Danske Dali er kendt for at levere kvalitetshøjttalere i alle prisklasser. Stort set alle serier herfra forbindes med storartet lyd og lækker byggekvalitet. Dali har imidlertid manglet en ordentlig kraftkarl af en subwoofer, der ikke koster alt for meget og kan tage konkurrencen op med subwoofer-specialisterne derude.
Nu er svaret kommet i form af Sub K-14 F – en subwoofer navngivet efter russiske ubåde, som da også er lavet til at tage et ordentligt dyk ned i det subsoniske frekvensområde.
Mens nogle af testdeltagerne har valgt en kombination af passive og aktive membraner i deres subwoofere, har Dali satset det hele på ét element. Der er tale om en potent 14 tommers aluminiummembran med ekstra slaglængde, der ser ud, som om den har kraft og rækkevidde til at give os et lag tæsk! Sådan en vildhingst af et element kræver selvfølgelig en forstærker, der kan holde den i tømme, og Dali anvender en 500 watt klasse D.
Kabinettet er af basreflekstypen med porten vendt ned mod gulvet. Sub K-14 F har et gennemtænkt design, som mange Dali-ejere vil nikke genkendende til. Selve kabinettet er i vinyl træimitation, mens frontbaflen er højglanslakeret sort. Alternativt kan man vælge at få den i hvid. Sølvfarvet ramme om elementet og ditto sokkel bidrager til at hæve det æstetiske indtryk.
Denne subwoofer kan man have stående fremme uden græmmes over udseendet – men sæt for Guds skyld ikke en potteplante ovenpå!
Opsætning
Bagsiden er en temmelig simpel affære. Niveau, fasejustering, delefrekvens og 0/180 graders fase plus separate LFE- og stereo RCA-indgange er, hvad man får. Der er ingen avancerede equalizerfunktioner på denne model.
Lydkvalitet
Med et solidt 14 tommers element får man forventninger om en virkelig potent basgengivelse. Vi var spændt på at se, om det ville være en stram og korrekt hi-fi subwoofer eller en rå og hæmningsløs basmaskine lavet til film og ballade. Svaret er, at K-14 fungerer rigtig godt i begge discipliner.
Det første, vi lægger mærke til, er at bassen er betydelig fastere end på de aktiv/passiv-baserede subwoofere. Dalis sub har strammere bas med mere vægt bag anslagene. Samtidig kræver den lidt mere volumen for at få bassen ordentligt i gang. Det virker, som om det kraftige membranophæng gør sub’en mindre følsom over for små, svage impulser.
Vi bemærker også, at Dali-sub’en har en noget lavere følsomhed end de andre testdeltagere og skal bruge nogle dB mere i gain for at nå samme lydniveau.
I vores lytterum giver Dalis subwoofer et bastant tryk i den øvre ende af dybbasområdet, samtidig med at den graver dybt ned i frekvenserne. Alligevel mangler der noget af det seje punch, som Klipsch leverer, især fra 30 hertz og nedad. 14-tommeren virker mere behersket og kontrolleret, men savner noget af den uhæmmede vildskab fra Klipschs 15 tommers element.
Konklusion
Dali Sub K-14 F har flot byggekvalitet og en basgengivelse, der både er kraftfuld og raffineret. De, der har savnet en Dali-subwoofer med ordentlige muskler, får præcis hvad de har ventet på!
K-14 har en nydeligt afstemt og jævn frekvensgang kombineret med overbevisende slagkraft. Den går ikke lige så dyb og spiller heller ikke lige så højt som testvinderen fra Klipsch, men til gengæld er den lettere at placere.
Også i denne test:
Elac Debut S12EQ
Kontrol og kraft
Fra Elac kommer en sub, der både har råstyrke og finesse. Her kombineres kraftige bas-elementer med indbygget rumkorrektion via mobilen.
XTZ Sub 12.17
Præcis baskanon
Audiofile bas-elskere, der går lige så meget op i kontrabasser som i knaldende maskingeværer, kan med fordel tjekke denne nye multikunstner fra XTZ ud. En fremragende allround-bas!
Klipsch R-115SW
Bas med orkanstyrke
For dem, der vil have mest mulig bas for pengene, er denne 15 tommers luftpumpe fra Klipsch det rigtige valg.
Læs videre med LB+
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total år
Fuld adgang til alt indhold i 1 år
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer