TEST: Dali iO-12

Dali iO-12 er helt nye, men på den danske højttalerfabrik har man fulgt den velkendte vej.

Er man højttalerproducent, må højttalere være løsningen på alt. Så hos Dali beskriver man sine hovedtelefoner som ”højttalere til hovedet”. Driverne er lavet ligesom højttalerenheder, med membran i papirfibre, rigtig svingspole og rigtigt kantophæng.

Den recept lykkedes til fulde i Dali’s hovedtelefondebut, iO-6 i 2019. Og den bruges igen nu, næsten præcis fire år senere.

Magnetteknologi fra tophøjttalere

Da ambitionsniveauet er øget i takt med udviklingen i den mellemliggende tid, har Dali lånt teknologi fra deres egne high end-højttalere i form af SMC (Soft Magnetic Composite), der er et ikke-elektrisk ledende magnetmateriale, udviklet og patenteret af Dali. Brugen af SMC nedsætter ifølge Dali’s egne målinger forvrængningen i driverne (undskyld, højttalerenhederne!) til under en tiendedel i store dele af frekvensområdet.

Om teknologien kan omsættes til hørbar realitet, vender vi tilbage til.

Dali iO-12 er mere end dobbelt så dyre som iO-6 og lander dermed i high end-klassen, hvor man kan tillade sig at forvente en eksklusiv finish. Og det leverer iO-12. De store firkantede ørepuder og hovedbøjlen er betrukket med skind i samme chokoladebrune farve som ørekopperne, og det hele oser af diskret luksus. Byggekvaliteten er på højde med det bedste, vi har set.

Justering af lydstyrke og valg af numre sker på højre ørekop, og Dali har heldigvis valgt at bruge rigtige, fysiske knapper i stedet for touchforvirring. Tre runde knapper på højre ørekop giver valget mellem ANC, EQ og tænd/sluk/bluetoothparring.

Kun én måde: Den rigtige!

Dali-folkene mangler ikke selvtillid til deres eget produkt. Hvor de fleste trådløse hovedtelefoner i dag tilbyder variabel støjreduktion til forskellige brugssituationer samt en app med equalizer til at tilpasse lyden efter egen smag, er der en take it or leave it-attitude over Dali iO-12. Der er ikke nogen app, for den ville være overflødig. Og der er kun én ANC-indstilling: Den bedste.

Folkene i Nørager er dog gået så meget på kompromis, at der allernådigst er blevet tilføjet en knap, der giver bassen ekstra skub. Hvis man nu har det på den måde! Men for at ingen skal være i tvivl om det rigtige valg, hedder de to indstillinger henholdsvis bass og hi-fi!

Kan også bruges som ”rigtige” hovedtelefoner

Dali iO-12 kan både bruges trådløst og med 3,5 mm analogt minijackkabel. Og bruger man kabel, kan man vælge at slukke for den indbyggede elektronik – og dermed også støjreduktion og DSP – og bruge iO-12 som passive hovedtelefoner.

Passiv drift med kabel er ikke ualmindeligt på ANC-hovedtelefoner. Men hvor passiv brug på de fleste trådløse hovedtelefoner er en nødløsning, der gør det muligt at lytte videre, selv om batteriet er løbet tør, understreger Dali-folkene, at iO-12 er afstemt, så man får præcis den samme lyd, hvad enten elektronikken er tændt eller slukket. Og dermed uden at have den digitale signalprocessor til hjælp. Faktisk i en grad, så man hos Dali skråsikkert betragter iO-12 som kablede hi-fi-hovedtelefoner, der også kan bruges trådløst!

Bluetooth og direkte digitalt

Som trådløse hovedtelefoner vil Bluetooth stadig være det indlysende valg for de fleste. Og med protokoller som aptX HD (og AAC som en nødløsning til telefoner uden aptX-støtte) går det også ret fornuftigt.

En fjerde mulighed er kablet digitalt via USB-C. Der medfølger et USB-kabel, der også bruges til opladning. Kablet er solidt, men også lidt for kort og stift til at det er behageligt eller praktisk. Hvilken er en skam, da man får flere af fordelene fra begge metoder på en gang: tabsfri forbindelse og en rent digital signalvej uden konverteringer undervejs. Men der er intet til hinder for at bruge et hvilket som helst USB-kabel, man måtte foretrække – audiofilt eller ej.

Lyden af Dali iO-12

Vi er omgivet af let tilgængelig musik døgnet rundt. Millioner og atter millioner af musiknumre er klar til at blive spillet. Via mobilen, via PC-skærmen, via Sonos-højttaleren i køkkenet eller på fjernsynet. Som et uafbrudt lydtapet. Og i ganske hæderlig, gennemsnitlig kvalitet.

Nogle gange glemmer man lidt, hvorfor vi lytter til musik: For fascinationens og følelsernes skyld.

Indtil en oplevelse trænger gennem lydtapetet og slår de mentale vinduer op på vidt gab. Og sådan en oplevelse er lytning via Dali iO-12.

Klarhed og overblik

Der er simpelthen flere detaljer i mange af de kendte numre, end jeg regnede med. Musikken er naturligvis den samme, og der dukker ikke pludseligt nye instrumenter op på scenen. Men der kommer en klarhed og et overblik, som ikke er der med normale gode trådløse hovedtelefoner. Eller for den sags skyld med højttalere, der ikke koster et herresæde med tilhørende jorder.

Hi-Fi-testklassikerne lyder selvfølgelig himmelsk. Men de største overraskelser kommer i de mindre kendte numre, som jeg sætter på som opvarming eller i pauserne i den egentlige lyttetest.

Dali iO-12 udmærker sig især ved en meget ren og uforvrænget klang, der lader instrumenterne komme til deres egen ret. Det mærker man bedst på gode akustiske optagelser. For eksempel Mormor med trioen Dreamers’ Circus. Her kan man høre hver en klanglig nuance fra trioens samling af usædvanlige strengeinstrumenter, der står luftigt hen over en synthesizerbund. Jeg har hørt det nummer mange gange, både til test og fornøjelse. Men aldrig med så god grund som her!

Et nummer som Pirate Jenny fra Marianne Faithfulls Kurt Weill-album Seven Deadly Sins lyder som oftest tørt og lettere kedeligt. Men ikke på Dali iO-12, hvor man opdager, hvor meget der kælet for detaljerne i optagelsen. Pludselig bliver en ydmyg triangel en fornøjelse at lytte til. Og hver en vejrtrækning i Marianne Faithfulls sprøde gammelkonestemme emmer af Jennys had.

Jeg vender ofte tilbage til Afgeninns Klingra-album og nummeret Skjálvtin, der indledes med et piano i et stort lyst rum. Her hører man ikke blot anslagene, der står distinkt, men fornemmer også den dæmpede lyd, når hver tangent går op igen.

Et ekstra skud bas

Bass-indstillingen gør, hvad man forventer: Hæver bassen og fjerner lyden fra hi-fi. I de fleste tilfælde er det efter min smag for meget af det gode. På den anden side kan en ekstra skovlfuld kul være lige, hvad er skal til på en gammel optagelse. Led Zeppelins Stairway to Heaven er uomtvisteligt en udødelig klassiker, men nummeret er mikset i en tid, hvor der måtte skrues ned for bassen under masteringen for at gøre det muligt at skære pladerne. Med bastilskuddet slået til kommer tingene i balance.

Dynamik

Ud over renheden er det dynamikken, der imponerer på Dali iO-12. Hovedtelefonerne sætter en lup på niveauforskelle og transienter. Et lilletrommeslag eller anslaget på en guitarstreng er ikke bare lyden af impulsen, men også stilheden før og efter den.

MTV Unplugged-udgaven af Eagles’ Hotel California er en fest af håndspillede congas og akustiske guitarer. Som jeg for en sikkerheds skyld var nødt til at høre mange gange.

USB-kabel

Et skift fra Bluetooth og aptX HD til USB-kabel gør ikke en verden til forskel, men de gode sider bliver så meget tydeligere, og der kommer lidt mere fasthed over basgengivelsen, der på ingen måde var dårlig i forvejen.

Som passive hovedtelefoner

Dali har det vovemod at hævde, at iO-12 er mindst lige så gode, når de bruges passivt via en hovedtelefonforstærker, som når de bruges med den indbyggede elektronik tændt.

Og jeg må indrømme, at de faktisk har ret. Selvfølgelig må man undvære støjreduktionen i den situation. Men selv om den er god, slår man alligevel altid ANC fra, når der skal lyttes til afslappet hi-fi derhjemme.

Og selv om den indbyggede forstærker i iO-12 er glimrende, kommer der lidt mere opløsning og renhed, end der allerede var i overmål.

Imens Dali iO-12 på ingen måde er oppumpede i bassen, kommer der endnu mere fasthed og kontrol i bunden, når en solid forstærker sættes på opgaven.

God ANC – men brug den med måde

Dali iO-12 er støjreducerende hovedtelefoner, og den rolle udfylder de glimrende. Støjreduktionen er i sig selv knap så effektiv som hos Bose eller Sony. Det er et bevidst valg, da man hellere har villet ofre nogle dB’s dæmpning end at risikere at påvirke lydkvaliteten negativt.

Det er lykkedes. Støjreduktionen er stadig effektiv nok til at fjerne det meste af støjen fra omgivelserne, og de tykke skindbetrukne ørepuder dæmper i sig selv indtrængende lyd. Det betyder også, at den passive dæmpning oftest er nok til at sikre freden uden at slå ANC til. Og selv om Dalis støjreduktionsalgoritme (der er købt hos Sony) er blandt de mindst destruktive og ikke har ”klædeskabseffekt”, bliver dynamikken stadig lidt komprimeret med ANC slået til.

Konklusion

Dali iO-12 er støjdæmpende hovedtelefoner i en prisklasse, der nærmer sig hybris. Du kan få udmærkede ANC-bøffer til under det halve. Faktisk har vi kun testet to andre trådløse hovedtelefoner i samme prisklasse, Focal Bathys og Mark Levinson No. 5909. Det er fremragende konkurrenter, hvor Dali nok ligner Focal Bathys mest i deres evne til at gengive dynamik. Vi har ikke haft de to direkte op mod hinanden, men iO-12 står tilbage som noget af det reneste og mest uforvrængede, jeg har haft på hovedet. I hvert fald hvis vi afgrænser feltet til trådløse hovedtelefoner og dermed udelukker de vanvittige Sennheiser ”Orpheus” HE1, som man ikke engang har råd til at drømme om.

Evnen til at spille endnu bedre med kabel – og bedst med alting slukket – er et uventet trumfkort, der gør Dali iO-12 til mere end ”bare” fremragende trådløse hovedtelefoner.