TEST: Triangle Magellan Cello 40th Anniversary

Selvom Triangle ikke er blandt de mest kendte højttalerproducenter her i landet, er den franske producent meget anerkendt blandt kendere. Ikke mindst ved at være på en ret kort liste over producenter, der laver deres egne højttalerenheder. Det måske mest genkendelige træk er deres hornladede dome-diskanter med en lang og spids faseplug.

Fordi Triangle selv fremstiller deres komponenter, kan de faktisk reparere gamle højttalere helt fra begyndelsen. I en tid, hvor man bruger og smider væk, er det betryggende at vide, at man kan have en højttaler hele livet, og at den endda kan gå i arv!

40 års jubilæum

Triangle fejrer 40 år som højttalerproducent med flere specialmodeller i deres egne serier. Magellan 40th-serien topper listen. Her er hvert eneste element lavet i hånden, “med millimeterpræcision”.

Magellan Cello 40th Anniversary er den næststørste højttaler i den nye jubilæumsserie. Den er bestemt voksen nok med sine 110 cm. Den har Magellan Quatuor 40th over sig på 135 cm, men de betragtes begge som små i forhold til flagskibet i den oprindelige serie, Magellan Grand Concert. Den står pande mod pande med selveste basketballspilleren Shaquille O’Neal og hans 215 cm! Alligevel hævder Triangle, at Magellan Cello 40th trevejshøjttaleren har næsten samme ydeevne som sin gigantiske storebror, men til en femtedel af prisen.

“Lytteoplevelsen er ren, grænseløs nydelse, uanset hvilken type musik der er tale om,” kan vi læse på hjemmesiden.

Horndiskant i magnesium

På toppen af frontpladen sidder en horndiskant med en magnesiumdome. På ydersiden af domen en spids faseplug, og sammen afslører de alle detaljerne i overtoneområdet.

Under diskanten er der en 16 cm (6,5″) mellemtone med papirmembran og plissé-ophæng, som er designet til at gengive den øverste del af vokalområdet så neutralt og naturligt som muligt, og under den er der to lige store basenheder. Membranen har et sandwitch-princip, der er udviklet af rumfartsindustrien for at maksimere stivhed og lethed.

Flotte kabinetter

Cello 40th er en meget gennemarbejdet højttaler, hvor kabinetterne – som i vores tilfælde er i højglans Zebrano (også kendt som Zebra Wood) – er så blanke, at man kan spejle sig i dem. De er stive og solide, og med basporten foran kan de være lettere at placere i forhold til bagvæggen. Det eneste, der måske bryder det meget gennemarbejdede indtryk, er de seks skruer, som basporten er monteret med. De tilføjer industrielle detaljer, som bryder med det ellers elegante og strømlinede håndværk.

Specielle spikes

Som så mange andre højttalere kan og bør disse højttalere stå på spikes, som følger med i æsken. Men de adskiller sig fra normen med en enkelt massiv spike monteret helt forrest på undersiden af højttaleren. For at modvirke resonanser er denne spike monteret direkte på kabinettet, som igen står på en sokkel med yderligere fire spikes. Designet ser lidt ubalanceret ud, idet højttalerne ser ud til at vippe ud over soklens forreste kant, kun holdt oppe af den gigantiske spike.

De fire spikes på basen skrues i ovenfra, og der medfølger en unbrakonøgle til arbejdet. Jeg er ikke sikker på, hvorfor de er så lange (nok 10 cm!), for enderne stikker virkelig højt op i luften. De leveres med metalhætter, som man kan skrue på ydersiden, men jeg kan forestille mig smukkere måder at løse netop dette problem på.

Det overordnede indtryk er dog, at det er smukke skabninger, der matcher prisen.

Lyden af Magellan Cello 40th Anniversary

Højttalerne angives at have en følsomhed på 90 dB, en gennemsnitlig impedans på 8 ohm og også en påstået lineær frekvensrespons ned til 35 Hz. Det tyder på, at højttaleren burde være relativt nem at drive og passe godt til et mellemstort rum. Med andre ord burde vores testrum på 30 kvadratmeter være spot on. Og det er det på mange måder. Højttalerne drives let af min trofaste integrerede AVI S21MI med 2 x 175 dynamiske watt, mens Hegel H590-kraftværket får endnu mere dynamik ud af højttalerne.

Jeg lægger først og fremmest mærke til de klare sangstemmer med deres ufarvede mellemtone. Olivia Rodrigos stemme i Can’t Catch Me Now hænger nervøst i luften midt i rummet, og det Kate Bush-agtige omkvæd er et sjældent gåsehudsmoment. Højttalerne gør et fantastisk stykke arbejde med at sprede lyden ud til siderne og give indtryk af højde. Rummet er fyldt med lag på lag af musik, hvor toneområderne smelter perfekt ind i hinanden – til en højere enhed.

 

Hjælp fra bagvæggen

Højttalerne har brug for hjælp fra rummet til bassen, som ellers føles lidt sløv. Jeg prøvede først at placere dem ude på gulvet, hvor vi matematisk har beregnet, at højttalere skal placeres for at lyde bedst. Det fungerede fint, men der kom aldrig rigtig gang i bassen. Til gengæld fungerede det ekstremt godt med bagenden omkring 40-50 cm fra bagvæggen. Det er ret usædvanligt i vores rum, må jeg indrømme, for mange højttalere buldrer lidt for meget der.

For mange vil det faktisk være en fordel, da alt for mange placerer deres højttalere alt for tæt på bagvæggen, og endda – oh rædsel – i et hjørne. Disse højttalere kan bedre klare en sådan placering end de fleste andre med portkabinetter. Ganske vist vil portresonansen langt nede i basområdet gøre basgengivelsen mindre lineær med en sådan placering, men den vil også være mere underholdende. Så kan du eksperimentere med placeringen og finde den bedste middelvej.

Naim New Classic 300

At højttalere beskrives som lette at drive, må aldrig forveksles med, at de ikke har mere at byde på. For der er plads til at vokse, og det gør Cello 40th med det nyeste forstærkersæt fra Naim, nemlig forforstærkeren NAC 332 og to NAP 350 mono effektforstærkere, begge fra New Classic 300-serien. Du kan få et nyt, stort og smukt badeværelse til samme pris, og så har vi ikke engang nævnt NSS 333-streameren. Som koster et nyt og fuldt udstyret køkken oveni. Heldigvis er det valgfrit, om du vil have en ekstra strømforsyning eller to.

Men hold da op, hvor lyden vokser! Naim holder et helt andet greb om højttalerne, og der er en meget større skala i lyden. Du får sådan et nærvær til hvert instrument, hvor en lilletromme lyder ægte med fantastisk dynamik. Basguitaren på den mollstemte, men rytmiske – og helt vidunderlige – Lazarus af David Bowie fylder rummet og kroppen med eventyrlige toner. Du kan spille højt, uden at det bliver skarpt, der er fuld kontrol over lyden.

Men det er især fra mellemtonen og opefter, at højttalerne brillerer. Her er dynamikken til at tage og føle på, og det lyder naturligt og vidunderligt ekspressivt på samme tid.

Konkurrenter

Bassen er mere afdæmpet, selv med hjælp fra rummet. Jo, den er fyldig og lækker. Men den rammer ikke så hårdt som nogle af de andre, jeg kender. KEF Reference 3 Meta har en strammere næve i bassen, og Focal Kanta No. 3 er også betydeligt mere fysisk (men også mere klinisk og skarp i toppen). Rent fysisk minder højttalerne mere om Dynaudio Contour 30i, men har et bedre kvalitetsindtryk og er nok en tand mere dynamiske.

Konklusion

Triangle Magellan Cello 40th Anniversary er et par meget velkonstruerede højttalere. De ser ud og føles så det passer til prisen og lidt til, og når musikken strømmer ud af dem, står det straks klart, at vi er i high-end-klassen.

Lyden er naturlig, dynamisk og meget velopløst. Der er ingen åbenlyse lyde. Desto bedre elektronik de får at arbejde med, desto mere vokser de med opgaven. Og det er, som det skal være. Bassen er en anelse sløv, så hvis du virkelig savler efter et par Klipschorn, skal du nok lede videre. Men hvis du vil have et par ærlige højttalere, som får musikken til at gå op i en højere enhed, går du ikke galt i byen med disse. Tillykke med 40-års fødselsdagen, Triangle!