TEST: Bang & Olufsen Beoplay H95

I kampen om at lave de bedste støjreducerende hovedtelefoner er det nærmest umuligt at holde styr på, hvor mange producenter der placerer sig i prisklassen omkring 2.500 kroner. Derfor er det både forfriskende og hårrejsende, at Bang & Olufsen fejrer deres 95 års jubilæum med high-end-modellen Beoplay H95 – til 6.000 kroner! Det er omtrent det dobbelte af, hvad konkurrenterne kræver for deres bedste støjdræbere!

Man kan godt få den tanke, at de har røget noget sjovt hos B&O, men for at være helt ærlig, så har jeg drømt om et par ordentlige high-end hovedtelefoner med støjreduktion. Hvorfor er det kun de kabelfrelste med seriøse hovedtelefonforstærkere, der skal have det sjovt? Hidtil har det været sådan, at man måtte vælge imellem den bedste lyd (Shure Aonic 50, Beyerdynamic Lagoon ANC) eller den bedste støjreduktion (Sony WH-1000XM4).

Før i tiden havde vi høje forventninger, hver gang Bang & Olufsen lancerede nye hovedtelefoner, men selv om de har gjort meget rigtigt, har de forskellige varianter af Beoplay H9 ikke været særlig intuitive, de har haft få indstillingsmuligheder til selve støjreduktionen, og de har heller ikke kunnet spille højt nok. Derfor håber vi, at B&O er gået hele vejen denne gang …

 

Byggekvalitet og brugervenlighed

Hvad får man så, når man fordobler budgettet med Beoplay H95? Jo, først og fremmest er byggekvaliteten i særklasse. Rammen og ørekopperne i aluminium føles solide uden at lægge meget til vægten. Og etuiet, der ligeledes er af aluminium, er af yderst tillidsvækkende kvalitet. Den mangler bare et bærehåndtag. Den opgivne batterilevetid på 38 timer med støjreduktionen aktiveret er nærmest sensationel.

Ørepuderne er blandt de mest behagelige, jeg har haft på hovedet. De sidder fast med magneter og er dermed let aftagelige og skjuler et par skråtstillede 40 mm drivere.

Magnetfæsterne gør det lettere at rengøre ørepuderne og også at skifte dem ud, hvis de bliver slidt over tid. I high-end-klassen er der mange brugere, som gerne vil kunne trimme deres hovedtelefoner med tredjeparts-ørepuder. F.eks. i velour.

Lydstyrken indstilles på et separat hjul på højre ørekop. Det tager to sekunder at vænne sig til og er en meget mere brugervenlig måde at justere volumen på end de fleste andre metoder. Desuden er det intet slør på hjulet!

På venstre ørekop er der et tilsvarende hjul, som styrer støjbehandlingen. Drej det bagud, og støjreduktionen slås til. Den øges, jo mere hjulet drejes, indtil man hører en lyd, der indikerer, at reduktionen er på maksimalt niveau.

Drej den modsatte vej, og man hører først en lyd, der indikerer, at man er i neutral tilstand, før hovedtelefonerne begynder at lukke omgivelseslyd ind. Drej helt frem, og man får en lysere lyd, som indikerer, at man får maksimal omgivelseslyd ind.

Lige netop dette hjul er ikke så intuitivt, da man med undtagelse af lyden, der tilkendegiver neutral tilstand, ikke får nogen feedback mellem yderpunkterne. Det skal dog siges, at jeg personligt aldrig gør noget halvvejs alligevel, og hvis man vil have støjindstillingerne et sted midtimellem, kan man få fuldt overblik i mobil-app’en.

Lydindstillinger

Der er flere lydindstillinger at vælge imellem, hvor Optimal er den lyd, Bang & Olufsen har forhåndsvalgt. Ellers kan man vælge mere eller mindre intuitive klangsignaturer som Commute, Clear, Workout og Podcast. Sidstnævnte fjerner bas for at forstærke tale, mens Workout skruer op for bas og diskant. Optimal lyder bedst i mine ører.

Hvis man ikke kan lide nogen af dem, kan man indstille sin egen ideallyd ved at køre pegefingeren rundt inden for en cirkel og placere den et sted mellem yderpunkterne Lys, Energisk, Varm og Afslappet. Ikke særlig intuitivt, og det er svært at få den bedste klangbalance på den måde.

Lydkvaliteten

Derfor er det betryggende at kunne konstatere, at musikken i lydindstillingen Optimal lyder fremragende. Ganske enkelt. Bassen er perfekt afbalanceret mellem fyldig og stram, så fede RnB-basrytmer masserer øregangene, samtidig med at kontrabasser i klassisk musik har tonestrukturen intakt.

Der sker meget på Patricia Petibons fortolkning af José de Nebras “Vendado es Amor” – kastagnetter, flamencoguitar, kontrabas, violiner og mere særprægede barokinstrumenter. Alt sammen i et åbent lydbillede, hvor det hele får plads.

Hvis jeg skifter til Sony WH-1000XM3, bliver det meget mere indelukket, nærmest som om orkesteret er pakket ind i vat. Desværre er 1000XM4 blevet returneret inden testen af Beoplay H95, men selv om jeg syntes, at de var bedre end XM3, var forskellen ikke så stor som her. Slet ikke. XM4 har mere bas (men den er også mere indelukket) og kan spille lidt højere end H95, men klarheden hos B&O er uendelig meget bedre.

Sangstemmer lyder meget klart, og hvor Beoplay H9 var lidt for dæmpede i øvre mellemtone og dermed forhindrede lyse kvindestemmer i at komme langt nok ud i forhold til lydbilledet, så stråler de simpelthen på H95.

Janelle Monáes “Turntables” har det fedeste groove. Denne glimrende rap fra soundtracket til Amazon-filmen All In: The Fight for Democracy har god snert i bassen, mens Janelles stemme er klokkeklar. Igen laver Sony en lydmæssig maveplasker i sammenligning.

Konkurrenter?

Jeg faldt pladask for lyden i Shure Aonic 50. Den er klar og afbalanceret, og de udmærker sig i et stærkt felt. H95 har endnu mere luft og en varmere mellemtone; de er simpelthen bedre. Det er dynamisk, men samtidig behageligt. Præcis som jeg kan lide det.

Lyden er også mere naturlig end med Bowers & Wilkins PX7 med deres mørke lyd, og jeg synes også, at den er bedre end med Beyerdynamic Lagoon ANC. Hvis man kan leve uden støjreduktion, er det stadig et stykke op til Beyerdynamic Amiron Wireless, som har endnu bedre opløsning end H95. Men med Amiron Wireless savner jeg i højere grad mere volumen end med Beoplay H95.

Det, jeg først og fremmest savner ved H95, er evnen til at spille med endnu højere lydtryk. Sony går lidt højere, men ikke meget. Beoplay H95 lytter jeg ofte til på maks volumen. Det er sjældent, jeg vil spille endnu højere, men med Sony har man lige et ekstra gear. Jeg mener dog bestemt, at H95 går højere end H9, uden at kunne sammenligne dem direkte.

AAC og aptX Adaptive

Med iPhone bruger hovedtelefonerne AAC-codec’en, som er noget bedre end standard Bluetooth-lyd med SBC (Sub Band Codec). Men den er ikke lige så klangrig som aptX HD, som man får, hvis man parrer H95 med en Android-mobil.

Hovedtelefonerne understøtter nemlig aptX Adaptive – som egentlig ikke er en separat codec, men som ved hjælp af metadata skifter mellem aptX og aptX HD samt aptX LL, afhængigt af om hovedtelefonerne er inden for mobilens dækningsområde for højere båndbredde (HD).

aptX Adaptive har også indbygget dynamisk Low Latency, som skulle sikre mindst mulig forsinkelse mellem lyd og billede. Det fungerer åbenbart ikke for mig, for hvis jeg går ind i min Samsung Galaxy S10 Lite og vælger aptX, så er forsinkelsen mellem lyd og billede et par hundrede millisekunder – nok til at distrahere mig fra handlingen i en film.

Det er meget almindeligt for trådløse hovedtelefoner, men jeg ville ønske, at jeg kunne få den længere ned.

God støjreduktion

Hvor meget støj blokeres så? En hel del. Man kan fint tage H95 med på et fly og lukke alt andet end musikglæden ude. De er et stykke fra at udfordre de allerbedste på støjreduktion og må se sig slået med omkring 10 dB hele vejen af Sony WH-1000XM3 og lidt mere af XM4. Beoplay H95 er på niveau med Shure Aonic 50 på støjreduktion, hvilket vil sige, at de gør, hvad de skal, men heller ikke mere.

Hvis man har haft aktive støjreducerende hovedtelefoner om ørerne før, får man ingen overraskelser med Beoplay H95. Den samme lave susen, som man kender fra andre modeller, og den samme mængde støjreduktion.

Konklusion

Med Beoplay H95 har Bang & Olufsen taget den hele vejen med et par støjreducerende hovedtelefoner i high-end-klassen. De koster ca. dobbelt så meget som konkurrenterne, hvilket er lidt af et statement. Det er for dyrt for de fleste, men high-end-produkter skal jo skille sig ud. Og det gør H95.

Byggekvaliteten er upåklagelig, det samme er komforten, og det er tydeligt, at de er noget helt specielt. Dette indtryk forstærkes, når musikken spiller, for så velopløst lyd hører til sjældenhederne. Naturlig og dynamisk, og også bastoner lyder meget naturligt.

Jeg kunne fortsætte med at hælde lovord på, for H95 er noget det bedste, jeg har hørt af trådløse hovedtelefoner. Bortset fra at jeg ville ønske, at de kunne spille lidt højere.

Støjreduktionen er god, eller rettere sagt midt i feltet i forhold til de bedste konkurrenter i premiumklassen (H95 står alene i high-end-klassen). De truer ikke de bedste, men er heller ikke dårligere end de fleste af konkurrenternes topmodeller. Men H95 koster dobbelt så meget som den nærmeste konkurrent, så vi kunne godt ønske, at støjreduktionen fulgte trop dér.

For den høje pris får man nogle af de bedste støjreducerende hovedtelefoner på markedet. Ikke hvad angår selve støjreduktionen, som er god, men ikke bedst. Men når vi taler kombinationen af lydkvalitet, byggekvalitet og komfort, så går man bestemt ikke galt i byen. H95 er noget for sig, og så er det jo også fedt, at der ikke er mange andre, som har noget lignende.

Er de prisen værd? Som med det meste andet high-end er det heldigvis ikke op til os at afgøre.