Vi ved alle, hvor vigtigt det er med pålidelige hovedtelefoner, når man arbejder med musik på farten, især når man kun har en Macbook med hovedtelefonudgang med sig. Det færdige miks skal helst ikke byde på negative overraskelser, når man kommer tilbage til studiet for at høre indspilningen igennem.
Her kan redningen være Beyerdynamic DT 900 Pro X. Disse hovedtelefoner er fremstillet specielt til professionelle musikere og hi-fi-entusiaster, som ønsker en enkel og pålidelig løsning til musikproduktion og miksning på farten. De er nemlig letdrevne.
Da vi testede de dyrere DT 1990 Pro, var konklusionen, at de var meget opløste og meget afslørende. Præcis som et par professionelle hovedtelefoner skal være. Vi konstaterede, at følsomhed og impedans lå midt i feltet, men her taler vi om en prisklasse, hvor man normalt har en god hovedtelefonforstærker ved siden af. Hvis du skal bruge dem sammen med en bærbar computer eller mobiltelefon, vil du hurtigt indse, at du ikke får nok ‘power’.
Letdrevne, åbne hovedtelefoner
De åbne DT 900 Pro X er en anden historie. Med en behagelig 48 ohm impedans og 100 dB følsomhed har de ikke brug for meget strøm for at spille højt nok.
At de er åbne betyder, at de kan bruges i længere tid ad gangen, uden at ørerne bliver fugtige, men prisen er lydlækage. Det betyder, at de er optimale, når der skal mikses efter en optagelse, men at de er ikke helt så velegnede for musikere i en indspilningssituation.
Her vil lyden nemlig lække til mikrofonerne, hvilket er problematisk, hvis man f.eks. skal genindspille et enkelt instrument. Det forrige take vil i så fald kunne høres i baggrunden på de andre spor. Derfor bør musikere, der indspiller sammen, have lukkede hovedtelefoner på, mens lydteknikeren bruger åbne hovedtelefoner.
Nye materialer
DT 900 Pro X er blevet opdateret med nye materialer siden de ældre DT 990 Pro, bl.a. med et mere robust ‘ønskekvist’-fæste til kopperne.
Men den største nyhed er de nye 45 mm store drivere – altså højttalerenhederne – som har fået navnet STELLAR.45. Disse er udstyret med kraftige neodymmagneter og har fået en ny, lettere svingspole, som skal forbedre gengivelsen af det øverste frekvensregister og desuden reagere hurtigere på rytmer og transienter.
Kablerne kan udskiftes, og det medfølger to styks: et på 1,8 meter og et på 3 meter. Begge med 3,5 mm-stik i enden, og der medfølger også et 6,3 mm-stik. Kablet er fastgjort til hovedtelefonerne med et enkelt 3-bens mini-XLR, og du kan købe tredjepartskabler, hvis du vil. For eksempel hvis du ønsker et spiralsnoet i stedet for et lige kabel (hvorfor fulgte der ikke sådan et med?).
Hovedtelefonerne produceres på Beyerdynamic-fabrikken i Heilbronn, Tyskland. Næsten alle dele er udskiftelige for at sikre lang levetid.
Lyden af Beyerdynamic DT 900 Pro X
Hovedtelefonerne sidder fast på hovedet, men uden at klemme eller være ubehagelige. Velourpuderne er åndbare, hvilket i kombination med åbne kopper betyder, at man ikke bliver fugtig i ørerne – selv efter længere tid.
Lydmæssigt er hovedtelefonerne vældigt ærlige, samtidig med at basregistret har masser af energi. Det er ingen farvninger her eller ‘party-pukkel’ i bassen, men eftersom hovedtelefonerne er så hurtige og ubesværede, kommer rytmerne i musikken igennem i overflod. Og bassen går dybt, med god fysik.
Disse kan med lethed drives fra min MacBook Pro, og lyden er absolut høj nok. Du vil selvsagt få endnu mere ud af en forstærker, men det er strengt taget ingen nødvendighed.
Vokaler
Vokaler står meget klart frem, og lydbilledet er stort og bredt. Sammenlignet med Sennheiser HD 660 S2 er mellemtoneområdet lidt slankere her, en barytonstemme eller en saxofon kommer lidt tilbage i mikset. Sennheiser HD 560S, og dermed også den identiske pro-model HD 400 PRO, har også en større og varmere mellemtone end DT 900 Pro X.
Der er en dæmpning i 4 kHz-området her, og selv om den ikke er så hørbar, som den ser ud på grafen (den går over et smalt frekvensområde), er vokalen ikke helt så fremtrædende og ‘levende’, som jeg kunne ønske mig.
Til gengæld føler jeg, at Beyer’erne sparker bedre fra sig i bassen.
Diskant
DT 900 Pro X bærer af og til præg af sibilanter – lidt skarpe toner i diskantregistret, hvilket betyder, at s’er og bækkener kan lyde lidt vel skarpe, afhængigt af optagelsen. Noget, der også kan friste en lydtekniker til at dæmpe dette område af optagelsen. Men man lærer hurtigt sine hovedtelefoner at kende, så det bør ikke være et stort problem i praksis.
DT 900 Pro X er stadig mere afbalanceret end sin storebror, DT 1990 Pro. Du får ikke helt den samme opløsning, men samlet set kan jeg bedre lide lyden med den billigere 900 Pro X. Den øvre mellemtone kommer bedre frem, og sibilanterne omkring 8-9 kHz er faktisk mere udtalte i DT 1990 Pro. Derfor er de billigere DT 900 Pro X efter min mening mere vellykkede.
Konklusion
Beyerdynamic DT 900 Pro X er hovedtelefonerne til dig, der har brug for et værktøj til at skrue op for lyden, eller som gerne vil høre musikken gengivet så ærligt som muligt. Og som ikke ønsker at bruge penge på en hovedtelefonforstærker også. For de er letdrevne, og instrumenterne er lette at adskille fra hinanden!
På mange måder er hovedtelefonerne faktisk bedre end de dyrere DT 1990 Pro. Ikke mindst i mellemtone og diskant. De har stadig en lidt energisk diskant, jeg ville overveje at bruge EQ til at dæmpe 3-5 dB omkring 8 kHz. Men hold da op, man får meget for pengene!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer