Hovedtelefoner bliver ved med at sælge som varmt brød, og en af de typer, der vokser mest, er hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Dem har vi testet ganske mange af. AKG N60 NC Wireless er on-ear hovedtelefoner med aktiv støjreduktion og trådløs forbindelse. De ligner til forveksling forgængeren N60 NC – bare uden kabel. De bløde ørepuder er i memory-skum, betrukket med kunstlæder ligesom hovedbøjlen. Alt er holdt i sort, bortset fra en forkromet krans om hver ørekop.
På den foregående udgave havde AKG valgt et ikke-standardiseret kabel til opladning. Nu er man heldigvis gået over til Micro USB, som næsten alle andre bruger. Det gør det let at låne en tilfældig mobiloplader og give hovedtelefonerne et skud energi på farten. I det lys gør det ikke noget, at brugstiden på en opladning er halveret. Og 15 timer rækker alligevel langt nok til at flyve næsten hvor som helst hen på planeten uden generende kabinestøj.
Betjeningen består af to vippeknapper, der henholdsvis styrer tænd/sluk/Bluetooth-parring og skift mellem numre. To små trykknapper skruer op og ned for lydstyrken. En 3,5 mm minijack-indgang gør det muligt at bruge kabel, hvis batteriet løber tør, eller trådløs forbindelse er forbudt på flyturen (nogle flyselskaber tror stadig, at en enkelt Bluetooth-sender kan udløse en flykatastrofe). Der er indbygget mikrofon til mobilopkald.
Lyden af AKG N60NC Wireless
Vi testede N60 NC (med kabel) sidste år, og den eneste større forskel på de to versioner ser ud til at være trådløsheden. Lydsignaturen i hvert fald uændret. Vi har at gøre med behagelige og velafbalancerede hovedtelefoner med et nært og intenst lydbillede og en stram bas. Vi har hørt mere detaljerede hovedtelefoner – også til prisen. Men kun få, der samtidig tilbød elektronisk støjreduktion og Bluetooth-forbindelse.
Støjreduktion er et tveægget sværd: Man slipper for, at musikken drukner i larm, men der ryger altid lidt mere end bare støjen med, når lyden fra omgivelserne fjernes med et digitalt beregnet modfasesignal. AKG’s støjreduktion er blandt de mest skånsomme. Den er til gengæld heller ikke blandt de mest effektive, så man er ikke i samme grad isoleret fra virkeligheden som med f.eks. Bose QuietComfort 35 og Beoplay H9, der dog begge er tungere og dyrere.
Da ørekopperne sidder på ørerne i stedet for at omslutte dem, er isoleringen heller ikke helt tæt. Og når man f.eks. bevæger kæben, kan man høre lyd slippe ind.
Konklusion
AKG N60 NC Wireless er en naturlig opfølgning, der føjer trådløshed til sidste års udmærkede model. Det gør dem på ingen måde ringere. Så har du brug for fred og musik på rejsen, er de ét blandt mange glimrende bud i den stadig mere populære klasse af støjdæmpende hovedtelefoner uden kabel. Funktionsmæssigt klarer de sig fint i feltet, og prisen og størrelsen er attraktiv. Man kan få bedre lyd og bedre støjreduktion, men det koster et bundt hundredkronesedler mere.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer