Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Bowers & Wilkins P5 Wireless

Trådløs hi-fi i ørerne

I forvejen rigtig gode hovedtelefoner er blevet trådløse, og efter at have hørt P5 Wireless er det fristende at droppe ledningen permanent.

Skrevet af / 07/04/2016 - 06:00
Bowers & Wilkins P5 Wireless
Geir Gråbein Nordby

Da vi testede de kompakte Bowers & Wilkins P5 Series 2 i Lyd & Billede #1 2015, var vi begejstret over den fyldige og afbalancerede lyd fra de små, kompakte hovedtelefoner. At der nu også er lanceret en trådløs version af dem, er derfor meget spændende.

Når man dropper ledningen, får man fordelen af at kunne bevæge sig frit uden besvær, og er man først blevet vant til trådløse hovedtelefoner, er det ikke særlig fristende at vende tilbage til kablede. Og siden forstærkeren sidder i selve hovedtelefonerne, er det ligegyldigt, hvilken slags mobiltelefon eller musikafspiller, man bruger; lyden bliver den samme alligevel, forudsat at lydkilden understøtter enten aptX eller AAC via Bluetooth. Hvilket de allerfleste gør.

Jeg havde imidlertid en kort periode med en mobil uden nogen af delene (HTC One M8s), og så konverteres lydsignalet med såkaldt Sub Band Codec (SBC), som er indbygget i Bluetooth-protokollen. Det lød ikke godt, for at sige det mildt!

Ligesom med andre Bluetooth-enheder komprimeres lydsignalet i P5 Wireless til ca. højeste MP3-kvalitet, idet protokollen ikke understøtter tabsfri overførsel. Det betyder, at der ikke er meget mening i at jagte højopløste musikfiler, da hovedtelefonerne under alle omstændigheder komprimerer lyden til “Spotify-kvalitet”. Som bestemt ikke er værst, og jeg vil meget hellere høre MP3 i gode hovedtelefoner end højopløst musik i dårlige ditto.

Det, man må undvære, er muligheden for håndfri mobilsamtaler, da hovedtelefonerne ikke har nogen mikrofon. Der medfølger dog en ledning til, når batteriet løber tør, og den har kontrol/mikrofon indbygget.

Hvis du løber tør for batteri, kan en ledning tilsluttes under venstre ørekop. Den fæstnes med magnet, hvilket beskytter højttaler-elementet. Foto: Geir Gråbein Nordby
Hvis du løber tør for batteri, kan en ledning tilsluttes under venstre ørekop. Den fæstnes med magnet, hvilket beskytter højttaler-elementet. Foto: Geir Gråbein Nordby

 

Bærekomfort

Pasformen på P5 Wireless er nøjagtig den samme som på P5. De er kompakte, med puder, der sidder uden på ørerne, og selv om de ikke direkte kan foldes sammen, fylder de kun lidt i håndbagagen. Ørepuderne er klædt i ægte blødt læder, og hovedbøjlen i stål har buede detaljer, der giver et eksklusivt præg. Bøjlen er i øvrigt beklædt med det samme bløde skind som puderne.

Da ørepuderne sidder uden på øret og ikke rundt om, bliver man ikke så svedig om ørerne over tid. Til gengæld kan det klemme lidt mere på ørebrusken, men jeg kan have dem på i lang tid, før jeg begynder at mærke noget. Medmindre jeg tager læsebriller på. Så klemmer de lidt for meget på brillestængerne.

Alle betjeningsknapper sidder på højre ørekop, heriblandt volumen, play/pause og Bluetooth-tilslutning. Foto: Geir Gråbein Nordby
Alle betjeningsknapper sidder på højre ørekop, heriblandt volumen, play/pause og Bluetooth-tilslutning. Foto: Geir Gråbein Nordby

 

Lydkvalitet

Det, der gør, at jeg straks bliver forelsket i P5 Wireless, er lyden. Den er præcis lige så behagelig som på de passive P5, med en rig, potent bas og en naturtro og behagelig stemmegengivelse. Det være sig kvindelige eller mandlige vokalister. Her er nemlig ingen farvning af lyden, der favoriserer lyse eller mørke stemmer.

Der er god klang i et klaver, med nok anslag i tangenterne til at få følelsen af den ægte vare, og akustisk musik lyder generelt både behageligt og realistisk. Også Leonard Cohens basrige stemme klinger godt kombineret med de syntetiske bastoner på den melankolske ballade “Waiting for the Miracle”. Mens der altid er nok luft til at give godt med plads i lydbilledet.

Potent rock og elektronisk musik mangler lidt punch og drive. Till Lindemanns stemme hos Rammstein er mørk og dyster som altid, men der mangler lidt tryk på guitarerne, og jeg kunne generelt godt tænke mig lidt mere power. Det er dog en lav pris at betale i mine ører.

 

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Konklusion

En pris på næsten tre tusind kroner kan virke hamper for et par hovedtelefoner. Hvis du ikke har noget imod ledning, får du betydelig bedre lyd fra åbne hovedtelefoner som Audio-Technica ATH-R70x eller Philips Fidelio X2. Ulempen ved disse er, at de ikke er egnet til bærbart udstyr.

Blandt lukkede modeller, der lydmæssigt står stærkere end P5 Wireless, er B&W’s egne P7, og lige nu har vi også et par Panasonic HD10 til test, som har et større lydbillede med bedre opløsning end P5 Wireless.

Men alligevel: Af alle de hovedtelefoner, jeg for tiden har til rådighed – inklusive både Bose QuietComfort 25, Sony MDR-1A og de nævnte Audio Technica ATH-R70x – så er det Bowers & Wilkins P5 Wireless, jeg bruger mest. Det er de bedste trådløse hovedtelefoner, jeg hidtil har testet, med en meget behagelig, afbalanceret og troværdig klangbalance kombineret med en evne til at spille mere end højt nok med god kontrol.

Den sidste smule opløsning, som man får med kabel, er jeg i ni ud af ti tilfælde villig til at overse.

Lyd & Billede mener

P5 Wireless har en behagelig klang med fin og fyldig bas i et meget afbalanceret lydbillede. Pasformen er god (hvis du ikke bruger briller), og 17 timers trådløs brug er helt i top! Man betaler altid ekstra for trådløshed, og til prisen er det ikke svært at finde kablede hovedtelefoner, der lyder bedre. Brillebærere vil nok ønske en anden pasform.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Yamaha falder igennem

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Lyd & Billede
Scroll to Top