TEST: Audeze LCD-5

Jeg er for længst holdt op med at tænke på det som vanvid, når jeg hører om nogen, der lægger mange tusind kroner for et par hovedtelefoner. Som man er nødt til, hvis man vil have et par Audeze LCD-5.

Jeg er faktisk selv blevet ramt af denne bacille og er vel på en måde inhabil. Men lyd er en lidenskab, og faktum er, at man godt kan glemme at få lige så god lyd fra et par højttalere – næsten uanset hvor meget de koster – som fra de bedste hovedtelefoner. Selv om jeg også elsker gode højttalere, bare så det er sagt.

Det er ikke nødvendigvis højttalernes skyld, men snarere det rum, de står i, for rummet forringer lyden en hel del. Lydbølger reflekteres frem og tilbage, der dannes ekkoer og tidsforvrængninger, og desuden farves selve frekvensresponsen, idet der lægges til og trækkes fra her og dér. Resultatet er, at lyden fra selv verdens bedste højttalere bliver en skygge af sig selv.

Fjern rummet med hovedtelefoner

Med hovedtelefoner eliminerer man problemerne med rummet. Et par hørebøffer forbinder dig simpelthen mere direkte med musikken. En af de få ulemper ved hovedtelefoner er til gengæld, at man ikke kan dele musikken med andre. Men lad os se det i øjnene: Ægte musikalsk glæde nydes bedst alene.

Der er også en anden ulempe, som det er sværere at gøre noget ved, nemlig at hovedtelefoner ikke lader dig mærke vibrationerne i kroppen. Medmindre du er villig til at montere en ButtKicker under sædet …

High-end med planmagneter

Med de åbne LCD-5 har amerikanske Audeze sat sig for at lave de bedste hovedtelefoner, de kan, som samtidig er komfortable nok til, at man kan have dem på dagen lang. Og det er ikke kun vigtigt for musikelskere, men også for dem, der arbejder med lyd og musik hele dagen.

Som alle Audeze-hovedtelefoner er de planmagnetiske. Sådan nogle adskiller sig fra almindelige, dynamiske hovedtelefoner ved at bruge en tynd folie ophængt mellem to magneter, hvor folien vibrerer med det elektriske signal og producerer lyd.

Til sammenligning har dynamiske hovedtelefoner drivere med en meget tungere membran, med mindre overflade, men til gengæld meget længere slaglængde. Dynamiske hovedtelefoner har ofte – men ikke altid – kraftigere bas og kan tåle højere lydtryk, mens planmagneter har fordelen af en meget hurtigere transientrespons og ofte lavere forvrængning – indtil de bliver overbelastet.

Planmagneter minder en del om elektrostatpaneler, bortset fra at de ikke kræver ekstern strøm for at blive aktiveret. Det er nok med magneterne kombineret med det elektriske musiksignal, der kommer ud af hovedtelefonstikket.

Skrumpet topmodel

Planmagneter var længe eksotiske og meget dyrere end dynamiske drivere, men nu kan man få nøgternt prissatte hovedtelefoner med dette princip. Audeze LCD-5 er dog ikke blandt dem. Her får tusindkronesedlerne nemlig ben at gå på …

Hvis man synes, at fem tusind kroner er mange penge for et par hovedtelefoner, kan man prøve at gange det med syv. Så meget koster LCD-5 faktisk, for her har Audeze kastet sig ind i kampen om at lave “verdens bedste hovedtelefoner”.

Håndlavede

LCD-5, der erstatter LCD-4, er håndlavede hele vejen igennem. Da jeg første gang så den nye model på billeder, tænkte jeg ikke så meget over udseendet; det mindede meget om, hvad vi er vant til fra Audeze: Tykke ørepuder og de kategoriske metalslidser uden på ørekopperne med et A-formet mønster i midten. A for Audeze, selvfølgelig.

Men da jeg endelig fik LCD-5 ind til test og åbnede den lækre, sorte metalkuffert, slog det mig, hvor meget mindre de er end andre modeller i LCD-serien. For mens LCD-4 var massive og tyngede hovedet ned med en vægt på hele 735 gram – uden kabel – er LCD-5 meget mere kompakte.

Vægten er skåret ned med mere end 40 procent, til 420 gram! Og ørepuderne, som stadig er tykke og gode i den retning, der tæller, har en meget mindre ydre omkreds. Der er stadig plads til hele øret indeni, men det er en væsentlig tyndere væg, der omkranser øret.

LCD-5 har helt nyudviklede ørepuder i læder, hovedbøjlen af kulfiber skal give optimal dæmpning, og husene i magnesium skal give optimal stivhed i forhold til vægten. Også kablet er nyt og lavet af kobber med meget høj renhed.

Har brug for en god forstærker

Audeze LCD-5 har en impedans på meget lave 14 ohm. Det betyder, at de bør kobles til en forstærker med lav udgangsimpedans – gerne ned til eller endda under 1 ohm – for at undgå forvrængning.

Hovedtelefoner med lav impedans har også større udbytte af at adskille venstre og højre kanal med jordforbindelse gennem et balanceret kabel. Man kan derfor i højere grad opleve at høre forskel på et balanceret og et ubalanceret kabel med LCD-5 end med hovedtelefoner med højere impedans. Hvis man vil have et balanceret XLR-kabel, kan det købes separat.

Desuden har LCD-5 lav følsomhed. Kun 90 dB med 1 mW. Det betyder, at de billigere LCD-X’s party-trick, nemlig at de let kan drives selv fra hovedtelefonudgangen på en strømsvag laptop, ikke gælder her. Nej, LCD-5 har brug for en ordentlig forstærker for at vækkes til live.

Disse forstærkere brugte vi

I det meste af testperioden har jeg testet LCD-5 med den (desværre) udgåede hovedtelefonforstærker Auralic Taurus, DAC’en Hegel HD30 og en MacBook Pro med Roon som signalkilde.

Derudover har hovedtelefonerne prøvet sig med Burson Soloist 3X Grand Tourer (test på vej) og T+A HA 200, som var den, jeg hyggede mig allermest med, men den er så også vanvittig dyr. Desuden havde jeg en øh… interessant oplevelse med McIntosh MHA200.

Superneutral silkelyd

Da jeg første gang tog Audeze LCD-5 på, tænkte jeg: “Sikke da nogle lette hovedtelefoner!”

Nu er 420 gram pænt meget sammenlignet med typiske trådløse hovedtelefoner, hvis man er vant til sådan nogle. Men de føles ikke spor tunge, og i forhold til LCD-X og også LCD-2C er det her noget helt andet. De tynger slet ikke på hovedet! De er superbehagelige, samtidig med at de sidder godt fast, når man headbanger til sin yndlingsmusik. Og det gør man jo!

Den nævnte Auralic Taurus er min egen og derfor selvfølgelig den forstærker, jeg bruger mest. Den kan tackle næsten alt, hvad der bliver smidt efter den, og LCD-5 er ingen undtagelse. Faktisk viste det sig at være en rigtig god kombination. Og for pokker, sikke en mellemtone!

Till Brönners trompet på hans og Dieter Ilgs Leonard Cohen-cover “A Thousand Kisses Deep” har et nærvær, som jeg nærmest ikke har hørt før, mens den lækre klirren af strengene på Ilgs kontrabas slår igennem, samtidig med at man hele tiden er opmærksom på baggrunden, hvor man kan høre musikerne trække vejret og snøfte på god afstand af mikrofonerne.

Det hele bliver endnu klarere – omend måske ikke helt så dynamisk sprudlende – med T+A HA 200. Det er med den, hovedtelefonerne blomstrer allermest, og man kan virkelig høre hver en lille detalje i toppen, mens undertonerne i basregistret sanses som verdens største selvfølge.

Fungerer dårligt med McIntosh

Interessant nok fungerer LCD-5 derimod ikke særlig godt med McIntosh MHA200. Faktisk går det ret dårligt. Den har en indstilling fra 32 og op til 600 ohm belastning. Men McIntosh har glemt hovedtelefoner med lavere impedans, såsom disse.

Sat til 32 ohm har den bedre kontrol, end når den er sat til højere impedans, da der lægges et større og større låg på overtonerne, efterhånden som man går op til 100, 250 og 600 ohm. Lyden bliver ikke bare indelukket, men også decideret forvrænget.

Sat til 32 ohm er problemet ikke nær så stort; det må siges at lyde okay. Men det er ikke “okay”, man sigter efter, når man bruger 35.000 kroner på et par hovedtelefoner! Med McIntosh får man testet impedansteorien i praksis, og den viser sig at holde. Hvilket McIntosh MHA200 ikke gør. Ikke med disse hovedtelefoner.

Derimod fungerer det væsentlig bedre med Burson-forstærkeren, som jeg vil hævde har bedre opløsning end Taurus, samtidig med at den har endnu mere effekt (6 watt mod Taurus’ 4,5 watt i 32 ohm).

T+A HA 200 opleves subjektivt som samme boldgade, men T+A har ikke oplyst udgangseffekten. En 100 watt strømforsyning fortæller dog sin egen historie. Og HA 200  er i en liga for sig, når det gælder opløsning og detaljer, uden at noget virker anstrengt. Bare musikalsk. Og LCD-5 formår at få det hele frem i lyset.

Findes der noget bedre?

At beskrive lyden fra LCD-5 er både nemt og svært på samme tid. Den opleves nemlig som meget neutral. Så neutral, at en lydtekniker nemt kan tage dem på og straks genkende det stykke, han eller hun har mikset lyden til. Hvis de studiemonitors, vedkommende har brugt, ellers har gjort deres arbejde.

Men samtidig er der noget mere her. Noget X-factor. At tale om stilheden mellem tonerne er måske en kliché, men med LCD-5 er det i højeste grad relevant. For der er så meget kontrol over enhver mikrotransient, at man bliver taget med på en musikalsk rejse, fra det øjeblik man tager hovedtelefonerne på, til man tager dem af igen – som regel flere timer senere. For de er så behagelige, at man glemmer tid og sted.

Sammenligninger

For nylig lavede jeg en duel mellem Audeze LCD-X og HiFiMAN Arya. De er begge to high-end-hovedtelefoner, men koster under en tredjedel af LCD-5. Og selv om begge er fantastiske, så vækkes følelserne på en anden måde her. Jeg sidder nærmest og er ved at græde, når jeg hører “Longing” fra komponisten Dobrinka Tabakovas Concerto for Cello & Strings.

T+A Solitaire P (test på vej) er et andet par planmagnetiske hovedtelefoner til omtrent samme pris. De er væsentlig tungere og sidder løsere, så her er man nødt til at sidde mere stille.

Lydbilledet fra Solitaire P er varmere og mere fyldigt, med et noget mere tilbagelænet overtoneområde. Uden at man mangler luft; det er bare en anden måde at præsentere lyden på. Mere som et par high-end-højttalere i et lydbehandlet rum, med en blødere og mere cremet lyd.

LCD-5 er mere neutrale – hvilket lydteknikere vil sætte pris på, men også musikelskere, der vil have lyden usminket og lige på.

Audeze mod Stax

Jeg tror, de hovedtelefoner, der er mest relevante at sammenligne med, er Stax SR-009s. Klangkarakteren ligner meget, i og med at de begge opleves som neutrale. Samtidig har de også den magiske X-faktor.

SR-009s er endnu mere fjerlette i deres gengivelse af musik og rytmer, og opleves som mere gennemsigtige – nærmest spøgelsesagtige – i præsentationen. Men den forstærker, jeg testede dem med i sin tid, nemlig Stax’ egen T8000, er ikke helt kraftig nok til at få tyngden i rytmerne frem ved høj volumen. Man er ikke så frit stillet til at shoppe rundt efter sin yndlingsforstærker med elektrostater, da de kræver ret meget.

Jeg har set folk på nettet sige, at Audiovalve Luminare og Mjölnir KGSSHV gør underværker med Stax SR-009s, men det har jeg ikke selv haft mulighed for at tjekke.

Så umiddelbart synes jeg, at LCD-5 er et par mere omgængelige hovedtelefoner, som passer til flere forstærkere. Man behøver bare en forstærker med kræfter nok, som også er stabil ved lav impedans. Ja, faktisk fungerer de også godt med FiiO K9 Pro til en femtedel af hovedtelefonernes pris. Det er ikke helt i samme liga som med de dyrere forstærkere, men meget tæt på! Det vender vi tilbage til i en separat test af FiiO’en.

Konklusion

Før du affejer et par hovedtelefoner til 35.000 kroner som det glade vanvid, bør du forkæle dine ører med rent faktisk at lytte til Audeze LCD-5. De lyder så fantastisk, at de overgår næsten alt andet.

Der findes fabelagtige high-end-hovedtelefoner til den halve pris, og nogle af dem kan også udfordre LCD-5 på enkelte punkter. Men ikke hvis man tager bærekomforten med i betragtning. For de tynger næsten ikke på hovedet, samtidig med at de sidder stramt nok til, at man kan headbange til sin yndlingsmetal, hvis det er dét, man vil. Hvilke andre high-end-hovedtelefoner kan man det med?

Der er bare lige et par ting, man skal være opmærksom på: Den lave impedans kræver en stabil forstærker med lav udgangsimpedans. Og desuden gør den moderate følsomhed, at man kan få en ret negativ oplevelse, hvis forstærkeren ikke har effekt nok. Så man kan godt glemme at drive dem direkte fra MacBook’en.