Hvad Sony-systemet angår, er det baghøjttalerne, der udstråler mest byggekvalitet. Aluminiumkabinetterne på ZR5 er vellavede og har en god tyngde trods deres kompakte mål. Soundbaren er også fin, men det gør os lidt skeptiske, at den skal ligge og spille skråt opad, når den placeres på tv-møblet.
Trådløs tilslutning går smertefrit med SongPal-app’en. Husk, at alle højttalere skal forbindes til netværket, før du grupperer dem via soundbaren. Og de skal bruge en opdatering over nettet, før de kan anvendes i surround. Når det er gjort, så klik på Wireless Surround-ikonet på skærmmenuen.
Lydkvalitet
Sony har klassens mest nøjagtige afstandsindstilling for baghøjttalerne, men lider under, at man ikke får sat afstand til soundbaren. Når man ikke ved, hvilken afstand den er beregnet til, justerer man lidt i blinde. Vi går ud fra, at den er sat til 3 meter, som plejer at være standard.
Vi var skeptiske over for den liggende soundbar, men Sony overrasker med åben og klar dialog, der blander sig fint ind i lydbilledet. Og med baghøjttalere på åbner lydbilledet sig langt mere end med soundbaren alene. Det er et stort løft, der gør det mere underholdende at se film.
Eksplosioner og den slags kan selvfølgelig ikke konkurrere med de surround-receivere, du kan læse om andetsteds i bladet, og lyden er ikke lige så opløst. Men til prisen, og hvad bekvemmelighed angår, er det glimrende. Lip-sync er rimelig god; kun indimellem tænker vi over, at dialogerne hænger lidt efter læbebevægelserne. Det går lige, selv om det indimellem kan irritere.
Musik i surround fungerer også fint. Subwooferen bør stå på maksimal volumen her, men lydtrykket er lidt begrænset, så den flader ud, og bassen lyder tamt.
Bemærk, at anlægget også spiller i surround med stereomusik – du skal koble baghøjttalerne fra i menuen Wireless Surround for at få ren stereo. Selv da forsøger HT-CT790 at male lyden ud over et større lærred, og det bliver lidt diffust. Musik i stereo er faktisk mere behageligt gennem ZR5-højttalerne end soundbaren.
Konklusion
Sony har god brugervenlighed, ikke mindst takket være soundbarens skærmmenu. Lyden er klar og åben, og både film og musik fungerer fint med tydelige dialoger og et omsluttende lydbillede. Lip-sync er ganske god; kun lejlighedsvis lægger vi mærke til, at lyden er lidt bagefter læbebevægelserne.
Subwooferen skal næsten stå på maksimum, og den giver op lidt tidligere end resten af systemet, når man spiller højt. Systemet når i den henseende ikke helt op på popcornniveau, hvad biografoplevelser angår.
Også i denne test:
Sonos Playbar + Sub + 2x PLAY:1
Ikke så meget at rafle om
Vi har ledt og ledt, men stadig ikke fundet noget, der slår Sonos på deres hjemmebane.
LG SH8 + 2 x BH3
Et sikkert valg
LG’s anlæg har klar og tydelig lyd og er nemt i brug. Men det har også nogle svagheder.
Philips Fidelio B5
Enkelt og sublimt
Det bliver ikke nemmere end med dette system fra Philips. Og det fungerer imponerende!
Samsung HW-K660/K661 + 2 x R1
Næsten som en drøm
Samsungs system lyder godt og er nemt i brug. Men det har visse begrænsninger.
Panasonic SC-ALL70T + 2 x SC-ALL6
Middelmådigt
Panasonics system er besværligt at sætte op og lyder ikke specielt godt.