Efter testen af Beats Pro – der er hovedtelefoner til professionelle brugere som f.eks. DJ’s – blev vi nysgerrige på de trådløse Studio3 Wireless, som vi omtalte i efteråret 2017.
De mellemstore hovedtelefoner med lukkede ørekopper, Bluetooth og aktiv støjreduktion er langtfra unikke på markedet i dag. Der findes efterhånden mange trådløse hørebøffer med støjreduktion.
Nogle få skiller sig dog positivt ud. Bose QuietComfort 35 II og Sony WH-1000XM2 er to af de allerbedste hovedtelefoner til dem, der vil have god lyd kombineret med støjreduktion, der holder larmen ude og musikken inde.
Det er disse, Beats Studio3 Wireless skal hamle op med. De hører til i omtrent samme prisklasse som Sony- og Bose-alternativerne, og der er også mange lighedstræk. De har mellemstore ørekopper, der lige omslutter ørerne, og kan bruges med kabel, hvis man vil, men det fungerer ikke, hvis der ikke er strøm på batteriet.
Batterilevetiden er opgivet til 22 timer, og det kan de i hvert fald spille fra fuldt opladet batteri – og op til 40 timer, hvis man slukker for den aktive støjreduktion. Som i øvrigt tilpasser dæmpningskarakteristikken til støjen fra omgivelserne. Såkaldt adaptiv støjreduktion.
Det fungerer faktisk rigtig godt. En test med støjen fra en togkupé og en flykabine var meget imponerende. Selv støjen i en helikopterkabine blev dæmpet nok til, at man kunne høre musik. Volumen og afspilning betjenes fra den venstre ørekop, og fem hvide lysdioder på den højre viser batteristatus.
De oplades med et medfølgende Micro USB-kabel, og der følger også en ledning med kontrol/mikrofon med. Apple (der ejer Beats) siger, at ti minutters opladning giver omkring tre timers spilletid, og det stemmer ganske godt.
Man får også et etui med plads til det hele i, og hovedtelefonerne fås i en række forskellige farver.
Lydkvalitet
Kvalitetsindtrykket er godt, men de nævnte Sony-hovedtelefoner giver et lidt bedre indtryk. De lyder også lidt bedre end Beats-hovedtelefonerne, som har en varmere, lidt mere fyldig lyd med større vægt på bas. Lige i overkanten måske, for bassen ligger godt fremme i lydbilledet og klæder ikke det jazzede nummer “Overload” med Georgia Anne Muldrow så godt, som den gør på Kendrick Lamars “Humble”.
At bassen ligger så langt fremme, fjerner fokus fra mellemtonen og den noget afslappede diskant. Balancen i lydbilledet er bedre hos Sony, men jeg foretrækker lyden fra Beats frem for Bose QC35 II. Selv om bassen er for meget til stede på f.eks. klassisk musik. Det fungerer fint til Wagner, men ikke til Schubert. Det er de færreste, der kan lide celloer, der lyder, som om de er 20 meter høje og står lige bag ryggen på én, når man lytter til Schuberts Alfonso und Estrella.
Konklusion
Beats Studio3 Wireless har Apples W1-processor indbygget, hvilket giver de trådløse hovedtelefoner suveræn rækkevidde. Selv indendørs og i murstenshus. Støjreduktionen er helt i top og gør Beats til en glimrende rejsefælle. Lydkvaliteten er mere end godkendt, hvis man foretrækker et ekstra fyldigt lydbillede med vægt på bas.
Man får endnu bedre lyd i Sony WH-1000XM2, som også er lidt billigere, men Beats-hovedtelefonerne er helt sikkert et godt alternativ til dem og efter vores mening et bedre køb end Bose QC 35.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer