Helix er ikke hovedtelefoner, der udstråler kvalitet, og de føles ret plasticagtige og spinkle. Specielt fæstet mellem ledningen og selve ørestykket føles om et svagt punkt, hvor jeg vil være lidt ekstra forsigtig, når jeg tilslutter dem. Et medfølgende etui havde ikke skadet.

Du fastgør hovedtelefonerne rundt om øret med en lille ørekrog, og selve hørepropperne, som du stopper ind i øret, kan roteres om deres egen akse, hvilket betyder god pasform for de fleste ører. Desværre savner Helix controller, så du kan skrue op og ned og skifte sang uden at finde din musikafspiller frem, men på den anden side kan man ikke forvente alt til den pris. De savner også fugtmembran (men klassificeres alligevel som trænings-hovedtelefoner), og det trækker ned, eftersom det kan være en ulempe, hvis du træner meget og sveder en del.

Altædende
Får du hovedtelefonerne til at sidde godt fast i øret, kan du regne med overraskende tryk og lyd. Bassen er fuldt godkendt, små detaljer i lydbilledet fremstår tydeligt, og her er der både rytme og tyngde på en balanceret måde. Mellemregisteret gør sit arbejde og leverer stemmer på behagelig vis.

Jeg fodrer dem med rock og pop. I Royal Republics “Tommy-Gun” sker der meget hele tiden, og Helix leverer med liv og lyst. Jeg skruer tempoet ned med Manda Diaos “Strövtåg i hembygden” fra pladen Infruset komponeret over Gustaf Frödings digte, og roen breder sig i kroppen.

Konklusion
Det her er formentlig testens største overraskelse. Rent kvalitetsmæssigt er der ikke meget at prale af – de er små og plasticagtige, og jeg savner desuden fugtmembran. Kontrolknapper på ledningen til håndtering af volumen og skift mellem sange havde også været ønskeligt. Men hovedtelefonerne bliver siddende under hele træningspasset, og lyden vil sandsynligvis ikke skuffe nogen – uanset hvilken genre man foretrækker. Har du et begrænset budget, og vil du være lidt forsigtig med dine hovedtelefoner, så kan jeg varmt anbefale Helix.

Også i denne test: