Det er på en måde lidt synd for AKG. Det oprindeligt østrigske firma, som siden 90’erne har været en del af Harman, var i en årrække synonymt med især professionel lyd af meget høj kvalitet, og firmaet vandt i 2010 sågar en teknisk Grammy for sit mangeårige arbejde med perfektionering af studielyd.
Men siden 2017, hvor Samsung overtog Harman og dermed også AKG, har vi ikke hørt voldsomt meget nyt fra det prisbelønnede mærke. Specielt ikke når det drejer sig om produkter til den almindelige forbruger. For et par år siden testede vi de lukkede over-ear hovedtelefoner AKG K550 MKIII, men ellers har der været total radiotavshed fra AKG med undtagelse af et par dyre produkter i den absolutte high-end-klasse. Og i mellemtiden er AKG’s hovedkontor i Wien blevet lukket ned og flyttet til Californien.
Nu er Samsung-ejede AKG så endelig på banen igen med et sæt hovedtelefoner til folk flest. Der er tale om trådløse hovedtelefoner med aktiv støjreduktion i samme prisklasse som referencemodellen Sony WH-1000XM3 og selvfølgelig Noise Cancelling Headphones 700 fra Bose, den tidligere konge af støjreduktion.
AKG’s og dermed Samsungs udfordring er selvfølgelig, at netop produkterne fra Sony og Bose, men også konkurrenter fra andre firmaer som Apple-ejede Beats og danske B&O, allerede fylder så meget i kundernes bevidsthed. Ikke mindst førnævnte Sony WH-1000XM3, der efter vores mening stadig er de bedste støjreducerende trådløse hovedtelefoner på markedet, selv om de efterhånden har et par år på bagen.
Noget for sig selv
Men allerede ved første øjekast er det tydeligt, at Samsung og AKG har et par gode ideer til at skille sig ud med N700NCM2, som er navnet på firmaets støjreducerende trådløse hovedtelefoner.
Designet er slankt og elegant, og de sorte hovedtelefoner er fremstillet i aluminium og hård plast, hvilket giver en virkelig lækker kvalitetsfølelse af robusthed. Bøjlen er alligevel fleksibel (dog uden at knirke, når den bevæges), og ørepuderne er relativt smalle. De dækker ørerne helt fint, men man har ikke oplevelsen af, at ørerne bliver opslugt.
Med i pakken følger et kabel, så man ikke er tvunget til at bruge hovedtelefonerne via Bluetooth, samt en flyadapter, så N700NCM2 også kan bruges til at høre musik og se film på flyenes egne inflight entertainment-systemer, hvis man er på rejse. Lækker lille detalje.
Uden dikkedarer
Hvis man ikke bruger det medfølgende kabel (duh!), forbindes hovedtelefonerne let og ligetil med mobilen, tablet’en eller computeren via Bluetooth, og man kan så downloade AKG’s egen Headphone-app til at finjustere sin brugeroplevelse.
App’en er dejlig fri for dikkedarer. Den indeholder en EQ, så man kan justere lyden efter sine egne præferencer samt tænde og slukke for indstillingerne Ambient Aware og TalkThru, der gør det muligt for brugeren at høre, hvad der foregår omkring ham eller hende, samt tale med andre uden at tage hovedtelefonerne af.
Selve den aktive støjreduktion kan man også tænde og slukke for via app’en, mens det ikke er muligt at finindstille hverken graden af støjdæmpning, eller hvor meget lyd fra omgivelserne der får lov til at slippe igennem, når Ambient Aware eller TalkThru er aktiveret.
Hvis man er vant til Sony WH-1000XM3 og Sonys Headphones-app, der byder på et hav af indstillingsmuligheder, vil man muligvis opleve AKG’s app som begrænsende, men vi synes, det er fint og særdeles befordrende for brugervenligheden, at AKG har valgt at fokusere på få, vigtige funktioner i deres app.
Mindre påtrængende, mere reserveret
Mest af alt er fokus selvfølgelig på den gode lyd, og også her skiller AKG N700CM2 sig ud fra mængden. Lad det være sagt med det samme, at Sony WH-1000XM3 rent lydmæssigt stadig er vores foretrukne støjreducerende hovedtelefoner, men hvis man har lyst til en lidt anden oplevelse, er AKG N700NCM2 et fremragende alternativ.
Vi har lyttet til et væld af numre fra forskellige musikgenrer samt set film og talt i telefon. Alt sammen med AKG’s hovedtelefoner på ørerne. Musikudvalget har været bredt for at udfordre hovedtelefonerne så meget som muligt, så der er både blevet konsumeret heavy metal fra Korn og Rammstein, industrial og alternativ rock fra A Perfect Circle, Gary Numan og Nine Inch Nails, pop og blues fra Freya Ridings og Leonard Cohen og jazz fra soundtracket til TV-serien Babylon Berlin af Moka Efti Orchestra.
Det samlede indtryk er mere end positivt. AKG’s hovedtelefoner leverer en lyd, som er lidt mere tør og reserveret, end hvad vi kender fra Sony WH-1000XM3. Lydbilledet fylder knap så meget i hovedet, men er netop af den grund meget tilgængeligt.
Bassen er dyb, men alligevel diskret og klar. Det giver plads til både mellemtone og diskant, hvilket bl.a. gør numre uden så meget instrumentalisering meget nærværende, fordi stemmen får lov til at være i centrum. Det var især tydeligt og nærmest rørende ved lytningen af Leonard Cohens “You Want It Darker” og nummeret “Crocodile Blues” med Moka Efti Orchestra, som er ét langt samspil mellem akustisk bas, trompet og en hæs mandestemme.
Støjreduktionen er effektiv, men ikke så påtrængende, at man får fornemmelsen af at gå rundt med hovedet i en osteklokke, hvilket også er befordrende for samtalekvaliteten, hvis man bruger AKG N700NCM2 som headset, når mobilen ringer.
Ingen aptX
Vi kommer dog ikke uden om at dryppe en smule malurt i bægeret. For selv om AKG’s hovedtelefoner sagtens kan konkurrere med de bedste støjreducerende konkurrenter på markedet, så understøtter de ikke aptX-codec’en, hvilket måske gør dem mindre interessante for Android-brugere (iPhone understøtter slet ikke aptX), der gerne vil streame musik i den absolut højeste opløsning fra deres smartphone.
I stedet for aptX bruger AKG’s hovedtelefoner dog Samsungs egen Samsung Scalable codec, som vi også kender fra Samsung Galaxy Buds. Det gør det dog tvivlsomt, om andre Android-telefoner end Samsungs modeller kan levere højopløst lyd til AKG N700NCM2.
En anden udfordring er, at bøjlen klemmer mod hovedet. Spørgsmålet er derfor, om det er til at holde ud at sidde med hovedtelefonerne på ørerne i længere tid ad gangen, f.eks. på en lang flyvetur til Asien eller USA. Det har vi ikke haft mulighed for at prøve i praksis. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor stort et hoved man har. Vi råder bare til, at man lige prøver dem på sit eget hoved, før man køber.
Konklusion
AKG N700NCM2 tilbyder et godt alternativ til de førende støjreducerende hovedtelefoner fra Sony og Bose. Lydbilledet er mere reserveret og behersket, og støjreduktionen er mindre påtrængende, men alligevel er lydkvaliteten klart på niveau med det, de bedste konkurrenter kan tilbyde.
Nogle brugere vil savne mulighed for at finjustere i den medfølgende app, mens andre vil savne aptX. Man skal også lige passe på, om hovedtelefonerne sidder behageligt.
Men for de fleste er AKG N700NCM2 et anbefalelsesværdigt godt produkt, som vi f.eks. ikke tøver med at foretrække frem for Bose Noise Cancelling Headphones 700.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer