“Jeg vågner og råber på drømmen.” William Shakespeare skrev disse ord i Stormen, men de kan også bruges til at beskrive den følelse, jeg får, hver gang jeg tager HiFiMAN HE-1000se af. Et par vanedannende hovedtelefoner, som appellerer mere til følelserne end til fornuften. Det gælder også den økonomiske fornuft, som må glide i baggrunden, når disse hovedtelefoner dukker op på radaren …
Hvis folk synes, det er tåbeligt at bruge mange penge på et hi-fi-anlæg, så prøv at fortælle dem, at du har spenderet 27.000 kroner på et par hovedtelefoner! Er du heldig, ryster de bare på hovedet. I værste fald risikerer du at få skældud af dine nærmeste venner for at have “spildt pengene på fjolleri”. Dyre hovedtelefoner er nemlig i mindre grad et statussymbol end et forsøg på at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.
På den anden side er det jo rart at vide, at man træffer et helt ærligt valg, udelukkende på egne vegne. Man kan godt argumentere for, at musik har dokumenteret smertestillende effekt og tilmed kan behandle depression. Men hvem forsøger vi at narre? Her taler vi om at plugge hi-fi direkte i ørerne i jagten på at stille sulten efter lydoplevelser. For når du først har fået smag for ægte high-end, er der ingen vej tilbage.
Arv og miljø
Det bringer os frem til den galskab, jeg nu har siddende om ørerne. Et par svinedyre hovedtelefoner fra kinesiske HiFiMAN. Nærmere bestemt HE-1000se, den tredje og seneste inkarnation af HE-1000. Originalmodellen overtog jobbet som fanebærer efter de nu legendariske HE-6, der blev lanceret i 2010 og var lige så fantastiske, som de var tungtdrevne. De var næsten umulige at drive; med hele 80 dB følsomhed og 50 ohm impedans må HE-6 nærmest drives direkte fra højttalerterminalerne på en 50 watts integreret forstærker. Når de var bedst, lød de fantastisk, med et basfundament, der gør de fleste andre hovedtelefonproducenter grønne af misundelse, men som ikke desto mindre er upraktisk.
Man indså vel, at det var for meget af det gode, for HE-6 blev i 2015 erstattet af HE-1000 (6’eren er for nylig blevet lanceret i en ny version, men det er en anden historie). De var langt enklere at drive, men også de krævede en hovedtelefonforstærker af den kraftfulde slags – gerne den analytiske type – for at få noget attack frem. Et andet problem var, at de var tunge (480 gram), og det var bestemt ikke alle, der fandt dem komfortable. Og det banede allerede året efter vejen for HE-1000V2 med tykkere og mere komfortable puder og lavere vægt. Lydmæssigt var de meget lig forgængeren, som mange syntes lød lidt træg og mørk. Selv om det har meget at gøre med en passende forstærker, kommer man ikke uden om, at HE-1000 og 1000v2 er krævende sager.
Nu er SE-udgaven her så. Den erstatter ikke V2, som fortsat er i handelen. HE-1000se er i stedet en mere letdrevet variant med en højere følsomhed for lettere at kunne drives af enklere forstærkere. Og hvor V2 giver en meget varm lyd med den forkerte forstærker, er SE hurtigere og mere neutrale i samarbejde med et større udvalg af forstærkere.
Planmagneter
HiFiMAN har speciale i planmagnetiske hovedtelefoner frem for traditionelle dynamiske. Ligesom elektrostater har planmagneter et tyndt lag af vibrerende plastfilm, som sidder mellem to metalplader. Forskellen er, at mens elektrostater sender strøm gennem dem, er de magnetiske her. Fordelen ved planmagneter frem for elektrostater er, at de ikke kræver ekstern strøm og dermed fungerer med en almindelig hovedtelefonudgang. Planmagneterne er desuden billigere, omtrent på linje med de bedste dynamiske enheder.
Det vil sige, de kan være billigere. Men som med alle andre teknologier: Vil du have det bedste ud af dem, så koster det både blod, sved og tårer. Og penge.
Stor, supertynd membran
Membranen, som dækker næsten hele ørekoppen, er stor på HE-1000se. Vi taler om 60 x 100 mm, meget større end på tilsvarende dynamiske hovedtelefoner. Membranen er derimod tyndere. Meget tyndere. Det er en film, som er blot nogle nanometer tyk og er selve nøglen til lydkvaliteten i hovedtelefonerne. Magneterne er desuden fordelt sådan, at de er mest muligt transparente, med begrænset turbulens, og det påstås, at interferensmønsteret, som dannes af almindelige planmagneter, idet lydbølgerne går igennem magneterne, er væk her.
Ørekopperne er store og omslutter hele øret. Puderne er desuden meget komfortable og gør sammen med hovedbåndet i læder, at vægten på 440 gram ikke føles tung.
Forskellige kabler
I æsken medfølger tre kabler, som tilsluttes hovedtelefonerne med henholdsvis 3,5 mm, 6,35 mm og et balanceret 4-pins XLR-stik. De gennemsigtige kabelstrømper gør, at kablerne ser brune ud, og det er godt. Men det, der plager mig lidt, er, at de ikke så nemt kan rulles sammen, når man vil lægge dem væk. De insisterer på at være udrullet. Det er godt nok en fordel i forhold til kabelkludder, men kablernes konsistens er efter min mening lidt irriterende.
Knirkende hovedbøjle
En anden ting, der irriterer mig lidt, er, at hovedbøjlen knirker en anelse, når man svinger ørekopperne om ørerne, og metalleddene siger en pibende lyd. Her kunne HiFiMAN godt have flottet sig med kuglelejer i hængslerne. Bortset fra det virker konstruktionen fin og solid.
Udstrakt og fysisk bas
Hvilken musikoplevelse får man så for 27.000 kroner? Ikke småting. Med et almindeligt ubalanceret kabel fra hovedtelefonforstærkeren Auralic Taurus, som modtager musiksignalet balanceret fra digitalkonverteren Hegel HD30, lægger jeg mærke til den perfekt afstemte bas. Den er udstrakt og giver et uovertruffent fundament til kontrabasser og tubaer, og den har desuden tilstrækkelig dynamik og gør, at bastrommen knalder igennem på en hård og fysisk måde. Til sammenligning er den billigere – men alligevel knaldgode – reference Sennheiser HD 800 S slankere og mindre fængende i basområdet.
Lydbilledet er større end med HD 800 S, men uden det samme overblik over det enkelte instruments placering. Det er lidt mere diffust, men sikken et fængende lydbillede.
På Maurizio Pollinis tolkning af Chopins Nocturne i F-mol klinger flygelet flot, og jeg føler mig omringet af tonestrukturer. Der er stor kontrast mellem svage og stærkere anslag, og rummet føles langt større end med de fleste andre hovedtelefoner, jeg har hørt.
Men med ubalancerede kabler føler jeg, at tonerne fra tangenterne flyder lidt sammen. Lydbilledet kunne godt have været mere fokuseret og med bedre adskilte toner. Det er her, det balancerede 4-pins XLR-kabel kommer ind i billedet.
Balanceret kabel
Med balanceret tilslutning til Auralic Taurus kommer der et helt andet fokus på lyden. Tonerne fra flygelet adskilles i større grad, og baggrunden føles mere sort, så tonerne virkelig brager igennem. Nuancerne fra de svageste tangentanslag kommer bedre frem, og vi er nu næsten i drømmeklassen. Næsten.
For selv om Taurus klarer skærene 90 procent af tiden, så tænker jeg, at det må være muligt at få det til at lyde endnu bedre. Især når jeg spiller høj pop og hiphop, bliver lyden noget grovkornet i toppen som i den aggressive rap Cry af Ashnikko, hvor Grimes nynner i overgangene. Kantslaget på lilletrommen bliver lidt for groft, og det er, som om der sker kompression i diskantområdet.
Forstærkerbytte: Det lyder som en drøm
Igen er der en løsning. Ved at udskifte HD30/Taurus med Sennheiser HDV 820 sker der ting og sager. Det åbner sig mere i toppen, og lyden bliver endnu renere, og endelig bliver lydbilledet også bedre fokuseret. Vi er nu på et niveau, der bedst beskrives som stærkt vanedannende.
Basrytmerne i Röyksopps “Oblique Thrills (Lost Tapes)” er dybe, samtidig med at tonestrukturerne er fantastisk veldefinerede. Med et lydlandskab, hvor synthesizeren flyder rundt, de friske og luftige bækkener svæver i toppen af frekvensområdet, og percussionlyden er så ryddelig og stram, er det ganske enkelt glimrende leveret.
Og det bedste af det hele er, at det ikke bliver analytisk og kedeligt, selv om Sennheiser-forstærkeren kan opfattes sådan med de forkerte hovedtelefoner (for eksempel foretrækker jeg Taurus frem for HDV 820 på Sennheisers egne HD 800 S). Sammen med HE-1000se bliver der en god partyfaktor med komprimeret pop som The Sounds’ “Safe and Sound”. Jeg kan skrue så højt op for lyden, som jeg vil, uden at det lyder anstrengt.
Konkurrenter
Spørgsmålet er så: Skal du købe HE-1000se? Hvis du ønsker den allerbedste lyd, så måske. Man kan godt nok spille endnu højere med dynamiske hovedtelefoner som Sennheiser HD 800 S og Audio-Technica ADX5000, og du får endnu mere laserskarp præcision på stereoperspektivet, hvis man altså kan bruge det ord om hovedtelefoner. Prisen bliver også meget lavere. Men den fjerlette diskantgengivelse og det gigantiske rum placerer alligevel HE-1000se i en anden klasse. Bassen er desuden større og mere fysisk. Og hovedtelefonerne er friskere, hurtigere og mere detaljerede end andre planmagnetiske hovedtelefoner, jeg har hørt, hvilket både inkluderer HE-1000v2 og Dan Clark Voce.
HE-1000se er mere vanedannende end Focal Utopia og er i klasse med elektrostater som Stax SR-009s. Stax’erne har endnu mere lydmagi i sig, men de koster også endnu mere. Sammen med en passende elektrostatforstærker løber det hurtigt op i 100.000 kroner. Det er bindegalt! Så er planmagneterne enklere at håndtere, og du kan komme langt med en forstærker til 10.000 kroner, selv om du nok bør overveje det dobbelte. Men så er du heller ikke låst fast til netop den forstærker, som du er med elektrostater. HE-1000se kan jo drives af det meste. Har du en halvkedelig forstærker eller en hvilken som helst hovedtelefonudgang på arbejdet, er der intet, der forhindrer dig i at bruge hovedtelefonerne der. Så kan du nyde virkelig fantastisk lyd med din egen favoritforstærker derhjemme, når du har fri.
Konklusion
Hvis du vil have den bedste lydoplevelse og ikke har brug for at dele den med andre, så kan du overveje at investere i et par svinedyre hovedtelefoner som HiFiMAN HE-1000se. Hvis folk tror, du er bindegal, må det være deres sag, mens du ler hele vejen til hi-fi-himlen!
Med disse hovedtelefoner bliver du siddende i timevis, tryllebundet af nye detaljer, du ikke har hørt før. Lydbilledet er enormt, klokkeklart og med en hurtighed, som du kun får med planmagneter eller elektrostater. Lydmagien er et faktum.
Der er mere luft og detaljer end med andre planmagnetiske hovedtelefoner, vi har hørt, deriblandt de to andre HE-1000-versioner. Og SE er mere tilgivende i forhold til forstærkeren, selv om heller ikke de er ukritiske.
Dette er slet og ret noget af det mest vanedannende, du kan have om hovedet. Og selv om nogle konkurrenter er bedre til enkelte ting, er det samlede indtryk tæt på fuldkomment.
Så må vi tilgive dem for lidt knirkeri og piben i metalhængslerne.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer