Pandion-serien er resultatet af et enestående open source-projekt, Q113 (se boks). Pandion 30, som vi tester her, er storebror til standerhøjttalerne pandion 2. Senere på året udvides serien med en high-end topmodel med fire bas/mellemtone-enheder og en pris på 110.000 kroner parret.
Pris- og ambitionsmæssigt ligger vi i topklassesegmentet, lige under det vilde high-end (hvor det bliver rigtig dyrt). En sætpris på 60.000 kroner er i et leje, hvor man skal tage sin musikinteresse meget alvorligt, men kræver stadig ikke, at man både sælger huset og vinder i lotto på samme tid.
Med en pris i krydstogtklassen kan man forvente en finish af høj karat. De høje, slanke gulvhøjttalere leveres i højglanslakeret valnøddefinér, der dækker alle flader, bortset fra en sortmalet baffel til enhederne. Pandion 30 fås også i sort pianolak og silkemat hvid finish. Ifølge producenten har højttalerne brug for en stue på mindst 25 kvadratmeter for at folde sig ud. Til mindre rum vil den mindre model – der i øvrigt kun koster en tredjedel – være et bedre valg.
Pandion 30 er tovejshøjttalere med to 5 tommers bas/mellemtone-enheder og en 1 tommes tekstil-dome. Alle enheder er fra Scan-Speak, men i specialudgaver tilpasset til Q113-projektet. På bagsiden – der har lige så smuk finish som resten af kabinettet – finder man kun en basrefleksport. De solide tilslutningsterminaler (til afisolerede kabler eller bananstik) er gemt af vejen i højttalerens fod. Der medfølger spikes til at sikre solidt fodfæste.
Lydkvalitet
System Audio fremhæver selv højttalernes linearitet som rekordhøj. I nøgterne tal skulle pandion 30 holde sig inden for plus/minus 1,5 dB fra 30 Hz til 25 kHz. Og dét er meget lineært. Det kan sagtens være grunden til, at pandion 30 er nogle af de mest neutrale og ubetonede lydgivere, jeg har hørt. Ingen toneområder træder frem i forhold til andre, og ingen instrumenter trænger igennem som særlig markante eller træder i baggrunden (hvis det sker, kan det skyldes spidser eller dyk i frekvensgangen). Hvis du vil have toppen eller bunden til at brillere særskilt, må du finde en forstærker, der gør det.
Det betyder dog langtfra, at pandion 30 er kedelige at lytte til. Man præsenteres for en let og umiddelbar lyd, hvor det er nemt at skelne små detaljer på f.eks. bækkener og hi-hat, og hvor forskellen på optagelserne træder klart frem.
Mellemtoneområdet kan være en udfordring for tovejs højttalere, hvor en tung bas og en superlet diskant skal deles om opgaven midt i ørets mest følsomme område. Men ikke her. Stemmer gengives med nærhed og detaljerigdom. Det hjælper sandsynligvis, at bas-enhederne er lige så små og lette som de fleste mellemtone-enheder i større systemer.
Effekt skal der til
Pandion 30 skal helst have en forstærker på 70 watt eller mere. Højttalerne er ikke specielt tunge at drive og kan godt klare sig med mindre effekt (vi prøvede). Men de vokser med opgaverne. De blev først spændt efter en NuPrime STA-9 effektforstærker på 2 x 120 watt. Det lød udmærket, og der var godt med hul igennem. Bassen var dyb, og lydbilledet ret stort, men man sad alligevel tilbage med lidt af en “var det bare det?”-følelse.
Den lidt kraftigere (2 x 150 watt) og dobbelt så dyre NuPrime ST-10 blev sat foran i stedet. Og tak for en forskel. Selv om forskellen i effekt knap nok burde være hørbar, var der en helt anderledes magt over tingene. På et nummer som “Time Be Time” med Ginger Baker og Jonas Hellborg bringer rytmen hele rummet i svingninger – uden at give slip på præcisionen. Og lydbilledet, der i forvejen var stort, åbnede op til et stort rum bagved og på begge sider af højttalerne.
Kræsne, men ikke krakilske
Nu er det her ikke en test af forstærkere (dem vender vi tilbage til i et senere nummer), men af højttalere. Eksemplet viser blot, at pandion 30 selv påvirker lyden meget lidt – og at de er kræsne med, hvilket anlæg de bruges sammen med. Hvis du har rock-attitude, vælger du en kraftkarl af en forstærker som Hegel H300, mens andre vil få et helt andet og venligere lydbillede frem ved at parre pandion 30 med en rørforstærker som Jadis I50.
Pandion 30 er i øvrigt nok afslørende, men ikke overanalytiske. Små detaljer, såsom læbelyde og en svag susen fra et ældre masterbånd, som jeg ikke tidligere havde opdaget, træder frem. Men de pindes ikke nådesløst ud. Højttalerne er med andre ord beregnet til at høre musik på, og det i en høj kvalitet. Hvad det sandelig også gerne skal være!
I den prisklasse, vi befinder os i, kan man få et sæt Vienna Acoustics Beethoven for mindre, og også på hjemmebanen er der benhård konkurrence fra f.eks. Dali Epicon 6 og Audiovector SR 3. Hvad der er det bedste valg, bliver et spørgsmål om smag, udstyr og indretning. Pandion 30 er de slankeste af de nævnte højttalere og vil sandsynligvis kunne trives i mellemstore rum, hvor alt for mange store bas-enheder vil kunne anslå rumresonanser på en uheldig måde.
Konklusion
Pandion 30 er ikke blot de indtil videre dyreste højttalere fra System Audio, de er også alle pengene værd. System Audio viser her, at de både tør og kan gnubbe albuer med de store drenge fra ind- og udland.
Højttalerne er blevet til på en usædvanlig måde, men resultatet er blevet et par særdeles nøgne og neutrale lydgengivere, der hverken lægger noget til eller trækker fra, og som er nemme at leve med, hvis de får det rette input.
110 ingeniører designede i flok
Hvor mange ingeniører skal der til for at designe en højttaler? Det kunne lyde som en variant af den klassiske elpærevittighed. Især når svaret bliver 110. Men det er alvorligt ment, for så mange var der med i udviklingen af System Audios pandion-højttalere – og de gjorde det tilmed ganske gratis.
Projektet, der bar navnet Q113, blev kørt som open source, og alle indlæg, ideer og beregninger blev gjort frit tilgængelige i en blog på nyhedsmagasinet Ingeniørens website. Virksomheden inviterede alle interesserede til at deltage i at designe deres næste højttalere, og i alt 110 deltog frivilligt.
Formålet med Q113-projektet var ifølge stifter og direktør Ole Witthøft fra System Audio at fjerne “adgang forbudt”-skiltene fra udviklingsafdelingen og give mulighed for, at friske og nye ideer kunne komme ind.
Ole Witthøft fortæller videre, at udviklingsafdelinger har en tendens til at blive domineret af dem, der har været i firmaet længst, er ældst – og i øvrigt taler mest. Den tendens ville han gerne gå imod. “Ellers gør vi, som vi plejer – og intet flytter sig.”
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer