Beoplay E8 er i løbet af ganske kort tid kommet i tredje generation, efter at version 2.0 kun har været på markedet i nogle måneder. Jeg kunne faktisk godt lide toeren på mange måder med deres rene og pæne lyd og mulighed for trådløs opladning. Og ikke mindst at hørepropperne føles og ser ordentlige ud.
Problemet var først og fremmest, at den trådløse rækkevidde var alt for dårlig, og at trådløs støj fra andre produkter påvirkede E8 2.0 negativt. Desuden burde en så dyr hørepropmodel have understøttelse af aptX og ikke kun AAC og standard Bluetooth-lyd (SBC).
Alt dette er fikset nu, med Bluetooth 5.1 og aptX-understøttelse. I min uhøjtidelige rækkeviddetest kunne jeg skridte omkring 40 meter af udendørs, før der begyndte at komme dropouts. Og der var ingen problemer i nærheden af andre trådløse produkter.
Batterilevetiden er også kraftig forbedret siden sidst. Fra fire til syv timer i propperne og yderligere 35 timer i etuiet mod forgængerens 12 timer. Ikke værst!
Tidsforsinkelse
Et andet ankepunkt, jeg havde mod forgængeren, var at billedet og lyden ikke var ordentligt synkroniseret, idet lyden var bagefter. Lige præcis det er desværre ikke blevet bedre, selv med aptX. Hvis du skal spille spil, må du leve med, at lyden er ca. et kvart sekund efter handlingen.
Pasform og brugervenlighed
Pasformen på 3rd Generation er den samme som på forgængeren. I mine ører sidder de godt, men jeg har læst, at andre synes, de er lidt problematiske.
Betjeningen med knapper på højre og venstre prop er også lidt bøvlet. Tryk én gang på højre prop for at starte eller pause et nummer. To tryk springer til næste nummer. Tryk to gange på venstre prop for at springe tilbage. Hvis du vil aktivere stemmestyring, gøres det med tre tryk med venstre finger. For at besvare opkald skal du holde fingeren på den højre prop i fem sekunder, mens den venstre afviser opkaldet. Det kræver tilvænning …
Surround
En ting, jeg godt kan lide ved Beoplay H8, er hvordan de lukker lyd fra omgivelserne ind, når man gerne vil have det. Det gøres ved at trykke let på den venstre prop, eller man kan gøre det i mobil-app’en, her med tre forskellige grader af lydstyrke. Omgivelserne lyder meget mere naturligt gennem E8 end med andre hørepropper, jeg har hørt med den samme funktion.
Aktiv støjreduktion får du derimod ikke her, så må du vælge f.eks. Apple AirPods Pro eller Sony WF-1000XM3.
Lydkvaliteten
Lyden er meget lig forgængerens. Med musik afspillet via min iPhone er den næsten magen til med god og fyldig bas, omend ikke den mest slagkraftige. Elektroniske rytmer har fylde og varme, men alligevel savner jeg, at de slår lidt hårdere. Sammenlignet med Powerbeats Pro er der ikke så meget at hente, når vi taler tempo og tryk på.
Sony WF-1000XM3 har mere fyldig bas og som sagt fordelen af aktiv støjreduktion. Men Sony har nogle små dropouts indimellem, der opleves som knitren, som er fraværende på Beoplay H8.
Til at teste aptX har jeg min billige, men trofaste Motorola G6 Plus. Her bliver diskanten endnu mere finmasket og luftig sammenlignet med den AAC-lyd, man får via iPhone. Men lydsignaturen er stadig meget den samme. Hvis du vil tilpasse lyden til din egen smag, kan det gøres i app’en.
Det, jeg savner, er lydtryk. Det maksimale lydniveau lader faktisk til at være en smule lavere end på forgængeren, sandsynligvis for at øge batterilevetiden. Det betyder, at jeg meget sidder og spiller musik på maks., og det gør også, at klassisk musik bliver ret kedeligt. Her er det gennemsnitlige lydniveau nemlig meget lavere end på pop for at give plads til et større dynamisk omfang.
Ét ord om samtalekvaliteten: Glimrende! Modtageren kan høre min stemme klart og tydeligt, næsten på højde med hørepropper som AirPods Pro, hvor mikrofonerne sidder tættere på munden, for enden af hver “pind”.
Konklusion
Beoplay E8 3rd Generation – som officielt bare hedder E8 – er et par rigtig gode luksushørepropper. Lyden er rigtig god med masser af luft og detaljer, og vi kan godt lide, at de kan oplades trådløst. Det er også rart at kunne lukke omgivende lyd ind, og samtalelyden er rigtig god.
Den trådløse rækkevidde er endelig på niveau med de bedste, og forbindelsen er meget mere stabil end med forgængeren. aptX er langt om længe også på plads, men lydforsinkelsen er stadig næsten et kvart sekund i forhold til billedet. Det gør det lidt irriterende at spille spil.
Men alt i alt fine hørepropper og en klar forbedring i forhold til forgængeren.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer