TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Sony SRS-XG300

Flot balance

Med Sony XG300 bliver der god stemning til havefesten, uden at man behøver at frygte naboklager.

Af / 30/06/2022 - 18:00
Sony SRS-XG300

Lyd & Billede mener

  • Ren og god lyd efter justering i app’en. Udmærket lydtryk til de fleste formål. Lang batterilevetid. Flere kan kobles sammen, også i stereo. IP67-vandtæt.
  • Dynamikken flader ud, når man spiller højt. Lidt for svag mellemtone lige ud af æsken.

Med sommer i luften og duften af grillmad, der siver ind i næseborene, mangler der kun sommerrytmer for rigtig at sætte stemningen.

Sony har lanceret SRS-XG300 lige i tide til sommerens fester, med en batterilevetid på op til 25 timer og ydre dimensioner, der tillader noget lydtryk, men uden at den er så stor, at det bliver besværligt at tage højttaleren med på telttur eller til stranden. Den har endda et praktisk bærehåndtag, der gør det hele nemmere.

Det eneste, du behøver at bekymre dig om, er hvad naboerne synes om støjforurening …

Sony SRS XG300 GeirGraabein
Sony SRS-XG300 er en bærbar party-højttaler i et handy format. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Firkantede basser – og to slavebasser

Sony har udnyttet pladsen bedst muligt med firkantede bas/mellemtoner i stedet for runde eller ovale.

I hver ende af kabinettet sidder der en passiv slavebas, som udvider det effektive kabinetvolumen. Hver slavebas er omgivet af en ring af lys for at give lidt ekstra liv.

Annonce

Dedikerede diskanter

To dedikerede diskantenheder, en på hver side af de to firkantede højttalerenheder, sidder godt skjult under det imprægnerede stofbetræk. Med separate diskanter er det nemmere at få luftige overtoner, uden at forvrængningen øges eller dynamikken reduceres, og i betragtning af at højttaleren er vand- og støvtæt (IP67), er det ekstra vigtigt, for at overtonerne ikke drukner.

Bærehåndtaget er elegant indfældet i højttaleren, når det ikke er i brug, og kommer nemt ud, når man skubber tommelfingeren ind under det. Det glider så lidt til siden og er ikke helt centreret. Designmæssigt flot, men måske ikke ideelt til at hænge på cykelstyret.

Sony SRS XG300 black
(Foto: Sony)

Bluetooth 5.2

SRS-XG300 har multipoint for tilslutning af to enheder samtidig. F.eks. PC og mobiltelefon. Når mobilen ringer, kan man faktisk tale gennem højttaleren, og mikrofonen er udstyret med ekkoreduktion for renest mulige samtaler.

God samtalekvalitet

Jeg har prøvet samtalefunktionen og må sige, at højttaleren har overraskende klar talelyd. Modparten har ingen problemer med at høre mig, og selv med noget baggrundsstøj går det fint.

Det bliver ikke helt så godt som med et par ordentlige hovedtelefoner, men det er stadig meget bedre, end vi er vant til. Det er en funktion, der faktisk kan bruges, også til digitale videokonferencer.

sony SRS XG300
(Foto: Sony)

100 højttalere kan kobles sammen

Hvis man synes, der er lidt for lidt krudt i én højttaler, kan man koble flere sammen. Enten to i stereo eller flere, der spiller i tandem (party-mode). Faktisk skal man kunne koble op til 100 højttalere sammen trådløst med Bluetooth.

Det kunne jeg godt tænke mig at høre …

App-styret

Man kan nemt forbinde SRS-XG300 med en Android-mobil ved hjælp af hurtigparring eller med iPhone, Mac og Windows-PC på sædvanlig vis. Når det er gjort, bør man downloade Music Center-app’en. Man kan godt bruge højttaleren uden, men det er med den, flere kan kobles sammen, og her får man også adgang til en simpel trebånds-equalizer.

Sony SRS XG300 lifestyle
SRS-XG300 kan også bruges til mobilsamtaler. (Foto: Sony)

Lyden af Sony SRS-XG300

Lige ud af æsken lyder XG300 fyldigt og ganske medrivende. Både med min sædvanlige iPhone og især med en Android-mobil (jeg har prøvet med Samsung Galaxy S21 FE). De har nemlig adgang til LDAC-codec’en, som giver overlegen Bluetooth-lyd.

Det er tydeligt, at Sony har skruet op for bassen for at imponere med mere fylde, end man skulle tro, der kunne komme fra sådan en lille højttaler. Popmusik gengives med saftige trommerytmer, og der er også overraskende meget luft i overtonerne. Med den næsten dobbelt så dyre JBL Boombox 2 i erindring havde jeg forventet en mere indelukket diskant. Glimrende!

Noget, der til gengæld ikke er så glimrende, er mellemtonen, som er for behersket til min smag. Derfor finder jeg app’en frem og skruer mellemtonen tre trin op. Jeg skruer også diskanten to trin op.

Pludselig vækkes stemmeregistret til live, og både lyse og mørke sangstemmer kommer godt frem – uden at blive overskygget af basområdet. Elektroniske rytmer bliver ganske vist ikke lige så saftige, men det lyder mere afbalanceret og fungerer bedre over tid – efter at imponatoreffekten har lagt sig.

Men party-højttalere er party-højttalere, og så vil man jo have noget bas. Så kan man kalde mine EQ-indstillinger forfest-mode. Det fine er, at der ikke skal så meget til for at få rigtig god lyd ud af denne lille højttaler.

Læs også Perfekt balance mellem fest og finesse JBL Boombox 2 har afgjort kræfter nok til at genere andre folk i parken. Den lyder også forbløffende godt.

Ikke den mest dynamiske

Selv om man kan få overraskende stor – og ganske god – baslyd ud af XG300, er der grænser for, hvor højt man kan spille, før den flader ud. Det er ikke nogen dynamikbombe, det her, og det er bl.a. på lydtryk, at højttaleren må give fortabt i forhold til de dyrere JBL Boombox 2 og Ultimate Ears Hyperboom. Men til 2.300 kroner og i dette stramme format må jeg sige, at Sony har ramt rigtig godt.

Sony SRS XG300 GeirGraabein 2
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Konklusion

Sony SRS-XG300 er en fiks bærbar højttaler, som lader dig tage festen med, uanset hvor du skal hen – på stranden, i parken, på telttur eller bare ud i haven. Lyden er overraskende stor og fyldig, og med lidt EQ-justering fungerer den også godt til akustisk musik. Så må man bare skrue mellemtonen lidt op.

Funktionelt rammer højttaleren også plet, ikke mindst ved at være både vand- og støvtæt. Et meget trygt køb i sin klasse.

Karakter
Sony SRS-XG300
Premium
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?