Jeg husker mit første møde med Vienna Acoustics under et high-end show i Chicago for mere end 15 år siden. Det var den daværende topmodel, Mahler, der spillede i fuld vigør med potent forstærkning fra Audio Research. Aldrig i mit liv havde jeg hørte bedre mellemtone. Sangstemmen kom ikke ud af højttalerne, den var der. I rummet. Som opstået ud af ingenting. Ikke hul, ikke spids, ikke monitoragtig. At beskrive lydens karakter var nærmest umuligt, for det lød bare fuldstændig naturligt.
Denne lydoplevelse satte sig spor i undertegnede for altid, som en slags målestok for realistisk lyd. Mange gode lytteoplevelser er kommet og gået, men dette første møde med Mahler glemmer jeg aldrig.
Spol frem til nutiden, og endnu en gang sidder jeg i lænestolen foran et par højttalere fra Wiens fremmeste højttalerproducent. Denne gang er det en reinkarnation af Beethoven, der spiller. Nærmere bestemt den nye udgave med det lange navn Concert Grand Symphony Edition. Som om parallellen til klassiske komponister ikke var tydelig nok i forvejen!
Forbedret klassiker
“If it ain’t broke, don’t fix it,” siger en gylden regel. Det er et motto, som de synes at følge til punkt og prikke hos Vienna Acoustics. Den østrigske producent er kendt for solidt håndværk, lækker finish og frem for alt exceptionel lydkvalitet. Plus rigelig tålmodighed i udviklingen af nye modeller.
Chefkonstruktør Peter Gansterer er ikke en af den slags producenter, der presser en halv snes højttalermodeller igennem om året bare for at lancere nye, “forbedrede” Mark II-udgaver et par år efter. Han kan lide at tage sig god tid, før han er tilfreds med kreationen, men så lyder det også så utrolig helstøbt, at det gerne tager ti år eller mere at forbedre konstruktionen i nævneværdig grad.
Du har sikkert oplevet det: Højttalere med stor blærerøvseffekt, som du faldt for, men senere blev træt af, da du lærte dem rigtigt at kende. Højttalere er lidt ligesom forelskelser på den måde. Nogle bliver man umiddelbart tiltrukket af, bare for at blive træt af dem igen efter kort tid. Andre tager det længere tid at lære at kende, men dem kan man elske i mange år. Viennas højttalere plejer at vare længe efter min erfaring, fordi de hele tiden byder på nye musikalske indtryk.
Symphony Edition
Når Vienna en sjælden gang imellem udsender noget nyt, plejer det at dreje sig om en opfriskning af gamle kreationer snarere end et komplet redesign fra bunden. Således også denne gang, i hvert fald på overfladen. Af udseende ligner højttalerne næsten forgængerne på en prik, men de er ændret på en række punkter, hvor det virkelig gælder – med nye elementer, nyt delefilter og ny sokkel.
Diskanten er en bekostelig sag fra Scan Speak med højeffektiv neodymmagnet. Bassystemet består af tre gennemsigtige 7 tommers Spidercone-basser. Vienna Acoustics nævner også kritisk udvalgte delefilterkomponenter som en af forbedringerne.
Kabinettet er meget lig forgængerens, bortset fra nogle mindre justeringer og nye basrefleksporte. Det har en ekstremt tyk frontbaffel, er klædt i udsøgt træfinér eller pianolak og står på en aluminiumsokkel med kraftige justérbare spikes. Højttalerterminalerne er – som på alle højttalere fra Vienna Acoustics – kun single-wire.
Byggekvaliteten er der ikke mange, der kan matche. Kabinetvæggene er fuldstændig stive, så det nærmest gør ondt at banke på dem. Sammen med den kraftige sokkel med spikes, der forankrer højttalerne til underlaget, bliver det hele til et præcisionsinstrument.
Vores testeksemplarer var i en silkemat kirsebær-finish, men Vienna leverer også højglanslakering for nogle kroner ekstra. Personligt har jeg en forkærlighed for den hvide High Gloss-udgave. Den hvide lak og de mørke, men gennemsigtige membraner skaber en herlig kontrast.
Beethoven er de største højttalere i Concert Grand-serien, men ikke vulgært store på nogen måde. Jeg fristes til at kalde dem stuevenlige, for ved siden af de digre Piega, som vi også har til test, er de ikke overvældende. Men udseendet siger ikke alt om det lydmæssige potentiale. Disse højttalere kan slå fra sig, når det kræves, og går kælderdybt i bassen. Hvis du undervurderer dem, kan du hurtigt få dig en overraskelse!
Lydkvalitet
Viennas chefkonstruktør, Peter Gansterer, har en evne til at lave højttalere, der lyder ekstremt ægte. Den egenskab har Beethoven afgjort også. Det er, som om musikken slipper fri af selve højttalerne og fylder hele rummet.
Meget af renheden skyldes sandsynligvis fraværet af farvning fra det meget solide kabinet og ikke mindst de lette, hurtige XPP “Spidercone”-elementer, som Vienna har udviklet. Men mest af alt er det nok et resultat af mange, mange timers lydmæssig finpudsning og et godt øre for musik.
Vi koblede Beethoven op i testrummet sammen med HINT (Halo Integrated Amplifier), Parasounds fremragende integrerede forstærker med indbygget DAC. Efter længere tids tilspilning fik de lov til at prøve kræfter med Gustav Holsts Planeterne – et klassisk værk, der kan chokere selv stålsatte heavy metal-fans med sine kraftige fanfarer. I den anden ende byder det også små, sarte passager, som man knap nok kan høre på almindeligt lytteniveau.
Her kan man hurtigt skelne kapable og mindre kapable højttalere fra hinanden. Men Vienna Acoustics tackler alle partier uden problemer og får små klangnuancer, toner og undertoner frem, som jeg ikke tidligere har været klar over.
Ulempen ved krystalklare, afslørende højttalere er, at de ofte fremkalder en vis lyttetræthed efter et stykke tid. Det problem har Beethoven ikke. De gengiver en overflod af detaljer, uden at det føles, som om de prøver særlig hårdt. Diskanten er silkeblød og afslappet. Den er hverken for spids eller kedelig, og har en sømløs overgang ned til mellemtonen, så de to frekvensområder føles som ét.
Nogle vil måske savne endnu mere luft og “zing” i overtonerne, som man kan opleve fra højttalere med båndelementer a la det, Elac eller Piega leverer. Beethovens storebror Imperial Grand fra Liszt-serien er udstyret med en ekstra superdiskant, der nok bidrager til lidt ekstra luftighed i toppen. Men når det er sagt, så kan jeg virkelig godt lide diskanten, og klanggengivelsen og rumfølelsen er glimrende.
Det er faktisk en af højttalernes store styrker: De har en særlig evne til at forsvinde, så man snarere lytter til, hvordan musikken folder sig ud i rummet, end hvordan den kommer ud af selve højttalerne.
En af fordelene ved en topmodel som Beethoven er, at man også får bas, så det basker. De er som udgangspunkt godt bestykket med tre 7 tommers bas-elementer i det rummelige kabinet. En konfiguration, der kan minde en del om PSB Imagine T3, men på Beethoven er elementerne monteret tættere sammen og anderledes konfigureret (de to nederste bas-elementer spiller dybbas, mens det øverste danner overgang til mellemtonen).
Bassen er superstram og distinkt, og uden kunstige pukler. Meget kontrolleret og behersket, og aldrig mere bas, end der skal være. Men når det virkelig gælder, slår de til, så man knap nok kan tro det. Bassen går imponerende langt ned, og dybe orgel- og synthesizer-toner får væggene i vores testrum til at dirre. Selv Piega-højttalerne med deres store kabinetter og større bas-elementer bliver bragt lidt i forlegenhed af Viennas dybbas-egenskaber.
Konklusion
Jeg kunne have skrevet meget mere om Vienna-højttalerne, men har egentlig ikke meget andet at tilføje, end at det gode ry er velfortjent. Selv efter ti år er Beethoven Concert Grand stadig en målestok for musikalitet, og i den finpudsede Symphony Edition er de bedre end nogensinde. Selv om grundkonstruktionen er ved at være oppe i årerne, kan de sagtens stå distancen mod nyere og mere eksotiske konstruktioner.
Prisen er ganske vist steget en del siden sidst (mest af alt på grund af inflation og valutakurser). Det betyder, at Beethoven skal kunne konkurrere med mange andre fantastiske højttalere, som også bør høres, før man finder den store tegnebog frem. Alligevel er Beethoven SE absolut højttalere i “løb ned og lyt”-klassen, som klart bør stå på listen over mulige fremtidige højttalerforhold. Jeg overvejer kraftigt at ringe til importøren angående den hvidlakerede version …
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer