Det første, der slår mig ved Temu-propperne LifeBee BX29, er den imponerende batterilevetid: 15 timer fra propperne selv, og yderligere 75 timer fra etuiet. Det er næsten mistænkeligt meget til prisen.

Hørepropperne sidder behageligt i ørerne, og de bløde ørestropper sikrer, at de ikke falder ud. De markedsføres til træning med en IPX7-certificering. Hvilket betyder, at de skulle kunne tåle meget fugt.

Lyden af LifeBee BX29

Lydkvaliteten er et trin op fra Ankriyul, som også var fra Temu, men der er stadig lang vej til at kunne kalde dem gode. Lady Gagas stemme lyder tynd og skinger, mens bassen buldrer udefineret i baggrunden. Der er meget bas, men det er ikke godt. Den knivtynde mellemtone giver en spinkel lyd på sangstemmer.

Patricia Barbers “My Girl” giver et bedre indtryk af rummet i optagelsen, end hvad Ankriyul mestrer. Men også her lyder basguitaren meget ulden, selvom man i hvert fald kan høre strengene klirre mod gribebrættet. Stemmen har også fået nogle overtoner. Men at disse hørepropper lyder bedre end dem fra Ankriyul betyder ikke, at de er gode. Langt fra.

Samtalekvaliteten er desværre lige så dårlig her. Brugerens stemme lyder lukket og dårlig, og den alt for aggressive digitale støjreduktion arbejder så hårdt, at den sluger begyndelsen og slutningen af ​​ord.

Konklusion

LifeBee BX29 er faktisk et skridt op fra Ankriyul i17, men er stadig langt fra god nok. Ørestropperne giver en behagelig og sikker pasform, og batterilevetiden er imponerende nok. Men den skarpe diskant og buldrende bas gør, at disse ikke kan anbefales. Det nytter ikke at have strøm i 90 timer, når man ikke har lyst til at bruge dem.

Også i denne test: