: Bose QC20i

Bose er kendt for deres støjreducerende hovedtelefoner, men QC20/QC20i er producentens første bud på at bygge støjreduktionen ind i et sæt hørepropper. Og det er ganske vellykket.

QC20 består af et par temmelig store hørepropper, som er forsynet med “horn” af silikonegummi. På den kraftige gummiledning sidder en “klump” med kontroller og mikrofon. Da der ikke er plads i selve hørepropperne, er forstærkeren samt elektronikken til støjreduktion anbragt i anden, noget større flad boks på høretelefonkablet.

Hovedtelefoner med aktiv støjreduktion fungerer ved, at et sæt mikrofoner optager lyden fra omgivelserne, som derefter tilsættes i modfase til det signal, der spilles i hovedtelefonerne. Hvis modfaselyden er identisk med omgivelsernes støjpåvirkning, burde al uvedkommende lyd blive udslukt. Ideen er indlysende, men det kræver en hel del elektronik, som uundgåeligt vil påvirke signalet.

Jeg indrømmer at have haft en vis skepsis over for elektronisk støjreduktion i høretelefoner. Men jeg indrømmer også at have taget fejl. For Bose QC20 lyder imponerende, selv om de er proppet med elektronik.

Hovedrystende bas
Uden elektronisk trylleri lyder QC20 udmærket, og bassen er rigtig pæn for et par hørepropper. Men et tryk på omskifteren, og resultatet er magisk. For der bliver stille! Virkelig stille. Suset fra pc-blæseren forstummer, og det samme gør lyden af mit alt andet end lydløse pc-tastatur. For at prøve havde jeg QC20 på, mens jeg støvsugede hele huset. Ikke alene blev hørepropperne siddende, hvilket er en præstation i sig selv. Støvsugerens larm blev også dæmpet til en ganske svag vindstøj.

Men det handler jo først og fremmest om musik, og her hjælper elektronikken tydeligvis også på gengivelsen.

Der er masser af luft og rum i lydbilledet. Mellemtonen virker ren og åben, og den klemthed, som er typisk for hørepropper (og også for QC20 uden elektronikken slået til), mangler helt. Sårbarheden i Sinéad O’Connors “Scarlet Ribbons” står sitrende i rummet.

Også når det går hedt til, bevarer QC20 fatningen. Judas Priests “Pestilence and Plague” foldes ud med heavy-trommer, væg-til-væg elspade og italiensk korsang uden mudren i lydbilledet.

Og så er der bassen. Det er med flere vognlængder den bedste bas, jeg har oplevet fra et par hørepropper. Nero-remixet af Deadmau5’s “Ghosts ’n’ Stuff” ryster hele kraniet. Hvis nakkehvirvlerne skal masseres yderligere, må man op i et par bastunge DJ-høretelefoner.

I diskanten mangler der dog den sidste luftighed, når man sammenligner med f.eks. Ultimate Ears-serien. Udklingningen af bækkener virker lidt forkortet, og rumklangen får et kunstigt præg over sig. Der er tale om små forskelle, men med en pris på næsten 2.400 kroner kan man tillade sig at stille krav.

QC20’s evne til at skabe stilhed i støjende omgivelser er imponerende. Men elektronikken er ikke selv helt lydefri. I et stille lokale mærkes en svag, men tydelig susen fra forstærkeren!

Det indbyggede batteri holder angiveligt til 16 timers afspilning, men er det ikke nok, og er du ikke i nærheden af et USB-stik til opladning, så kan QC20 også spille som almindelige passive høretelefoner.

Konklusion
Boses støjdæmpende hovedtelefoner er populære hos forretningsrejsende, som dermed signalerer, at de har råd til at købe stilhed på flyveturen. Men QC20 kan godt tåle at blive brugt med lyd på. Det er imponerende, at det er lykkedes at pakke så megen lyd ind i en så lille emballage.

Prisen er i den pebrede ende sammenlignet med passive in-ear høretelefoner. Men man får både støjreduktion uden sidestykke, bas i sværvægtsklassen og en ren og åben lyd for pengene. Det er faktisk imponerende.