TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: JBL Live Buds 3

Det sikre valg til de fleste

JBL Live Buds 3 leverer alt det, de fleste kan ønske sig af et sæt trådløse hørepropper. Og etuiet tager stikket hjem.

Af / 26/01/2025 - 14:03
JBL Live Buds 3

Lyd & Billede mener

  • De lyder rigtig godt, og bassen er fyldig og varm. Den mest diskrete og kompakte af de tre Live 3-modeller. Touchskærmen på etuiet er en stor hjælp.
  • Prisen for den kompakte størrelse er en marginalt kortere batteritid.

Udbuddet af trådløse hørepropper er kolossalt, og JBL gør ikke valget simplere ved at tilbyde hele tre varianter af deres Live 3 premium-propper. JBL Live Buds 3 er den ‘klassiske’ høreprop, der sidder diskret helt inde i øret.

Propperne er forholdsvis små og ovale, med JBL’s logo i smagfuldt diskret udgave på hver høreprop.

Læs også Propper med styrepind En stav til mikrofonen giver lidt bedre tale – og gør det nemmere at vende propperne rigtigt.

Pasformen er fin, og propperne sidder stabilt i øregangen, når de først er vrikket på plads. Da de er så små, kan det være lidt svært at mærke helt præcis, om de vender rigtigt uden at tage et spejl til hjælp.

Parring med mobil eller computer begynder, så snart man åbner etuiet første gang. Det betyder, at man skal være opmærksom på, hvor de først registreres, hvis der er flere enheder i nærheden. Det er naturligvis muligt at gentage parringsritualet senere, men så må man lige tage manualen til hjælp for at finde metoden.

Etuiet klarer det meste

Betjening af helt trådløse hørepropper er ikke nemt. Der er af indlysende årsager ikke plads til andet end de simpleste kontroller på selve propperne, hvilket betyder et enkelt touchfelt. Og det er stort set umuligt at rette på propperne uden samtidig at komme til at slå ANC til eller fra, skifte musiknummer eller bestille en calzonepizza ved en fejltagelse.

Annonce
JBL Live Buds 3 3
(Foto: JBL)

Her kommer opladeetuiet ind som en nærmest perfekt løsning. Ud over at kunne oplade hørepropperne tre gange, hvilket giver op til 36 timers samlet spilletid med ANC slået til, så rummer etuiet også en touchskærm, hvor man kan styre alle de mest nyttige funktioner, såsom at skifte nummer, justere lydstyrken og skifte mellem ANC, omgivelseslyd (hvor man kan høre sine omgivelser, mens musikken fortsætter) og ‘TalkThru'(hvor musikken pauses, så man kan føre en samtale).

Kortfattet information

Skærmen på etuiet kan også vise beskeder og notifikationer fra mobilen. Det er fikst, men kun begrænset brugbart, da teksterne kun ruller over den lille skærm i det øjeblik, de modtages, og man kan ikke bladre tilbage.

Endelig har etuiet også nogle funktioner, der lidt ligner spild af god skærmplads: Skærmen kan bruges som lommelygte, men det kan enhver mobil gøre bedre. Og valg af menusprog kunne lige så godt foregå i app’en. Behovet for spontant at kunne skifte mellem engelsk og kinesisk tekst er kun en invitation til drillepinde og fummelfingre.

Læs også Hvis du ville have haft Airpods JBL Live Flex 3 er åbne hørepropper med ANC – ikke ulig et produkt fra Cupertino.

Etuiet kan både oplades med USB-C og trådløst.

Omfattende app

JBL Headphone-mobilapp’en er ganske enkelt blandt de bedste styre-apps til trådløse hovedtelefoner, jeg har set. Ikke blot er den virkelig omfattende, men de mange funktioner er nemme at finde rundt i.

Funktionen Check My Best Fit gør præcis, hvad den skal: Med en testtone afgør den på få sekunder, om hørepropperne sidder tæt nok i øregangen til at give en optimal frekvensgang i basområdet.

JBL Live Buds 3 2
(Foto: JBL)

Tester din hørelse

Funktionen Personi-Fi er virkelig smart – og også lidt skræmmende, da den tester brugerens hørelse og derefter prøver at korrigere lyden, så den passer til resultatet. Målingen sker ved hjælp af en række testsignaler ved forskellige frekvenser, der bliver svagere, indtil man angiver, at nu kan man ikke længere høre lyden.

Lyden efter Personi-Fi-målingen gav afgjort mere niveau i den højeste diskant, men jeg er ikke sikker på, at jeg er overbevist om, at det var mere tilfredsstillende. Jeg er dog helt overbevist om, at vi kommer til at se flere høreforbedrende funktioner i fremtiden. Og at grænserne mellem hovedtelefoner og høreapparater bliver mere diffuse.

Noget, der til gengæld umiddelbart kan høres som en forbedring, er muligheden for at skifte til den højopløste LDAC i stedet for den almindelige A2DP Bluetooth-protokol. Det giver hørbart renere og mere velopløst lyd – også i et par mellemklasse-hørepropper som JBL Live Buds 3.

Vælger man LDAC, giver man dog samtidig afkald på nogle af de andre lydfunktioner i app’en. Herunder rumlig lyd, der efterligner oplevelsen af at lytte til højttalere. Og også Adaptive EQ, der fungerer lidt i stil med den gammeldags loudness-funktion fra forstærkere ved at hæve bas og diskant, når der spilles ved lavere niveau.

Variabel støjreduktion

Støjreduktionen i JBL Live Buds 3 er variabel på flere måder. Man kan vælge at justere den manuelt på en skyder i app’en, eller man kan overlade det til hørepropperne at tilpasse graden af dæmpning til støjniveauet i omgivelserne.

Enhver automatisk støjreduktion vil uundgåeligt påvirke lydkvaliteten, og jo mere reduktion, desto mere går det ud over lyden af musikken. Derfor er der ingen grund til at bruge kraftig ANC i rolige omgivelser. Dette fungerede glimrende i praksis.

Lydkvaliteten

JBL Live Buds 3 er langt fra at være firmaets billigste model, men prisen er stadig på et niveau, hvor de fleste kan være med. Også på et lommepengebudget.

Og det er faktisk ret imponerende, hvad man får til prisen.

JBL Live Buds 3 1
(Foto: JBL)

Lyden er ren, og balancen mellem toneområderne er fin. Bassen er fyldig og passende tung, stemmer virker naturlige, og diskanten ret velopløst. Det er simpelthen helt efter bogen.

Ovenstående bedømmelse er baseret på den mest neutrale Studio-indstilling på equalizeren. Ønsker man tung bas i overmål, er der en Bass-indstilling til det. Og dertil en Extreme Bass, hvis det stadig ikke er tungt nok. Jeg oplevede ikke lige behovet, men man kan få det, som man vil. Og det er også muligt at lave sine helt personlige equalizer-kurver.

At jeg ikke har noget at udsætte på lyden af JBL Live Buds 3, betyder ikke, at de er de ultimative musikgengivere, og at al stræben efter naturlighed herefter ophører. Jeg har bestemt hørt trådløse hovedtelefoner, der afslørede flere tekniske detaljer i optagelsen, men for et par prisrimelige hørepropper, der skal give underholdning og fred fra omverdenen på turen, er alt, som det skal være.

Sammenlignet med de to andre udgaver af JBL Live 3 er Live Buds 3 nok den, der passer til de flestes behov.

I forhold til konkurrenter er udvalget gigantisk, og man får bedre støjreduktion hos for eksempel Sony WF-1000XM5, der dog er lidt dyrere. Kan man give en tredjedel mere, har Sennheiser Momentum True Wireless 4 bedre lyd. Ingen af disse har dog den virkelig praktiske touchskærm på ladeetuiet, som JBL har.

 

Konklusion

JBL Live Buds 3 er et glimrende bud på helt trådløse hørepropper i mellemprisklassen. Lyden er upåklagelig, hvis man ikke er villig til at gå til økonomiske yderligheder. App’en er blandt de bedste og mest omfattende på markedet. Og ladeetuiet, der samtidig fungerer som fjernbetjening, tager stikket hjem. Om det skal være disse eller en af de andre to versioner af Live 3-propperne er en smagssag, men Live Buds 3 vil nok ramme de flestes behov.

Karakter
JBL Live Buds 3
Premium

Også i denne test:

JBL Live Beam 3

JBL-propper med mikrofonstav

En stav til mikrofonen giver lidt bedre tale – og gør det nemmere at vende propperne rigtigt.

De lyder rigtig godt, og bassen er fyldig og varm. Stavformen hjælper både samtalelyden og tilpasningen i øret. Touchskærmen på etuiet er en stor hjælp.
De lyder rigtig godt, og bassen er fyldig og varm. Stavformen hjælper både samtalelyden og tilpasningen i øret. Touchskærmen på etuiet er en stor hjælp.
Læs hele testen

JBL Live Flex 3

Konkurrent til Apple AirPods

JBL Live Flex 3 er åbne hørepropper med ANC – ikke ulig et produkt fra Cupertino.

Sidder let og behageligt i øret. Lukker dig ikke inde i en akustisk boble. Touchskærmen på etuiet er en stor hjælp.
God bas i åbne propper er ikke muligt. Støjreduktionen kommer og går, som vinden blæser.
Læs hele testen
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Nytårstilbud 2025 - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 12 måneder!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

30% på LB+ Total i 6 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 6 måneder

54,- / mnd
49,- / for 1 måned
75.60,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer

Tyske hovedtelefoner med tabsfri lyd

Dyson-hovedtelefoner imponerer og skuffer

Styr udenom hørepropper fra Temu

Pi8: Den nye konge af trådløs lyd

Her er DALI’s bud på en hovedtelefon, du har råd til

AirPods har aldrig været bedre

Google kan godt lave hi-fi

De smarteste hørepropper fra JBL

Vi har testet de vildeste hovedtelefoner fra B&O

Her får du meget for pengene

Åbne er bare bedre – men også dyrere

Lukket design møder åben lyd