: Stax SRS-4170

Lad det være sagt med det samme: Det her er ikke hovedtelefoner, som man lige tager med sig på cykelturen, løbeturen eller i toget. De kan nemlig ikke drives af nogen bærbar afspiller, men behøver egen specielt tilpasset forstærker. De er heller ikke egnet til DJ-brug; da har du brug for noget, der kan spille højere. Er du derimod ude efter noget af det ypperste, der findes til ren musiknydelse hjemme i din egen stue som et alternativ til dyre højttalere, bør du helt sikkert læse videre …

Stax er navnet bag eksklusive japanske elektrostatiske hovedtelefoner. Intet ved dem er billigt. Her bruges dyre, eksklusive elektrostatpaneler i hver dyr øreklokke, og som om det ikke var nok, er elektrostater en meget vanskeligere belastning end traditionelle hovedtelefoner. For at forhindre, at folk tilslutter hovedtelefonerne forkert til en forstærker, og i værste fald ødelægger dem, har Stax forsynet deres øreklokker med et speciel DIN-stik i enden i stedet for det typiske 3,5 eller 6,3 mm jackstik. Dermed går det som udgangspunkt ikke at tilslutte dem til noget andet end en Stax-forstærker. En fordel, fordi man ved, at en tilpasset forstærker er mere sikkert; en ulempe, fordi man ikke kan søge efter den forstærker, man bedst kan lide, uafhængigt af mærke.

Systemet
Stax SRS-4107 består af hovedtelefonmodellen SR-407 og forstærkeren SRM-006ts og koster nøjagtig det samme, som hvis du køber komponenterne løst. Produkterne er gået noget op i pris i år, fordi yen’en står i høj kurs, og koster nu omkring 15.000 kroner. Det virker svimlende dyrt. Men hvis du i stedet skulle bruge 15.000 kroner på et par højttalere – hvilket mange gør – så skal du vide, at den lydkvalitet, du får fra rigtig gode hovedtelefoner, langt overgår den fra højttalere.

For det første slipper du for rummets negative påvirkning, specielt i bassen. For det andet er materialeomkostningerne til et par hovedtelefoner langt lavere. Der er altså mindre at bruge penge på, så de materialer, der bruges, kan holde endnu højere kvalitet. Ulempen er selvfølgelig, at du sidder og nyder musikoplevelsen alene, medmindre du investerer i flere sæt hovedtelefoner.

Elektrostatiske
Alle Stax’ hovedtelefoner er elektrostatiske. De bruger en polymerfilm, som har meget mindre masse end tilsvarende tykke papir- eller metalmembraner.

Elektrostat-elementer bruger heller ingen magneter og er dermed fri for magnetisk forvrængning, som man altid vil opleve til en vis grad i dynamiske hovedtelefoner (grundet magnetisk hysterese). Ulempen er, at elektrostatiske hovedtelefoner er dyre, og de kan ikke spille helt så højt som dynamiske.

Retro
Det firkantede udseende på hovedtelefonerne er klart retro og afviger ikke særlig meget fra dem, Stax selv havde på markedet i slutningen af 1970’erne. Selv elsker jeg det, men min samlever hader det! Fordelen er, at de ligger meget godt og behageligt rundt om ørerne, og vægten er langt lavere, end de ser ud til. Fordi elektrostat-elementerne næsten ikke vejer noget. Skindpuderne kan gøre det lidt klamt omkring ørerne, når man lytter længe ad gangen, men til det kan jeg sige, at det ikke har været noget problem for mit vedkommende.

Forstærkeren
Forstærkeren har udgang til to par hovedtelefoner, som tilsluttes i front, hvor også indgangsvælger og volumenkontrol er placeret. På indersiden sidder to rør af typen 6FQ7/6CG7, som typisk bruges i dyre forforstærkere, men også fungerer ypperligt til at drive hovedtelefoner. På bagsiden sidder to ubalancerede RCA-indgange samt en balanceret XLR. Her havde det været smart med en integreret USB-DAC til computeren, men det er nok for meget forlangt af noget så retro som dette.

Lydkvaliteten
Og så til det vigtigste: Lydkvaliteten. Det er noget anderledes at høre musik gennem hovedtelefoner. Hele lydlandskabet befinder sig abstrakt inde i hovedet, frem for i et mere konkret perspektiv forfra. For mit vedkommende, når musikken spiller inde i mit hoved, hvor alle tankerne befinde sig, bliver mit eget fokus på musikken også langt skarpere. Og uden påvirkning fra rummet er det produktet alene – altså samspillet mellem hovedtelefonerne og elektronikken – der bestemmer lydbilledet. Naturligvis ud over den musikalske produktion.

I tilfældet Stax SRS-4107 er det den fantastiske opløsning og sammenhæng, der først slår én. Hvordan både små og store detaljer strømmer ud som den største selvfølgelighed og danner et vanvittig stort lydbillede. Og i elektrostatens ånd, hvor ét panel gengiver hele frekvensområdet, så er lydbilledet fuldstændig homogent, lige fra den dybeste bas til de lyseste overtoner. Her får jeg fuldt udbytte af reference-DAC’en Hegel HD20 koblet balanceret til Stax-forstærkeren med XLR (Synergistic Research Alpha Sterling, elektriske skærmede kabler).

Fantastisk opløsning
Jeg kunne lytte til dem i evigheder. Hovedtelefonerne gengiver musikken med detaljer og opløsning i en helt egen liga. Hør bare på det højopløste stereospor af Trondheimsolistenes nye klassiske udgivelse Souvenir på Blu-ray. Strygerne er fantastisk opløst, og instrumenternes indbyrdes klangbalance skildres så godt, at man næsten kan tælle antallet af violiner. At skille violinerne fra bratscherne har aldrig været nemmere, og celloerne gengives så klangrigt, at jeg næsten tror, jeg drømmer!

Ekstremt detaljeret bas
De, der tro, at basinstrumenter ikke har luft og overtoner, har ikke hørt Stax. Kontrabasserne gengives luftigere, end jeg måske nogensinde har hørt før, med uendelig mange klangfarver. Man hører tydeligt, at hovedtelefonerne går helt ned i kælderen i basfrekvenserne, samtidig med at de tager hånd om den mindste mikrodetalje. Og det hele serveres mageløst naturligt og uanstrengt. Både kvindelige og mandlige sangstemmer, lyse såvel som dybe, kommer yderst naturtro frem. Ingen frekvenser prioriteres frem for andre, her er ingen maskeringer. Alle typer musik funker superbt.

Begrænset lydniveau
Hvis du ikke er en af dem, der helst lytter på høj volumen, er Stax for dig. Noget musik kan du skrue op til det niveau, som mange vil kalde højt. Men Stax er, som tidligere nævnt, ikke noget for DJ’s. Når elektrostatpanelet går i kompression, er det ikke på en behagelig måde, men med en god del forvrængning. Rørene i hovedtelefon-forstærkeren presses nok også mod deres yderpunkt, når man skruer for meget op, men det er knitren i elektrostatpanelet, der er påtrængende. Du må blive inden for dette niveau, men så er lydbilledet også helt fantastisk stort, åbent og dynamisk.

Ærlige
Vær opmærksom på, at da hovedtelefonerne ikke lægger noget til eller trækker noget fra, gengives en flad popindspilning temmelig blodfattigt i forhold til andre populistiske hovedtelefoner med en fremhævet bas. Synes du f.eks. Monster Beats er verdens mest fantastiske hovedtelefoner, så vil du måske synes, at Stax lyder kedeligt. Er du derimod mere fan af neutrale hovedtelefoner fra Sennheiser eller Beyerdynamic, og dét er dine referencer, så bliver Stax som at fjerne endnu flere slør fra musikken, så du kommer endnu længere ind i detaljerne.

Konklusion
De elektrostatiske hovedtelefoner SR-407 kombineret med den tilpassede rørforstærker SRM-006ts fra Stax udgør retrosystemet SRS-4170. Jovist er 15.000 kroner dyrt, men her må man sammenligne med, hvad man får af højttalere til samme pris. Og lad det være sagt med det samme: Der er ingen stuehøjttalere til denne pris, som er i nærheden af denne lyd!

For når det kommer til at gengive musikkens fulde sandhed, er der intet som Stax. Det umådeligt sammenhængende lydbillede giver plads til alle instrumenter. Dynamikken er superb, med hver lille violin-pick klart som dagen, omringet af meget luft. Bassen er dyb og luftig på én gang, og uanset hvordan man vender og drejer det, lyder det fantastisk.

Hovedtelefonerne spiller ikke lige så højt som den traditionelle dynamiske type, og da de ikke farver noget, vil en spinkel musikproduktion lyde netop som det. Dagens loudness-betændte popmusik kan dermed lyde noget kedeligt. Men det er slet ikke Stax’ skyld!

Er de så pengene værd? Det må du selv afgøre. Alt, hvad jeg kan sige, er at mere vellydende hovedtelefoner på kompleks musik har jeg aldrig hørt.