: Bowers & Wilkins P5 Wireless

Da vi testede de kompakte Bowers & Wilkins P5 Series 2 i Lyd & Billede #1 2015, var vi begejstret over den fyldige og afbalancerede lyd fra de små, kompakte hovedtelefoner. At der nu også er lanceret en trådløs version af dem, er derfor meget spændende.

Når man dropper ledningen, får man fordelen af at kunne bevæge sig frit uden besvær, og er man først blevet vant til trådløse hovedtelefoner, er det ikke særlig fristende at vende tilbage til kablede. Og siden forstærkeren sidder i selve hovedtelefonerne, er det ligegyldigt, hvilken slags mobiltelefon eller musikafspiller, man bruger; lyden bliver den samme alligevel, forudsat at lydkilden understøtter enten aptX eller AAC via Bluetooth. Hvilket de allerfleste gør.

Jeg havde imidlertid en kort periode med en mobil uden nogen af delene (HTC One M8s), og så konverteres lydsignalet med såkaldt Sub Band Codec (SBC), som er indbygget i Bluetooth-protokollen. Det lød ikke godt, for at sige det mildt!

Ligesom med andre Bluetooth-enheder komprimeres lydsignalet i P5 Wireless til ca. højeste MP3-kvalitet, idet protokollen ikke understøtter tabsfri overførsel. Det betyder, at der ikke er meget mening i at jagte højopløste musikfiler, da hovedtelefonerne under alle omstændigheder komprimerer lyden til “Spotify-kvalitet”. Som bestemt ikke er værst, og jeg vil meget hellere høre MP3 i gode hovedtelefoner end højopløst musik i dårlige ditto.

Det, man må undvære, er muligheden for håndfri mobilsamtaler, da hovedtelefonerne ikke har nogen mikrofon. Der medfølger dog en ledning til, når batteriet løber tør, og den har kontrol/mikrofon indbygget.

 

Bærekomfort

Pasformen på P5 Wireless er nøjagtig den samme som på P5. De er kompakte, med puder, der sidder uden på ørerne, og selv om de ikke direkte kan foldes sammen, fylder de kun lidt i håndbagagen. Ørepuderne er klædt i ægte blødt læder, og hovedbøjlen i stål har buede detaljer, der giver et eksklusivt præg. Bøjlen er i øvrigt beklædt med det samme bløde skind som puderne.

Da ørepuderne sidder uden på øret og ikke rundt om, bliver man ikke så svedig om ørerne over tid. Til gengæld kan det klemme lidt mere på ørebrusken, men jeg kan have dem på i lang tid, før jeg begynder at mærke noget. Medmindre jeg tager læsebriller på. Så klemmer de lidt for meget på brillestængerne.

 

Lydkvalitet

Det, der gør, at jeg straks bliver forelsket i P5 Wireless, er lyden. Den er præcis lige så behagelig som på de passive P5, med en rig, potent bas og en naturtro og behagelig stemmegengivelse. Det være sig kvindelige eller mandlige vokalister. Her er nemlig ingen farvning af lyden, der favoriserer lyse eller mørke stemmer.

Der er god klang i et klaver, med nok anslag i tangenterne til at få følelsen af den ægte vare, og akustisk musik lyder generelt både behageligt og realistisk. Også Leonard Cohens basrige stemme klinger godt kombineret med de syntetiske bastoner på den melankolske ballade “Waiting for the Miracle”. Mens der altid er nok luft til at give godt med plads i lydbilledet.

Potent rock og elektronisk musik mangler lidt punch og drive. Till Lindemanns stemme hos Rammstein er mørk og dyster som altid, men der mangler lidt tryk på guitarerne, og jeg kunne generelt godt tænke mig lidt mere power. Det er dog en lav pris at betale i mine ører.

 

Konklusion

En pris på næsten tre tusind kroner kan virke hamper for et par hovedtelefoner. Hvis du ikke har noget imod ledning, får du betydelig bedre lyd fra åbne hovedtelefoner som Audio-Technica ATH-R70x eller Philips Fidelio X2. Ulempen ved disse er, at de ikke er egnet til bærbart udstyr.

Blandt lukkede modeller, der lydmæssigt står stærkere end P5 Wireless, er B&W’s egne P7, og lige nu har vi også et par Panasonic HD10 til test, som har et større lydbillede med bedre opløsning end P5 Wireless.

Men alligevel: Af alle de hovedtelefoner, jeg for tiden har til rådighed – inklusive både Bose QuietComfort 25, Sony MDR-1A og de nævnte Audio Technica ATH-R70x – så er det Bowers & Wilkins P5 Wireless, jeg bruger mest. Det er de bedste trådløse hovedtelefoner, jeg hidtil har testet, med en meget behagelig, afbalanceret og troværdig klangbalance kombineret med en evne til at spille mere end højt nok med god kontrol.

Den sidste smule opløsning, som man får med kabel, er jeg i ni ud af ti tilfælde villig til at overse.