survive lyder f.eks. lidt indelukket i forhold til Samsung HW-Q960A. Her oplevede vi imidlertid en forbedring ved at bruge TV’et som centerkanal.

HT-A7000 har nemlig et trick oppe i ærmet, hvis man vælger at parre den med et Sony-TV af nyere dato, idet funktionen Acoustic Center Sync kan bruge TV’ets indbyggede højttalere til at gengive dele af centerlydbilledet. Vi testede dette i kombination med OLED-TV’et XR-65A80J og oplevede, at stemmegengivelsen blev både klarere og mere præcist placeret i forhold til billedet.

Sony TV center speaker connection scaled
Ved at koble et minijack-kabel mellem TV’et og soundbaren kan man udnytte skærmens højttalere til at forstærke lyden fra centerkanalen (kun tilgængeligt på nye Sony Bravia-modeller). (Foto: Audun Hage)

Hvad med musik?

Da TV og soundbar ofte er placeret i stuen, skal de også fungere som musikanlæg for mange. Desuden findes der efterhånden flere musikproduktioner, som er indspillet med surround-sound.

Sony HT-A7000 har en fin, åben og varm klang, når vi spiller Dua Lipa direkte fra YouTube. Guitarspillet har godt med snert, og vi begynder umiddelbart at stampe takten. Her er der generelt god sammenhæng og et rimelig bredt stereolydbillede. Men der kunne godt have været mere tyngde i bastonerne.

HT-A7000 gør også et godt stykke arbejde med Nordic Brass Ensemble og deres European Tour (musik-Blu-ray fra norske 2L). Soundbaren tegner et stort og mægtigt lydbillede op, hvor blæseinstrumenterne lyder klart og distinkt. Men selv om bassen er tydelig nok, lyder tromlehvirvlerne noget tyndt og anonymt. Vi bemærker også her, at det ville hjælpe med lidt ekstra trækkraft i bassen.

Udvidet opsætning med subwoofer og baghøjttalere

Som sagt, så gjort: Med subwoofer og baghøjttalere tilsluttet bliver lydoplevelsen meget mere komplet. Endelig kan vi mærke bassen og ikke bare høre den! Vi noterer os, at den lille sub SA-SW3 gør et glimrende stykke arbejde sammen med HT-A7000, og til mindre rum vil den levere en fin, solid basgengivelse.

Hvis man er ekstra bassulten og har et større rum, kan vi anbefale storebror SA-SW5. Den er meget præcis og hårdtslående, og får motorlarmen til at gå igennem marv og ben!

“Ingen tvivl om, at man SKAL have en subwoofer. Motorerne lyder mere som V8’ere, og biler, der smadres, får det til at ryste mere i buksebenene. Simpelthen væsentlig bedre hjemmebiofølelse,” siger kollega og medlytter Geir Gråbein Nordby.

“Den lille SA-SW3 er af god kvalitet. Men SA-SW5 lyder meget sejere. Den har et større kraftoverskud og bedre kontrol over lydeffekterne. Man behøver ikke nødvendigvis et stort rum for at sætte pris på den præcision, den giver,” fortsætter Geir.

De ekstra baghøjttalere gør også et godt stykke arbejde med at lukke lydboblen til og gøre surround-effekter bagfra mere tydelige og troværdige. Men det havde været endnu federe, hvis Sony også havde bekostet ekstra højdekanaler i baghøjttalerne! Det er f.eks. noget, som Samsung tilbyder på deres topmodel HW-Q960A.

HT A7000 8 scaled 1
(Foto: Sony)

Konkurrenter og konklusion

Med en vejledende udsalgspris på 11.000 kroner er Sony HT-A7000 en kostbar soundbar, men den giver afgjort lydmæssig valuta for pengene. Her får man et stort og overbevisende lydbillede på både film og musik. Surround-lyden er gedigen, og vi er især imponeret over bredden og højden på Atmos-effekterne.

Lydoplevelsen bliver imidlertid ikke komplet uden en separat subwoofer, og så sniger prisen sig hurtigt op over 15.000 kroner! Hvilket gør det til en løsning for de pengestærke entusiaster.

HT-A7000 kan virke lidt stift prissat sammenlignet med vores favorit Samsung HW Q960A, der tilbyder både sub og baghøjttalere til 11.000 kroner (fås billigere). Vi skal heller ikke glemme en populær model som Sonos Arc med Sub, der også er lidt billigere end Sonys løsning.

Hvilket af disse systemer ville vi så vælge? Well, hvis man allerede er (eller planlægger at blive) ejer af et nyt Sony Bravia-TV, er der helt klart nogle fordele ved at vælge HT-A7000. Den gode integration med TV’ets eget menusystem og ikke mindst muligheden for at bruge TV-skærmens indbyggede højttalere til at booste lyden er utvivlsomt rare funktioner at få med. Så er man både sikret god brugervenlighed og fed lyd!

OBS: Sony HT-A7000 har også en interessant udfordrer i egen lejr. Det nyligt lancerede lydsystem HT-A9 er ganske vist ikke nogen soundbar, men derimod fire surround-højttalere, der kan bruges til både film og musik. Test på vej!

Karakter
Sony HT-A7000
Premium
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?