Boomet i hovedtelefoner har nu stået på i et halvt årti, og det er ikke småpenge, der lægges på disken. Den mest populære produktgruppe lige nu er støjreducerende luksushovedtelefoner, så her bejler alle producenter om kundernes gunst.
Denon AH-GC30 (GC står for Global Cruiser) er efterfølgeren til AH-GC20, som vi har testet tidligere med godt resultat. Af ydre ligner de forgængeren til nær forveksling: En solid bøjle i børstet aluminium holder de ovale ørekopper fast. Ørekopperne er af plast med en silkeagtig overflade. Både ørepuderne og hovedbøjlen er foret med blødt kunstskind over memory-skum. Det hele virker luksuriøst på en afdæmpet og “voksen” måde.
Hvor mange vælger at lade hovedtelefonerne styre med finger-touch og gestik, holder Denon fast i knapper til de fleste funktioner. Det skal de ikke høre noget ondt for, da det er lettere at føle sig frem mellem knapper. Selv om fem knapper – hvoraf de fleste har dobbeltfunktioner – kan være svært at finde rundt i.
Denon har ikke brugt penge på emballagen til AH-GC30. En tynd og ydmyg papæske, der er langt fra, hvad designhovedtelefoner til den halve pris leveres i. Men det handler om de indre værdier, og personligt vil jeg hellere have et godt rejseetui i en tarvelig æske end en stofpose i en partiallakeret kæmpepakning med magnetiske klaplåger. Og det får man.
I pakken finder man også tre sæt kabler: To minijack-kabler med og uden fjernbetjening samt et USB-kabel, der ikke blot bruges til opladning. Man kan nemlig bruge den indbyggede DAC via USB – og dermed slippe for tabsgivende trådløs overførsel. Direkte tilsluttet understøtter Denon AH-GC30 HD-lyd.
Batteritiden er opgivet til 20 timer med Bluetooth og ANC slået til. Det er nok til selv den længste direkte flyvetur, man kan opdrive. Men stadig en hel dag kortere end Sony WH-1000XM3 og Bang & Olufsen H9i.
Tre grader af stilhed
Denon AH-GC30 har tre støjreduktionsindstillinger: Plane Mode, City Mode og Office Mode, hvoraf flyindstillingen er den mest effektive og kontorindstillingen den mest skånsomme.
Denon har godt styr på teknikken, og støjfjernelsen vil gøre flyturen så stressfri som muligt. Selv om Sony WH-1000XM3 ved direkte sammenligning måske fjerner lige en anelse mere, er vi stadig oppe i en klasse, hvor støj ikke er et problem, og du derfor kan nøjes med at bekymre dig om benpladsen og flymaden, når først hovedtelefonerne er tændt, og informationsskærmen fortæller, at der er ti timer til destinationen.
Ligesom andre moderne støjreducerende hovedtelefoner har Denon AH-GC30 en funktion, som gør det muligt at få mikrofonlyden sendt ind i hovedtelefonerne, så man kan følge med i en samtale. Hos Denon hedder den Ambient Monitor og aktiveres ved at prikke på den ene ørekop med en finger.
Pågående vejledning
Alle skift af indstillinger ledsages af både en fanfare og en begejstret kvindestemme, der fortæller, hvad der nu er valgt. Det virker som overkill – og meget forstyrrende for musikken.
I støjende omgivelser kan det sådan set give god mening at få en bekræftelse på, at man har ramt knappen rigtigt. Men her var responsen så dominerende, at jeg endte med enten at holde mig helt fra at skifte mellem støjreduktionstilstandene eller tage hovedtelefonerne af, inden jeg skiftede. Indtil det lykkedes at finde en online-manual, der forklarede, hvordan guiden kunne slås fra!
Lydkvaliteten
Ingen støjreducerende hovedtelefoner nøjes med kun at fjerne støjen. Lydkvaliteten lider mere eller mindre i processen. Denon AH-GC30 er ingen undtagelse. Især i den kraftige Plane Mode, hvor overtoner kan blive noget dunkle. I de mindre hårdhændede City- og Office-indstillinger forbliver en større del af toppen intakt.
Det er dog under alle omstændigheder et problem, der er mindre ved normal brug – altså midt i trafikken eller i en buldrende flykabine, hvor det ikke handler om at udpensle detaljer, men om overhovedet at kunne høre musikken.
Som ren musikgengiver, med ANC slået fra, er indtrykket et intimt lydbillede med en rund og fyldig øvre bas og nedre mellemtone. Diskanten er velopløst nok, men den står lidt i skyggen af bunden. Når Leonard Cohen synger “You Want It Darker”, kommer han helt frem til scenekanten, mens resten af bandet holder sig i baggrunden. Der er ikke tale om bulderbas, for lyden er nuanceret nok. Bare varm.
Over USB-forbindelsen kommer der lidt mere luft i toppen, og bassen bliver mærkbart fastere. Det ændrer dog ikke på AH-GC30’s generelt varme klang. Her er der dømt kaminhygge hele vejen – uanset om der spilles Simon & Garfunkel eller Disturbed. Hvis du vil have en mere neutral lyd, er Jabra Elite 85h og Sony WH-1000XM3 alternativer.
Konklusion
Konkurrencen på ANC-hovedtelefoner er benhård, og kvalitetsforskellene små. Denons bud på støjdæmpende hovedtelefoner i luksusklassen er lækre at bruge. De virker solide, og støjreduktionen er nogenlunde på niveau med konkurrenternes. På ren luksusfølelse kan kun de meget dyrere B&O matche Denon.
Lydbilledet er varmt på grænsen til det dunkle, hvilket vil skille vandene. Men vi har at gøre med hovedtelefoner til hyggestunder, som nok især vil tiltale dem, der har nået en så moden alder, at de giver pokker i, hvad andre mener.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer