Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: AudioQuest NightHawk

Loyal musikgengiver

Med disse hovedtelefoner får du lyst til at høre album efter album uden at tænke på andet end musikken.

Skrevet af / 11/05/2016 - 06:00
AudioQuest NightHawk
John Alex Hvidlykke

AudioQuest er først og fremmest kendt for deres kabler. Virksomheden har leveret højttaler- og signalkabler siden 1980, og deres produkter sælges i mere end 60 lande. Men AudioQuest har de senere år udvidet forretningen til også at omfatte DAC’er, strømfiltre og senest hovedtelefoner. Noget, der ligner et klogt træk i en verden, hvor trådløse aktive højttalere uden behov for hverken signal- eller højttalerkabler vinder stærkt frem.

NightHawk er AudioQuests debut som hovedtelefonproducent. Der er tale om en stor over-ear model til seriøs hjemmebrug. Ørekopperne er støbt i en træfibermasse kaldet liquid wood, og ørepuderne er ultra-bløde. For at isolere ørekopperne fra forstyrrelser er de ophængt i gummisnore på samme måde som klassiske studiemikrofoner.

At vi er i den eksklusive ende af markedet, ses også ved, at hovedtelefonerne leveres i en stor, lækker kunstlæderhåndtaske, som alene må have kostet mere end et sæt budgethovedtelefoner.

 

Højttalerkabler i miniformat

Der medfølger to kabler til AudioQuest NightHawk; begge er lange og i lækker kvalitet – hvad man også kunne forvente af verdens største producent af hi-fi-kabler. Kablet er en letvægtsudgave af firmaets eget Castle Rock-højttalerkabel.

Det ene kabel er udstyret med 3,5 mm stereo mini-jack, mens det andet er beregnet til balanceret tilslutning, hvis du har en hovedtelefonforstærker, der understøtter dette. Der medfølger desuden en adapter til ¼ tommes stereo-jack tilslutning. Alle stik er forsølvede – ikke forgyldte – og det hele er lavet i såkaldt PSC+ (Perfect Surface Copper+).

Ingen af kablerne har kontrol/mikrofon, og NightHawk er ikke hovedtelefoner til at tage med på joggingturen!

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

 

Bygget som minihøjttalere

Hjertet i NightHawk, driverne, er på 50 mm. Membranerne er i biocellulose – et materiale, som skulle give mindre forvrængning pga. opbrydning og interne resonanser end f.eks. mylar, der bruges i mange hovedtelefoner. Driverne har gummiophæng, ligesom man ser på dynamiske højttaler-elementer. Det skulle give en bedre dæmpning af interne resonanser, sammenlignet med typiske hovedtelefon-drivere, hvor membranen er fastgjort uden ophæng.

Magnesystemet er udformet, så magnetstyrken er størst i yderområderne af membranens bevægelse, hvilket skal give en mere præcis bevægelse og dermed lavere forvrængning.

Selv gitteret, der beskytter bagsiden af driveren i den halvåbne konstruktion, er udformet for mindst mulig forvrængning. Det er 3D-printet med en struktur, der minder om vævet stof. Målet er at give luften fri passage og undgå refleksioner.

Frekvensområdet på NightHawk er ikke oplyst, og det er der ifølge AudioQuest en god grund til, da tallene kun afdækker en lille flig af sandheden, og det i øvrigt er stærkt påvirkeligt af ørets form. På firmaets hjemmeside kan man læse en lang og grundig forklaring på, hvordan frekvensgangen på mange hovedtelefoner ligner et bjerglandskab, og hvordan overdrevet diskantgengivelse kan give indtryk af, at hovedtelefonerne er mere detaljeafslørende, end de egentlig er.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

 

Loyale over for din yndlingsmusik

NightHawk er dyre hovedtelefoner, der bør parres med et kostbart anlæg (de kan dog også godt fungere med en smartphone, men her kan DAC og analogdel blive det svage led). De er dog ikke et koldt og kynisk analyseredskab til studiebrug.

Ved første ørekast virker lyden faktisk lidt kedelig. Hvor er den afgrundsdybe bas og den afslørende diskant, som jeg har betalt i dyre domme for? Når forventningspresset har lagt sig lidt, finder man dog ud af, at kvaliteten er der. Den er bare meget diskret. Når Diana Kralls trommeslager masserer lilletrommeskindet med sine whiskers på “Prairie Lullaby”, kan man høre hvert et børstehår (på mindre deltaljerede hovedtelefoner lyder det som sandpapir, der køres rundt i havregrød). Og man kan tydeligt høre forskel på hver tone på en kontrabas og ikke mindst forskel på akustisk bas og elbas.

Nuanceringen er i den grad på plads, og alle toneområder gengives afslappet og uden ansats til betoning eller pressethed.

NightHawk er beregnet til musiklytning. Og det gør de godt. Man kan sidde med dem på hovedet i timevis og bare have det hyggeligt med at spille det ene album efter det andet. Gengivet loyalt og behageligt. Hvis målet derimod er kirurgisk udpensling af hver en mikrodetalje, skal man kigge i en anden retning. F.eks. Sony MDR-Z7 eller i ekstreme tilfælde de langt dyrere Pioneer Se-Master1 og Stax SRS-4170.

 

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Konklusion

AudioQuest NightHawk er en flot entré i hovedtelefonverdenen, som der er al mulig grund til at tage seriøst. Med deres tilbagelænede lyd og fysiske opbygning er de ikke egnet til monitorbrug eller pendling, men først og fremmest til at sidde ned og slappe af med at høre musik. Noget, som man i det hele taget burde gøre mere. Det er en fornøjelse at sætte dem på hovedet og lukke op for sin yndlingsmusik.

Af hovedtelefoner i den tunge ende at være er de meget lette. At de også ser godt ud og kan bruges med balancerede hovedtelefonforstærkere, er ekstra plusser i regnestykket.

Lyd & Billede mener

Lækkert design og en behagelig, velafbalanceret gengivelse, der får det bedste frem i musikken. Balanceret tilslutning. Kan kun bruges i hjemmet. Hvis du savner et iskoldt analyseredskab, skal du lede andetsteds.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Propper med fjernsyn

Scroll to Top