De franske Triangle Borea BR08 er et par gulvhøjttalere, som ved første øjekast ser ret så ordinære ud. De enkle, relativt slanke kabinetter har den form, man normalt forbinder med et par helt almindelige gulvhøjttalere.
Men selv om designet i sig selv er relativt anonymt, er kvalitetsindtrykket rigtig godt i denne prisklasse. Deres finish er i top, og du kan vælge mellem sort, valnød, hvid eller lys eg. Der er med andre ord noget for enhver smag og stue.
Opbygning
BR08 er en af fire gulvstående modeller i Borea-serien og befinder sig i det nedre størrelsesspekter. Kun BR07 er mindre. Ikke desto mindre er BR08 et ægte trevejsdesign med to 16 cm basenheder i glasfiber samt en 16 cm mellemtone i cellulosepapir og en 25 mm silkedome-diskant på toppen.
Højttalernes følsomhed er opgivet til 92 dB, hvilket betyder, at de nemt opnår højt lydtryk, selv med en relativt strømsvag forstærker. Den anbefalede maksimale effekt er 150 watt, men min erfaring er, at man sagtens kan fordoble den. Jo kraftigere forstærker, desto mere sjov, fest og ballade.
Højttalernes frekvensrespons er opgivet til at spænde fra 40 Hz til 22 kHz. Ret gennemsnitligt for et par gulvhøjttalere. Men selv om du på papiret kan finde kompakte gulvhøjttalere med lige så dyb bas, kan du forvente en langt mere energisk bas og spillestil fra disse større gulvstående kabinetter.
Du kan vælge at skrue de medfølgende pigge (spikes) direkte på undersiden af højttalerne, eller du kan vælge at montere en medfølgende bundplade for at opnå bedre stabilitet. Sidstnævnte har gummiknopper limet på undersiden, som skal fjernes, hvis man vil bruge spikes. Jeg måtte selv bruge en tang til dette.
Montering og tilslutning er en enkel affære takket være den letforståelige vejledning. Et enkelt par højttalerterminaler tillader ganske vist ikke biamping, men det er næppe et problem for ret mange i denne prisklasse.
Lyden af Triangle Borea BR08
Vores 30 kvadratmeter store testrum viser sig at være perfekt til Borea BR08. Fra første tone er det tydeligt, at der her er meget at holde af.
Det første, der slår mig, er den rytmiske spillestil. Basrig popmusik får en imponerende energi uden nogen åbenlyse skævheder i basregisteret. Den disco-inspirerede ørehænger About Damn Time af temperamentsfulde Lizzo gengives med et drive og en fysik, som det er længe siden, jeg har hørt i denne prisklasse.
Mellemtoneområdet gengives med god dynamik og bid, og diskanten er tilsvarende frisk. Det kommer også akustisk musik til gode. For eksempel countryartisten Kacey Musgraves’ guitar på Deeper Well. Fingerarbejdet på guitaren skinner igennem med god dynamik, ligesom Kaceys stemme går klart igennem.
Når det gælder drive og engagement, især til musik med masser af slagkraft, ligger højttalerne lunt i svinget, selv i forhold til de dobbelt så dyre Bowers & Wilkins 603 S3. Som lyder tamme og flade i sammenligning.
Nu har B&W’erne ganske vist nogle kvaliteter, som Triangle-højttalerne ikke besidder. Briterne har flere lag af detaljer i bassen, som lyder lidt mere hul og fremhævet på BR08. Derudover har de en delikatesse i mellemtonen og diskanten, der vidner om, at de befinder sig en kvalitetsklasse over. Men engagementet og spilleglæden kan man ikke tage fra Borea BR08.
De franske højttalere går ikke meget dybt i bassen, selv om de altså er fysiske og underholdende i det register, de besidder. De er heller ikke de mest homogene højttalere, der findes, og der er en farvning i den øvre bas, som man ikke ville have tilgive dem, hvis de kostede mere. Men det vigtige mellemtoneområde er fri for maskeringer, så stemmer og instrumenter kommer ud, som de skal, uden at det på nogen måde lyder indestængt. Det er bare lidt mindre sirligt præsenteret, end man forventer længere oppe på prisstigen.
Konklusion
Trianglé Borea BR08 er et frisk pust af et par gulvhøjttalere, der gengiver musik med en spilleglæde, man skal lede længe efter – uanset om man leder i denne prisklasse eller lidt over, og som man i hvert fald ikke får fra et par kompakte trådløse højttalere. Sammen med en billig WiiM Amp lyder de latterligt meget bedre end et par Sonos Five til næsten samme pris. Og de lyder endnu bedre med en bedre forstærker. Som Primare I15 Prisma, NAD C3050 eller Hegel H95.
Er du en af dem, der har solgt dit gamle stereoanlæg til fordel for en soundbar eller et par billige, men »usynlige« trådløse højttalere? Trianglé-højttalerne bør få dig til at skifte mening igen.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer