I vore dages brug-og-smid-væk samfund kan man let blive fristet til at købe det, der er billigt. Men når det gælder musikoplevelser hjemme i stuen, er det slet ikke sikkert, at billigt er det samme som meget for pengene.
Investerer man i et par højttalere, der koster, får man nemlig rigeligt igen i form af oplevelser, som gør, at man har lyst til at sidde og høre musik i timevis. Et klaver, der faktisk lyder som et klaver, og et lydbillede, der breder sig ud og inviterer dig indenfor. Og er det egentlig ikke det, musik handler om?
Her taler jeg ikke om højttalere i hundredtusindkroners klassen, hvor folk tænker, at du må være sindssyg, og overvejer, om de skal melde dig til Luksusfælden eller tilkalde mænd i hvide kitler. Men hvis du strækker dig til 15.000-20.000 kroner, er der meget mere god lyd at hente, som ligefrem kan være vanedannende, end hvis du kun leder er blandt de billige produkter.
Som regel går kvalitet og pris nemlig hånd i hånd – ganske proportionalt – op til omkring 20.000 kroner. Herfra bliver enhver forbedring meget dyr, og så begynder det at være svært at tale om “meget for pengene”.
Fornuftig dyrt
I det perspektiv befinder Tannoy Revolution XT 8F sig i et fornuftigt prisleje med en pris på ca. 16.000 kroner parret. De er af den gulvstående type, hvor kabinettet er større og dermed kan gengive dybere bas end kompakthøjttalere. De fylder visuelt mere i rummet, men optager faktisk ikke mere plads på gulvet end et par kompakthøjttalere på standere. Netop standere slipper du også for at budgettere med oveni.
Kabinettet, som er udført i træfinér, er med sine knap 50 liter forholdsvis kompakt af gulvhøjttalere at være. Alligevel opgives Revolution XT 8F til at gå helt ned til 34 Hz i basregisteret med afrulning på -6 dB. Det er dybt nok til at gengive den dybeste grundtone på kontrabas og tuba (ca. 40 Hz), men ikke helt nok til at få hele spektret af et koncertflygel (27,5 Hz) med. Det er dog mere end acceptabelt.
Koaksial-element
Det øvre frekvensområde – fra det vigtige stemmeområde i mellemtonen og helt op til de lyseste overtoner – gengives af et koaksial-element, som Tannoy kalder Dual Concentric. XT-serien har fået et helt nyt element kaldet Torus Ogive, som skal gengive frekvensområdet endnu renere.
At diskant-elementet sidder bag og midt i mellemtone-elementet, giver en punktkilde, som sikrer jævn faseovergang i en meget større lyttevinkel, end hvis elementerne var placeret oven over hinanden. Det er, fordi de så altid når øret på samme tid.
Diskant-elementet bruger desuden mellemtone-elementet som horn, der så fungerer som akustisk forstærker og gør, at diskant-elementet ikke er nødt til at vandre så langt, når det skal producere overtoner. Det kan igen give en mere dynamisk og præcis diskantgengivelse.
Ulempen er det fasespring, der kan opstå netop i samlingen mellem diskant og mellemtone, ud over at en bevægelig mellemtonemembran vil trække i og klemme lydbølger fra diskant-elementet, hvilket giver en lydmæssig forvrængning, som ligner Dopplereffekten. Det er det samme, som når sirenen på et passerende udrykningskøretøj synes at få en dybere tone, lige når det kører forbi, fordi længden af lydbølgerne strækkes, idet køretøjet kører væk fra dig.
Lyden af Revolution
Koblet til den glimrende Parasound Halo Integrated Amplifier opleves Tannoys Dual Concentric-element dog slet ikke som problematisk. Tværtimod er der en enormt god tonal sammenhæng mellem diskant og mellemtone. Det er måske ikke så underligt, da Tannoy har lang erfaring med princippet. Tannoy har været berømt for denne teknologi lige siden 1940’erne!
Hør f.eks. celloen og bratschen, som med et nik til Led Zeppelins “Kashmir” kickstarter “Get ’Em While They’re Hot” fra Luke Elliots nye album, Dressed for the Occasion. Tørt og lækkert indspillet med en fylde og varme i mellemtonen, der engagerer fra første takt. Og når trommerne og guitaren kommer ind, ledsaget af et molstemt klaver i ren Nick Cave-stil, tager højttalerne hovedrollen med største selvfølge.
Lyden er dejligt varm og fyldig, og gengivelsen af lydbilledet er yderst fasekorrekt. Hvilket igen betyder, at Luke Elliots raspende stemme står meget distinkt placeret i centrum af det hele. Den rå barytonguitar på country-blues-nummeret “Trouble” lyder også lækkert og fyldigt, og det er tydeligt, at der er tale om højttalere i topklassen.
Letdrevne
Revolution XT 8F er altædende, hvad enten det er stille visemusik eller bastung techno, der er på programmet. Og med en høj følsomhed på 91 dB og en enkel belastning på 8 ohm har de fordelen af at kunne parres med en lang række forstærkere – også de mindre strømstærke. Det betyder, at du er frit stillet med at slutte dem til en vellydende, men effektsvag forstærker, f.eks. en rørforstærker. Eller hvad med den lille, søde streaming-forstærker Naim UnitiQute 2?
De slår ikke lige så hårdt som f.eks. Klipsch RP-280F, men de kan være mere beherskede, når det er det, de skal. Og de gengiver et stort orkester på imponerende vis, selv om man rykker et par stolerækker længere tilbage end med de nævnte Klipsch-højttalere.
Er der nogen svagheder?
Hvis jeg skal trække ned for noget, så må det være basområdet, som godt kunne have haft endnu flere klanglag. Der er ikke noget galt med mængden af bas – her er både fyldighed og taktfasthed. Men sat op mod en absolut reference kunne de have været mere klippefaste og gerne med mere luft.
Sæt et nummer på med kontrabas, og der er aldrig nogen tvivl om, at man lytter til et stykke reproduceret musik. Man får ikke følelsen af, at bassisten står i rummet og spiller live for os.
Det skal også nævnes, at selv om diskantgengivelsen er dejlig distinkt og sømløst integreret med resten af lydbilledet – og i øvrigt ikke giver noget påfaldende “smørhul” – så findes der højttalere med mere luft. Man får f.eks. mere vægtløse overtoner fra Bowers & Wilkins’ CM8 S2, og System Audio Mantra 50 skinner mere i toppen.
Men der er altså noget meget forførende og vanedannende over den måde, Tannoy Revolution XT 8F præsenterer musikken på.
Konklusion
Tannoy har forfinet deres Revolution-serie. XT 8F er den største model og præsenterer et lydbillede med en herlig fylde, som man hurtigt bliver afhængig af. Især i mellemtoneregisteret lyder instrumenter større, end man er vant til, fordi højttalerne har lidt mere power i den dybe del af fuldregisteret.
XT 8F er altædende, hvad musik angår; de kan få nerven i en simpel guitarsang frem, eller de kan spille op til dans med mere pumpende rytmer. Og fordi de er lette at drive, behøver du ikke nødvendigvis at betale en arm og et ben for en forstærker. 40 gode watt kan sagtens være nok – selv om det selvfølgelig bliver sjovere med lidt flere kræfter.
Lydbilledet er meget distinkt, og især stemmer kommer imponerende godt frem, ligesom de er rigtig godt placeret midt i lydbilledet takket være koaksial-elementet. Skal vi trække ned for noget, så kunne basregisteret have været mere klippefast, og der findes højttalere med mere luft i toppen.
Det, der gør Tannoy Revolution XT 8F værd at overveje, er at de er så uproblematiske – og stærkt vanedannende.
Læs også: Test af Parasound HINT integreret forstærker
https://youtu.be/9kfrwsZ6t50
1 kommentar til “Tannoy Revolution XT 8F”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
købt sådan et brugt sæt efter de mange positive anmeldelser jeg har læst om disse ht. Min nysgerrighed var stor.
Endnu en flot test og stemmer meget overens med mine egne oplevelser. De spiller bare fedt og foden vrikker lystigt til musikken. Musikken og stemmer står superskarpt i rummet med en meget rytmisk og slagkraftig bund.Til prisen er de outstanding og spiller op med langt dyrere højttalere.