De små P5 var Bowers & Wilkins’ første hovedtelefoner – et par lækre lukkede hørebøffer med gedigen byggekvalitet. Men lyden var i den tynde ende. De sprudlede ikke ligefrem og blev gerne beskrevet som velafbalancerede, men kedelige. Man kunne få mere engagerende lydkvalitet for pengene andre steder.
Men Bowers & Wilkins ramte hovedet på sømmet med de noget større P7. Også de var lukkede hovedtelefoner med samme fine byggekvalitet, men med nye 40 mm membraner og meget større ørekopper.
P7 er lige velegnede til mobilen og anlægget derhjemme, og dæmper støj ganske godt, men vigtigst af alt: De spiller fantastisk! Her sprudler det virkelig af dynamik, og detaljerigdommen er stor. Modtagelsen blev også stor, og vi tildelte P7 seks stjerner og kårede dem som Årets hovedtelefoner 2014.
Det må Bowers & Wilkins have opdaget, for nu har de lavet en ny version af P5, kaldet P5 Series 2. De ser stort set ud som forgængeren, men den nye model har fået de samme 40 mm elementer som de vellykkede P7.
Hovedtelefonerne har aftagelig ledning under ørepuderne, der let hægtes af, og kontrol/mikrofon til iPhone, iPad og iPod, så man både kan styre musikken og tale i telefon med dem. Der medfølger også en standard mini-jack ledning.
Interessant nok lyder P5 Series 2 ikke som en slags P7 Light. Faktisk lyder de overhovedet ikke som P7. De er ganske vist en markant opgradering i forhold til forgængeren, men klangbalancen er varmere med lidt afrundet diskant og svagere detaljegengivelse. På mange måder er de mere lyttevenlige for de fleste. I hvert fald hvis man kan lide fyldig bas, men det er mere interessant at lytte til Pink Floyds “Louder Than Words” med P7 end med P5 Series II. Klangen af guitar og vokal samt detaljerne er meget klarere i P7.
Bevares, de lyder godt og er bedre end forgængeren, så hvis størrelsen er vigtig, er de et godt valg af hovedtelefoner til bærbar brug. Der er bare ét problem: De lige så store Sennheiser Momentum lyder mere åbent og engagerende, og P7 koster kun 700 kroner mere. Det mener jeg, de er værd, for P7 er bedre hovedtelefoner, hvis man er kræsen. Desuden er de mere behagelige at have på, især hvis man bruger briller.
Konklusion
Bowers & Wilkins har formået at forbedre hovedtelefonerne med de samme elementer som i den prisbelønnede model P7. Men prisforskellen er relativt lille, og de store P7 er klart bedre, hvis man vurderer lydkvaliteten for sig. Derfor falder P5 Series 2 lidt mellem to stole. På den ene side lyder de godt, på den anden side er de for dyre. Prøv, før du køber.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer