De, der pakkede disse hovedtelefoner, må have haft det sjovt, og inden det lykkedes mig at frigøre OCX 685i fra holderen i kassen, havde jeg fået endnu et par grå hår … Fuldstændig unødvendigt. Men når det er sagt, så vil jeg gerne hylde et smukt og gennemtænkt design. De buer, du lægger rundt om øret, er vældig bløde, og det gælder om virkelig at få hørepropperne ind i øret, for at de ikke falder ud.

Sonys konstruktion er også lidt ledningsfyldt, men takket være at man selv regulerer ledningen, så vinder den over Sennheisers. Med hovedtelefonerne får du et etui til opbevaring, og det er altid et plus – selv om materialevalget ikke er lige så gennemtænkt til netop trænings-hovedtelefoner som hos en del af de andre i testen.

Mangler spilleglæde
Lydbilledet er meget neutralt og skiller sig ikke ud på nogen måde. Mellemregisteret gengiver stemmer naturtro, og her er der godt med rum i både top og bund, uden at det bliver for kedeligt eller for tungt. Trommer, elguitarer og ru stemmer spiller sammen på en måde, som giver mig fut i benene og gåsehud ned langs rygraden.

Jeg kører hele repertoiret af pop, rock, house, viser, klassisk og electro-pop, og der er kun at sige, at lyden er detaljeret og godkendt. Ikke for meget, ikke for lidt, bare meget moderat og neutralt. Kedelig og upersonligt vil nogen sige, afslappende og skønt mener andre.

Konklusion
Her er et par trænings-hovedtelefoner, hvis lydbillede ikke stritter i alle retninger. Velbalanceret, fuld af detaljer og tilpas afvejet i både top og bund. De kan blive lidt uengagerede og lidt kedelige efter et stykke tid, da den dér rigtige spilleglæde ikke indfinder sig. Om det er godt eller dårligt, er naturligvis en smagssag, men for mig havner det på minussiden. Bare du selv ved, hvad der passer dig, og hvis du er ude efter netop det lydbillede, bliver du ikke skuffet.

Pasformen er god, men forudsætter, at du får bøjlerne på plads og får hørepropperne ordentligt i øret, ellers risikerer du, at de falder ud.

Også i denne test: