: Vienna Acoustics Liszt

Disse højttalere burde komme med en advarsel. For man risikerer at blive blæst over ende med blå øjne og blødende ører, hvis man ikke er forsigtig. De slanke østrigske højttalere spiller med så overvældende dynamik, at de tager pusten fra dig.

Der er dog ikke tale om brutale bæster med bas-elementer på størrelse med grydelåg. Nej, der er tale om et par slanke gulvhøjttalere, som det har taget flere år at udvikle. Et par af den slags, som både audiofile og mere almindelige mennesker med en musikinteresse over gennemsnittet godt kunne finde på at indlemme i møblementet i stuen. Både fordi de ser så godt ud, og fordi de spiller med et sjældent smitsomt engagement.

Aus Wien, Österreich
Musikken bliver aldrig kedelig med de første højttalere i Vienna Acoustics’ nye Imperial-serie. De kan smække bas op i ansigtet på dig, så det gør ondt, samtidig med at de kælent kilder dine øregange med liflige toner i et raffineret og massivt lydbillede.

Men at komme så langt har ikke været let. Første gang undertegnede så en prototype på de højttaler, der senere blev døbt Liszt – efter den ungarske komponist – var det bare en kasse, næsten tom og i høj grad et ufærdigt produkt.

Det er næsten to år siden, og nu kan vi endelig fortælle, hvordan Vienna Acoustics Liszt spiller!

Krævende opsætning
De slanke gulvhøjttalere har meget tilfælles med topmodellen Die Musik til 175.000 kroner parret og har tilsvarende vridbare kabinetter oven på baskabinettet, som kan drejes mod lytteren for bedre balance. Liszt er meget mindre og lettere at få plads til, men det betyder ikke, at de er lette at sætte op.

Den første placering fungerede dårligt. Så blev de stillet vinkelret op 70 cm fra bagvæggen, med de vridbare kabinetter ovenpå vendt indad mod Ekornes-stolene midt i vores lytterum. Højttalerne består nemlig af et baskabinet med tre af Viennas egne 18 cm store bas-elementer og et kabinet på toppen med et 15 cm koaksial-element.

Det øverste kabinet kan drejes, så man kan rette spredningen fra mellemtone og diskant direkte mod lytteren. Ideen er, at man selv skal finde en vinkel, der passer én, og samtidig stå lidt friere med hensyn til placeringen af højttalerne i stuen.

Min erfaring var, at den vinkelrette placering med toppene vendt mod midten gav et alt for ubalanceret lydbillede med et hul mellem bas og mellemtone samt en skrigende og alt for skarp diskant.

Så var det bare frem med tommestokken og begynde at eksperimentere. Efter lidt frem og tilbage med forskellige vinkler og afstande endte jeg nærmere en meter fra bagvæggen. Med baskabinetterne vendt lidt indad og toppene vinklet noget mere indad. Så faldt balancen i lydbilledet på plads, den skrigende diskant forsvandt, og alt, hvad der manglede, var at skrue volumen op på 11.

I denne rosentræs-finish øges prisen til 90.000 kroner.

Balanceret dynamik
En remastered udgave af Dire Straits’ “Love over Gold” satte skabet på plads med det samme. Musikken blev afspillet fra en MacBook Air via et Entreq USB-kabel.

Efter at have plaget mig selv med gentagen flytning af højttalerne for at få den rette balance i lydbilledet, blev jeg belønnet med eksplosiv dynamik. Små transienter sprang lynhurtigt ud i rummet, og trommerne dundrede i mellemgulvet. Og da spillede jeg ikke engang særlig højt.

Vienna opgiver den nedre frekvens til 25 Hz, og det lader ikke til at være langt fra sandheden. 30 Hz er i hvert fald realistisk i et almindeligt beboelsesrum, for Liszt-højttalerne går længere i dybden end det meste, vi har testet i denne klasse. Undtagen måske PMC fact.12, der har en helt usædvanlig dybde.

Højttalerne har samtidig en meget stram og kontrolleret bas. Selv da jeg tilsluttede den McIntosh MHA100 med to gange 50 watt, som vi tester andetsteds i bladet, og registrerede 105 dB lydtryk, var det uden væsentlig forvrængning! Hvilket også fortæller, at de er relativt lette at drive.

Bassen blev endnu strammere, da jeg skiftede til Hegel P30 og H20 på 200 watt, som i kombination med DA-konverteren Electrocompaniet ECD2 mere end fordoblede indsatsen – ca. 90.000 kroner for den opsætning sammenlignet med 40.000 kroner for MHA100.

Her fik jeg også et lidt mere gennemsigtigt lydbillede med mere raffinement end fact.12, men ikke lige så silkeglat som Sonus faber Olympica III. Guitarsoloen fra “Love over Gold” lyder varmere med Sonus faber, men ikke lige så skarpt fokuseret som med Liszt. Det tilskriver jeg Viennas specielle koaksialelement med diskant-kalot i midten og mellemtonen som en flad doughnut rundt om.

Højttalerne kan lyde lidt skarpt i den øvre mellemtone, især hvis man vinkler toppene for meget ind mod midten. Og her er der et potentielt problem. Toppene kan nemlig ikke låses på nogen måde. Det er sikkert ikke noget problem, hvis højttalerne står i et separat rum, men en uskyldig støvklud er nok til, at de kommer ud af position. Så er det frem med målebåndet for at få lydbilledet på plads igen.

Det er mærkeligt, at ingen hos Vienna har set den problemstilling.

Men når alt er på plads, er det en fest at lytte til Liszt-højttalerne. Hélène Grimauds fortolkning af Beethovens klaverkoncerter viste, at disse højttalere behersker klassisk musik til fingerspidserne. Ikke én tone fra klaveret kom ud med skarpe kanter. Den dynamiske kontrast var så stor, at jeg måtte skrue op for lyden for at få de svageste partier med og derefter skrue ned igen, fordi de stærkeste partier blev for høje.

Raffinement, altså, og en enorm klangrigdom. Man kan hører langt bagud i lydbilledet, og på den måde er højttalerne nogle af de mest gennemsigtige, vi har testet i denne prisklasse.

Eric Claptons forsamling af musikere på Crossroads-projektet passede fortrinligt til Liszt-højttalerne, der stortrivedes med drivende blues-rock og lod det smitte af på lytteren. Det specielle koaksial-element slap også godt fra vokaltesten, hvor et udvalg af vokalister fra norske Sondre Bratland og Solveig Slettahjell over Adele til Johnny Cash satte højttalernes delefilter på prøve. Elementet klarede sig især godt på kvindevokaler, men lød ikke helt så varmt og fyldigt på mandevokaler, som jeg kunne have ønsket.

Det vil de fleste dog opleve som pindehuggeri, for de usædvanlige Liszt-højttalere fra Vienna Acoustics leverer et sjældent stort og tredimensionelt lydbillede. Man må arbejde for det, men belønningen gør det absolut besværet værd.

De tåler sammenligning med Dali Epicon, Bowers & Wilkins’ 800-serie og Sonus fabers Olympica, men selv i den overdådige rosentræs-finish (90.000 kroner) når de ikke er op på siden af det kvalitetsindtryk, som de billigere Olympica III giver.

Det er tidskrævende at sætte Liszt-højttalerne op, men belønningen er det værd. Bare sørg for, at toppene ikke vinkles for meget.

Eksplosivt og raffineret
Liszt er de seneste i en lang række fantastiske højttalere fra østrigske Vienna Acoustics. De er en sand fornøjelse at lytte til, uanset hvilken slags musik man spiller. De kræver omhyggelig opsætning og trives mest med dyr elektronik, men vil selv med en lille forstærker være i stand til lukke munden på vennerne.

Dynamikken er næsten brutal, og det lykkes dem både at spille himmelhøjt og klokkeklart. Hvilket er meget sjældent i denne prisklasse.

Unik bestykning
For de teknisk interesserede kan det være nyttigt at vide, at Vienna ikke laver højttalere med samme teknologi som andre. Således heller ikke Liszt.

De slanke baskabinetter er sat op med tre 17,8 cm store elementer, der spænder fra 25 til 280 Hz. De spiller i et todelt basreflekskabinet med portene vendt bagud.

De tre elementers gennemsigtige membraner er forstærket med glasfiber og bruger et selvdæmpende polymermateriale kaldet X3P. Som er forstærket med 12 stk. 16 mm ribber, der stråler ud fra centrum for at styrke den tynde membran.

Det separate topkabinet huser den unikke koaksialkonstruktion, hvor en 30 mm diskant – udviklet af Vienna og produceret af Scan-Speak – sidder i centrum af en cirkulær 15 cm flad mellemtone.

Delefrekvensen er 27 kHz, så mellemtonen dækker et bredt register, før diskanten tager over.

Højttalernes elektriske modstand er opgivet til 4 ohm, kommer ikke under 3,1 ohm (100 Hz) og er temmelig flad under belastning.

Franz Liszt (1811-1886)
Edvard Grieg og Richard Wagner var inspireret af ham, siges det. Den ungarskfødte komponist Franz Liszt begyndte sin karriere som pianist og blev senere kendt som en virtuos tekniker.

Liszt kom fra en musikalsk familie med en far, der spillede klaver, cello, orgel og violin, og kendte berømte komponister som Beethoven og Haydn.

Den unge Franz begyndte allerede at komponere som 11-årig og blev senere berømt som komponist af klaverstykker. Han skrev også sange til klaverakkompagnement og orgelmusik samt orkesterværker.

Blandt Liszts mest kendte kompositioner er Matthæuspassionen, Liebestraum og Ungarsk Rapsodi.