TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Bose Frames

Funky solbriller med indbygget lyd

Bose Frames holder UV-strålerne væk, samtidig med at de sender luftige musikalske toner direkte ind i dine øregange. Er det sommerens sejeste gadget?

Af / Opdateret: 26/07/2020 - 15:30 // Først publiceret: 27/06/2019
Bose Frames

Lyd & Billede mener

  • Brillerne er lette og behagelige at have på og fungerer som en diskret lydkilde til musik, video og telefonsamtaler.
  • Lyden er for tynd til at erstatte gode hørepropper. Batterilevetiden er begrænset, og brillerne kan ikke bruges, mens man oplader dem.

Opdatering 26.07.2020: Siden vi testede Bose Frames i fjor, har Bose nedlagt sin såkaldte Augmented Reality (AR) satsning. Derfor kommer der efter alt at dømme ingen nye funktioner, som udnytter de mere avancerede muligheder i Bose Frames. Men produktet lever videre, og Bose har for nylig udsendt en opdatering som gør det muligt at styre volumenkontrollen ved hjælp af hovedbevægelser. Der findes også flere størrelser og stel at vælge mellem, og det skulle også være muligt at udstyre Bose Frames med brilleglas med styrke. 

Har du selv købt Bose Frames? Del gerne dine brugererfaringer i kommentarfeltet nederst!

Solbriller med indbyggede højttalere, siger du? Det er sød musik i vores ører! Bose er bedst kendt for sine fremragende hovedtelefoner med støjreduktion, men nu har de udtænkt endnu et twist på bærbar lyd. Bose Frames ligner helt almindelige solbriller, men er fyldt med avanceret teknik – som noget, agent 007 kunne få udleveret af selveste Q …

Man kan ganske vist ikke bruge Bose Frames til at fyre sprængstoffer af eller fjernstyre biler (endnu), men det føles usandsynlig cool at have lyd om ørerne uden propper eller ørekopper. Med disse solbriller på hovedet og din yndlingsmusik i ørerne vil du føle dig som konge af stranden. Andre vil måske synes, du er lidt sær, når du går der og nikker og snakker til dine briller, men det ændrer sig nok med tiden …

Annonce

Hovedtelefoner i solbrillestil

Bose Frames 57676 57697
Indbyggede højttalere: Bose Frames sender lyden direkte ind i dine ører ved hjælp af små højttaler-enheder i brillestængerne. (Foto: Bose)

Det, der adskiller Bose Frames fra almindelige solbriller, er at lyden spiller direkte ind i dine ører. Det gøres ved hjælp af små højttaler-enheder monteret i brillestængerne. Desuden sidder der små enheder udenpå, som udligner lyden og forhindrer den i at sprede sig til omgivelserne. På den måde kan du høre musik uden at forstyrre andre, samtidig med at du også kan høre dine omgivelser.

Og det stopper ikke der: Selvfølgelig har Bose Frames også indbyggede mikrofoner, så de kan bruges til håndfri kommunikation i ren hemmelig agent-stil. Understøttelse af Google Assistant er også på plads. På den måde kan du tale med Google uden at skulle finde telefonen frem.

AR-teknologi

Bose har endnu større ambitioner for Frames i fremtiden. Ud over at være en ren lydkilde har brillerne indbyggede gyro- og accelerometer-sensorer, som skal gøre dem kompatible med moderne AR-tjenester (Augmented Reality).

Ideen er, at brillerne f.eks. kan bruges til rutevejledning og lokalitetstjenester, såsom at fortælle historien om Notre Dame eller guide dig til en anbefalet restaurant. De kan også bruges til interaktive musikoplevelser, hvor lyden ændres, alt efter hvordan du står eller vender dig. Men det ligger et stykke ude i fremtiden.

Opdatering 26.07.2020: Da Bose har nedlagt sin såkaldte Augmented Reality (AR) satsning, kommer der efter alt at dømme ingen nye AR-funktioner, som udnytter de mere avancerede muligheder i Bose Frames.

Design og komfort

Bose Frames 2 57692
Frames fås i to versioner, Alto Style (forrest) og Rondo Style. (Foto: Bose)

Bose Frames fås i to forskellige designs ved lanceringen: De forholdsvis store Alto Style – som er dem, vi har testet – samt en mindre model kaldet Rondo Style, som har en rundere form. Hvis konceptet slår an, kan det tænkes, at vi får flere stilarter og størrelser at se i fremtiden.

Alto Style-versionen ser ud som et par helt almindelige solbriller – næsten lidt for almindelige. Med sorte brilleglas er de temmelig kedelige og anonyme. Det er dog muligt at skifte dem ud med blå eller sølvfarvede polariserende glas, som er ekstraudstyr.

Man skulle tro, at indbyggede højttalere og batterier ville gøre brillerne unødig tunge og klodsede, men det har Bose løst på en god måde. Brillerne vejer kun 45 gram, og brillestængerne er udformet på en måde, der giver god plads til elektronikken, uden at de stikker ud visuelt. Brillerne sidder desuden godt på hovedet uden at klemme, og vi oplevede ingen problemer med at have dem på.

Brugervenlighed og funktioner

Bose Frames har kun én betjeningsknap, som man trykker kort, længe eller flere gange på for at udføre forskellige funktioner (tænd/sluk brillerne, besvar opkald eller spil musik/skift nummer). Andre funktioner og indstillinger styres via Bose Connect-app’en. På sigt skal man også kunne bevæge hovedet (nikke, ryste på hovedet osv.) for at styre forskellige funktioner.

Batterilevetiden er opgivet til tre en halv times brug (12 timers standby), hvilket er noget højere, end vi oplevede i praksis (ca. tre timer). Altså væsentlig lavere end f.eks. Boses egne QuietComfort 35 II hovedtelefoner. Med andre ord bør brillerne lades op hver dag for at være klar til brug.

En anden, lidt upraktisk detalje er, at brillerne skal være slukket, når de oplades. Dermed kan man hverken betjene app’en, lave indstillinger eller høre musik, mens de oplades. Det gjorde førstegangsopsætningen unødvendig bøvlet.

Det ladekabel, der følger med, har standard USB i den ene ende og et proprietært Bose-stik i den anden. Den slags specialkabler har det erfaringsvis med at blive væk. Et Mini USB-stik havde været mere praktisk, synes vi. Men bortset fra disse anmærkninger er brillerne nemme i brug.

Easy listening

Hvad lydkvaliteten angår, så står det hurtigt klart, at Bose Frames slet ikke kan måle sig med gode, omsluttende hovedtelefoner eller in-ear hørepropper rent lydmæssigt.

Lyden er meget tynd – omtrent som når man holder et par almindelige hørepropper tæt ind til ørerne. Bassen er nærmest fraværende, når vi spiller sommernumre med Kygo og Clean Bandit. Klarheden i stemmerne og opløsningen i diskant og mellemtone er imidlertid relativt god. Den måde, højttaler-enhederne er placeret lige uden for ørerne på, bidrager til en behagelig lydgengivelse. Stereoperspektivet er faktisk ikke så dårligt.

Sammenlignet med hørepropper, der let kan lyde lidt tæt og indelukket – som om sangeren står inde i ens hoved – virker Frames mere luftige i klangen. Lyden er derfor til at leve med til denne brug. Måske kan Bose lave en hat med indbygget subwoofer?

Selv om lydkvaliteten i sig selv ikke er specielt imponerende, er det ret fascinerende at høre musik på denne måde. Lyden giver en omsluttende og luftig følelse, som om man står i en elevator eller en foyer med lyd fra loftet. Det bliver en slags soundtrack til omgivelserne, hvor det stadig er muligt at interagere med andre mennesker.

Uden propper eller ørekopper, der lukker for øregangene, er man selvfølgelig også mere opmærksom på omgivelserne – på godt og ondt. Man kan høre, hvad sidemanden siger. Bose Frames er dog ikke en vinder i trafikken: Uden noget til at dæmpende den omgivende støj vil man gerne skrue op for lydstyrken, men det er ret begrænset, hvor højt man kan spille, uden at det lyder anstrengt.

De fungerer bedst i relativt stille omgivelser. F.eks. nød vi at bruge dem til arbejde foran PC’en, når solen skinnede. Der går også rygter om, at Bose senere vil tilbyde Frames med styrkeglas – det er en interessant idé.

Konklusion

Bose Frames er de første solbriller med indbygget lyd og er afgjort et koncept, vi kan lide. Lydmæssigt er Frames ikke nogen erstatning for ordentlige hovedtelefoner eller hørepropper med hi-fi lydgengivelse, og brugervenligheden kunne have været bedre. Det er imidlertid en spændende ny måde at tænke bærbar lyd på: Her kan man faktisk høre musik, se video eller tale i telefon – og se cool ud, mens man gør det!

Karakter
Bose Frames
Premium
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Pi8: Den nye konge af trådløs lyd

Her er DALI’s bud på en hovedtelefon, du har råd til

AirPods har aldrig været bedre

Google kan godt lave hi-fi

De smarteste hørepropper fra JBL

Vi har testet de vildeste hovedtelefoner fra B&O

Her får du meget for pengene

Åbne er bare bedre – men også dyrere

Lukket design møder åben lyd

Dåseåbneren

Skarpt skyts i premiumklassen

Seks førsteklasses hovedtelefoner: Hvem snupper tronen?