TEST: Vivid Audio Kaya S12

Efter succesen med den kompakte gulvhøjttaler Kaya 90, som Vivid Audio på magisk vis formåede at få til at lyde, som om den var dobbelt så stor, har den britisk-sydrafrikanske producent udset sig en ny udfordring: Hvordan anvender man det samme koncept, som normalt behøver et meget større kabinet, i en lille kompakthøjttaler på bare 12 liter? Svaret er lige så enkelt, som det er brillant, men konstruktørerne har brugt lang tid på at regne sig frem til det.

Vivid Audio er gået videnskabeligt til værks i jagten på den perfekte højttaler. For at få lavest mulig forvrængning fra højttalerenhederne har man ønsket at fange energien fra bagsiden af højttalerenheden, så den ikke blander sig med det, der sker på fronten. Ved at kun fronten får lov at skabe lyd, som når frem til øret, sørger man for den absolut bedst mulige dynamik og det bedste udgangspunkt for ren lyd.

Eksponentielt smallere rør

I forbindelse med Vivid Audio har løsningen været at montere hvert  højttalerelement yderst i et eksponentielt smallere rør, som går bagud gennem kabinettet. At det er eksponentielt smallere, betyder, at det går gradvis indover, modsat et højttalerhorn.

Et højttalerhorn forstærker lyden fra en højttalermembran, ved at membranen arbejder i et kraftigt lufttryk inderst i hornet, hvorefter trykket gradvis aftager, efterhånden som lyden vandrer udover mod mundingen. I enden af hornet er den akustiske impedans bedst muligt tilpasset luftens impedans, så mindst mulig energi går tabt, når lyden forlader højttaleren og overgår til et nyt medium (luft). En meget større del af forstærkerens elektriske energi bliver forvandlet til bevægelsesenergi i luften.

Et eksponentielt smallere rør bag højttalerelementet fungerer omvendt. Efterhånden som lyden bevæger sig indover i røret, bliver lufttrykket større og større. Den mekaniske impedans øges tilsvarende, til den til slut er så langt fra luftens lave impedans, at meget lidt af energien lader sig overføre. Resultatet er, at lyden dør ud. Dermed kommer der stort set ingen lyd fra bagsiden af højttalerenheden, som kan ødelægge lyden fra forsiden. Resultatet er langt bedre timing og transientrespons.

Nautilus

Bowers & Wilkins benyttede samme princip i den legendariske Nautilus-højttaler og bruger det stadig til diskantelementerne i deres dyreste højttalere. Manden, der havde ansvaret for Nautilus-projektet, var Laurence Dickie, som senere skulle grundlægge Vivid Audio sammen med tidligere B&W-direktør Robert Trunz.

Den største udfordring med eksponentielt smallere rør er basfrekvenserne. Når bølgelængden øges, må længden på røret øges i takt. På Nautilus har man løst det ved at sno basrøret i sneglehusform. Deraf navnet. På de største Vivid-højttalere i Giya-serien har man i stedet ladet røret gå op gennem hele kabinettet og ud i toppen, hvorefter det snor sig bagover i en spiral og giver det specielle udseende.

Kabinetterne sætter begrænsninger

I den mindre Kaya-serie har man været nødt til at tænke kreativt. Højttalerne er nemlig ikke store nok til at løse det på denne måde. I de gulvstående Kaya-højttalere, for eksempel Kaya 90, som vi testede for to år siden, har man valgt at gemme røret på indersiden af kabinettet. Her foldes det bagud og rundt om sig selv for at spare plads. Røret bliver desuden eksponentielt smallere, så det kan gøres kortere.

De endnu mindre kompakthøjttalere Kaya S12 har krævet, at man går endnu mere radikalt til værks. Princippet er det samme som i Kaya 90, men i stedet for et langt, energiabsorberende rør har man brugt seks kortere rør, som er foldet indover langs hver sin akse på indersiden af kabinettet. Hvert rør har så kun brug for at absorbere en sjettedel af energien, så tilsammen udfører de et større rørs arbejde.

Det er afgørende at få den rigtige og symmetriske form på rørene, så energien absorberes, som hvis det kun var et eksponentielt smallere rør, der udførte arbejdet. Vivid Audio kalder konstruktionen for Omni-Absorber.

Ingen parallelle flader

Der er ingen parallelle flader på indersiden af kabinetterne, som har neutral mat metal som standardfarve, mens andre farver i den ønskede autolak koster ekstra. Den ydre overflade er kurvet på en måde, der gør den til en “uendelig baffel”. Dette forhindrer uønskede resonanser og diffraktioner – specielt i diskantfrekvenserne – når lydbølger bevæger sig langs overfladen på ydersiden af kabinettet.

Formen på kabinettet gør, at det hverken har brug for meget masse, tykkelse eller intern dæmpning. Det er derfor, Kaya S12 blot kan veje 8 kg pr. højttaler.

Elementerne

Alle højttalerelementerne har membraner af aluminium med opbrydningspunkt langt over delefrekvensen. Dette sørger for lavest mulig forvrængning i det fungerende frekvensområde. Og alle elementerne har som sagt hvert sit eksponentielt smallere rør, som absorberer energien fra bagsiden af membranen.

Alle elementer har også en overdimensioneret magnet for bedst mulig kontrol. En flukstæthet på over 1 tesla anses for meget, men i Vivid-højttalerne måler diskantmagneterne alene 2,4 tesla. Det er ekstremt! Alle komponenter er i øvrigt konstrueret og produceret af Vivid Audio.

Lyden af Vivid Audio Kaya S12

Da jeg fik lov at opleve højttalerteknologien i praksis med Kaya 90, tabte jeg nærmest kæben i chok og ærefrygt. Det var helt vanvittigt at høre musik gengivet så rent, rytmisk og vægtløst.

Og jeg kan heldigvis sige, at Kaya S12 giver stort set samme følelse. Især måden, de håndterer sangstemmer på, når de er tilsluttet den fabelagtige forstærker Devialet Expert 250 Pro, er vanedannende.

Nyindspilningen af Willie Nelsons klassiker “It’s Not Supposed to Be That Way”, denne gang som duet med Nathaniel Rateliff, lyder nøgen og følelsesladet. Rateliffs kraftige stemme breder sig i rummet med al sin klang, mens Willie Nelsons mere nasale stemme, som ofte kan true med at skære ved delefrekvensen, med S12 kun lyder naturlig og sprød.

Balladen handler om en sørgende og selvmedlidende hovedperson, som nægter at acceptere, at forholdet til den elskede er slut. Og dér i sofaen i testlokalet føler jeg med ham for hver slurk, når han drukner sine sorger.

Klassisk

Dette stereoperspektiv må da fungere fantastisk med klassisk musik? Og ja, det kan du tro.

Den britisk-bulgarske komponist Dobrinka Tabakova beviser sin duelighed på 2013-udgivelsen String Paths, med satsen Concerto for Violoncello and Strings. Delsats II, Longing, fylder rummet med følelsesladede strygere og fremkalder følelser af nostalgi og længsel. Strygerne breder sig ud over en stor scene fra bestemte, tilskrevne pladser. Her er ingen diffuse elementer, i stedet er hver byggeklods i lydbilledet konkret og distinkt. Mens tonerne danser på et tæppe af luft.

Og sikke en dynamik! Her får man fuld tænding, hver gang crescendopartierne når deres klimaks, og det uden nogen form for anstrengelse.

Usminket bas

Det, der er lidt uvant, er, at når bastonerne gengives så uforvrænget som her, får man heller ikke noget falsk indtryk af, at højttalerne går dybere, end de gør. Højttalere, som sminker og forstærker mellembasområdet, opfattes som mere voluminøse og kan dermed narre en til at tro, at de går dybere, end de gør. Men det er løgn, og det afsløres, når en kontrabas eller et flygel spiller i den dybeste oktav. Her hører man klart, at højttalerne er betonede, og illusionen brister.

45 Hz er faktisk ganske dybt, og det er imponerende dybt for en højttaler med indre mål på bare 12 liter. Men S12 har ikke samme fysik i dette område som sine gulvstående søskende, og selv om højttalerne har en god bas – ja, faktisk på grænsen til fantastisk bas – rent kvalitativt, er det svært ikke ønske sig endnu mere af dem.

Subwoofer?

Det kan virke mærkeligt at have lyst til at parre en højttaler, hvor man har arbejdet så ihærdigt med at gengive musikken så troværdigt, med en subwoofer. Men netop fordi højttalerne er så lineære og ærlige, er det også et godt udgangspunkt for at spille godt sammen med en ekstra bashøjttaler. Derfor kan det godt tænkes, at du efterhånden kan få lyst til at parre S12 med en sub.

For forsøgets skyld testede jeg med vores Procella P15-subwoofer med 2 x 15 tommers baselementer. Overkill, og ikke fintspillende nok til denne type hi-fi-kaliber. Men ved at tilføre den ekstra bundoktav får det gigantiske lydbillede en mere sort baggrund at stå op imod, og den tilfører en yderligere grad af dybdefølelse. Den ekstra bas bibringer desuden noget til fysikken.

Konkurrenter

Man kan ikke tale om en højttaler i denne prisklassen uden at nævne et par rivaler. For der er ingen tvivl om, at Audiovector R1 Arreté har meget at byde på som en fantastisk luftig og distinkt diskant. Og selv om heller ikke den har dybbas som sin største styrke, vil mange nok føle, at den er mere indbydende i basregisteret ved første gennemlytning.

Men Vivid Audio er endnu mere ærlig og har et endnu mere superfokuseret perspektiv på lydbilledet. Det udjævnes, når Audiovectorerne får jordkablet Freedom tilsluttet, men lydbilledet på S12 er fortsat en tand strammere skruet sammen. Jeg kan dog sagtens forstå dem, der foretrækker R1 Arreté, specielt ved lavere lydtryk.

Man må ikke glemme den silkebløde lyd fra Sonus faber Minima Amator II, som har en særlig magi, når vokalister er i centrum. Men de er ikke i nærheden af dynamikken i Kaya S12 og kommer til kort med større ensembler.

Jeg ville samtidig gerne have hørt 805 fra konkurrent og – tør jeg sige – stamfar Bowers & Wilkins, men prisen på den nyeste D4-model er steget så højt til vejrs, at den ikke er særlig relevant i denne forbindelse.

Konklusion

Når musikken fremstår så uanstrengt, opløst – og neutral – som med Vivid Audio Kaya S12, er det musikken, der bestemmer lyden. Ikke højttaleren.

De kunne minde om et par studiemonitorer, men samtidig kan jeg ikke huske at have hørt noget fra hverken Genelec, ATC eller Adam Audio, som tegner lydbilledet så stort op som her. På den anden side kan jeg ikke forestille mig, at en lydtekniker vil gøre andet end at hoppe af glæde, når han hører Kaya S12.

Dynamikken, opløsningen, ærligheden. Alt går op i en højere enhed. Det eneste, nogen kan savne her, er ægte dybbas. For selv om 45 Hz faktisk er ganske dybt, og du til dels kan få lidt ekstra bas ved at placere højttalerne nærmere bagvæggen, så sker der noget, når en subwoofer tilfører ekstra energi i bundoktaven. Så opstår der magi. Men så må også den have en høj kvalitet.