Kinesiske HiFiMAN var blandt de første, der kom med planmagnetiske hovedtelefoner til en rimelig pris. Og dermed gav os bedre lyd til færre penge. Modeller som HE-400 og HE-300 var pionerer, og hvis man vil have et par rigtig vellydende premiumhovedtelefoner til under 3.000 kroner, går man ikke galt i byen med deres Sundara.

De åbne Arya er i en anden liga. Når man begynder at nærme sig 15.000 kroner, stilles der helt andre krav til mikrodetaljer og balance i lydbilledet, og her accepterer man intet mindre end en musikalsk rejse på første klasse.

Lydmæssigt burde Arya kunne give meget af den lyd, vi husker fra de dobbelt så dyre HE-1000se. Det vil sige en dyb og dejlig bas, et stort lydlandskab og svævende detaljer i diskanten. Uden at det bliver analytisk og kedeligt.

HE-1000se er tæt på perfektion og får det bedste frem i alle musikgenrer. Det er måske lidt meget at forlange af Arya, men magien skal være der, og man skal ikke høre nogen “fejl”.

Arya med Stealth-magneter

HiFiMAN anvender planmagneter med en foliemembran, der kun er få nanometer tyk. Det er for at gøre den forsvindende let, så den kan reagere hurtigst muligt på impulserne fra de magneter, den er ophængt imellem.

Stealth-magneterne er nye siden den første udgave af Arya. De er formet på en helt speciel måde for ikke at påvirke lydbølgerne overhovedet. Producenten hævder, at lydbølgerne kan passere gennem magneterne, uden at der opstår interferens. Det vil sige, at magneterne er akustisk transparente, hvilket reducerer forvrængningen dramatisk. Med andre ord: Mere musik, mindre støj!

Det udskiftelige kabel har 3,5 mm stik ind i ørekopperne og 6,3 mm stik i den ende, der går ind i forstærkeren. Det er nemt at få fat i andre kabler, hvis man har brug for mere længde eller balanceret tilslutning.

Hovedtelefonerne sidder meget behageligt på hovedet, og hovedbøjlen og ørepuderne gør, at de 430 gram ikke føles spor tunge på hovedet.

Beskeden følsomhed

Arya er lavet til at få det bedste frem i musikken. Men man vil hurtigt konstatere, at hovedtelefonerne ikke kan drives af hvad som helst. Med en beskeden følsomhed på kun 94 dB får man ikke ligefrem fart og tempo i dem fra hovedtelefonudgangen på mobilen. Fra PC’en er lyden lav og svagelig, selv på højeste lydniveau.

Nej, her er der brug for en ordentlig forstærker.

Taurus til undsætning

Jeg er meget glad for Auralic Taurus som hovedtelefonforstærker, da den har kræfter nok til at drive næsten alt med overbevisning. Samtidig lyder den lunt og lækkert, og sammen med en god DAC har den opløsning nok til at få det bedste frem i det meste. Selv bruger jeg Hegel HD30 tilsluttet balanceret, men markedet bugner heldigvis af gode, prisvenlige DAC’er.

HiFiMAN Arya overbeviser fra første stund med vidunderligt luftige overtoner og en musikalitet, der er svær at slå. Mozarts klaverkoncert nr. 21 gengives med mere luftige strygere, end de allerfleste kan diske op med, inklusive de nye Audeze LCD-X.

Det lyder varmere end med Focal Clear MG og Sennheiser HD 800 S; her er magien virkelig til at tage og føle på. Der er nok lidt mere energi i toppen, end man vil kalde neutralt, men det lyder stadig alt andet end unaturligt!

Dybbassen på Halseys “People Disappear Here” er bragende god, og når jeg skruer op, dirrer det i kraniet. Så fysisk er det! Anslaget i mellembassen er ikke så pågående som på LCD-X, men dybbassen på Arya overgår dem i den grad.

Protestmusik gnaver i sjælen

Phoebe Bridgers’ coverversion af Tom Waits’ antikrigssang “Day After Tomorrow” er virkelig nervepirrende, så det er svært at komme igennem den uden at få gåsehud eller endda fælde en tåre. Ikke mindst har den fået ny betydning efter den meningsløse krig i Ukraine.

Hendes stemme borer sig ind i hjertet, omgivet af et stort lydbillede, der strækker sig uden for hovedet. Den får endnu mere varme, når Taurus-forstærkeren skiftes ud med McIntosh MHA200.

Tom Waits’ originalversion gør mindst lige så ondt, omend på en mere rusten og grovkornet måde. Waits’ stemme gnaver sig ind i knoglerne, den småsure steelguitar lyder totalt usminket, og jeg sidder bare og måber over, hvor virkelighedsnært disse hovedtelefoner lyder.

Lidt forsigtig mellemtone

Hvis der overhovedet er noget, man kan bebrejde HiFiMAN, må det være, at mellemtoneområdet er en anelse forsigtigt. Presensområdet omkring 2-3 kHz holdes noget tilbage, hvilket gør, at selv om stemmer kan lyde både magisk og naturtro, så står de ikke lige så meget frem fra det instrumentelle bagtæppe som på LCD-X.

Visse stemmer, især lyse kvindestemmer, bliver lidt tyndere på Arya. Men den lille smule forsigtighed her mere end opvejes af de andre kvaliteter.

Konklusion

HiFiMAN Arya er et par hovedtelefoner, der fortjener alt, hvad de kommer til at få af opmærksomhed. Her har den kinesiske producer makset ud, hvad man kan forvente til under 15.000 kroner, for musikken serveres i den grad på et sølvfad, så man må knibe sig i armen for hver tone, der strømmer ud.

Når hovedtelefonerne lyder så uforvrænget som her, kan man tillade sig lidt ekstra accent helt i toppen, for at få ekstra luft. Det fungerer glimrende. Dybbassen er klippefast og virkelig fysisk, når man skruer op. Det store lydlandskab klæder ikke mindst klassisk musik. Alt lyder godt.

Der findes hovedtelefoner med mere fart og tempo i mellembassen, og mellemtonen kan virke en anelse forsigtig. Men jeg vil ikke kalde det svagheder, snarere hovedtelefonernes “personlighed”. Det her er Musikmagi med stort M.

Også i denne test: